Anglofili er det første ord, der falder mig ind her ved tastaturet. Man skal i sandhed være elsker og dyrker af det meget stereotypt engelske, hvis man skal have en chance for ikke at blive godt og grundigt træt af Art Brut i en helvedes fart, for de er engelske på et plan, hvor kun meget få andre kan nå op. Heldigvis for mig, som anmelder, har det ikke været en lidelse, da britpopgenren er mit arnested og en barndomskæreste, men Art Brut vs. Satan bliver ikke en stor oplevelse af den grund.
Dem, der kan huske Blur-pladen Parklife og ved, hvilken placering den har i den engelske musikhistorie, vil give mig ret i, at den har været en af de største katalysatorer for engelsk musik de sidste 15 år. Således er det også hørbart, at især sangen “Parklife” i store træk lægger hele fundamentet for Art Brut, både hvad angår måden at skrive tekster på, med den ironiske og selviscenesættende traditionsbundethed, men også rent musikalsk med den let poppede, glade garageguitar, der er knudepunktet for alle de andre elementer. Men hvor Blur på Parklife var eksperimenterende, nyskabende og yderst spændende at lytte til, bliver Art Brut vs. Satan en tynd kop Earl Grey.
Alligevel kan jeg ret godt lide Art Brut vs. Satan og den måde, hvorpå britpoppen forenes med postpunken, fordi det er 100 pct. udtryk, og fordi der er fuld fart på fra start til slut, men hvis man skal sidde og lytte til pladen, så er det altså kun Eddie Argos’ tekster, der er nævneværdige. Der er ingen progression i musikken, kun rå, statiske udskejelser – og det er også lige i øjet, hvis man sidder sammen med gutterne, har drukket øl i timevis og bare skal bruge noget pep, men i stort set alle andre sammenhænge går der ikke lang tid, før man får lyst til at høre noget med mere dybde.
Argos er den naturlige frontfigur, og det er primært takket være hans udstråling og tekster, at Art Brut er nået dertil, hvor de er. Hans britiske lommefilosofi (»you like The Beatles and I like The Stones / but those are just records that our parents owned«) er på de første to album gået hen og blevet Art Bruts varemærke, hvilket de tilsyneladende har det fint med. Det lader i hvert fald til, at Art Brut sværger til ordsproget »Never change a winning horse.« Med en vokal, der tangerer Mike Skinners (The Streets), og tekster, der forgylder hverdagens små begivenheder og bare lader tankerne blive sluppet ud af kravlegården, er alt stadig ved det gamle hos Art Brut og Eddie Argos.
Sangen “DC Comics and Chocolate Milkshake” demonstrerer noget af den bedste lyrik på pladen, når Eddie Argos synger: »Life is especially hard / when no one trusts you with a credit card / now I love the taste of cereal / I have it for almost every meal.« Et andet højdepunkt er nummeret “œDemons Out!”, hvor en masse irritationsmomenter – primært omhandlende dårlige pladeanmeldelser – har hobet sig op og nu bliver hævnet med tilpas megen ironi til lige nøjagtig at gøre nummeret super sejt på en utrolig kikset måde. Jeg har lyst til at citere hele sangen, men nøjes med sidste vers der lyder: »Full marks on my score card / a lesson learnt and learnt hard / the record buying public shouldn’t be voting / a brush with Satan can be fatal / we’re doing this for you so you better be grateful / the record buying public we hate them / this is Art Brut versus Satan.«
Det er meget blandet, hvad jeg helt præcis føler, når jeg hører Art Brut vs. Satan, for på den ene side bliver man grebet og har lyst til at hoppe rundt og skråle med af fuld hals med britisk accent, men på den anden side kan man også direkte føle det, som Argos synger om på “Am I normal?”, hvor omkvædet lyder: »I can’t get no satisfaction / I’ve got an itch I can’t stop scratching.«
Det er helt klart pladens store problem, at sangene ikke har samme længde som normale punksange, der helst ikke må være længere end to et halvt minut, for når man har hørt Argos råbe/tale »I can’t believe I’ve only just discovered / the Replacements / how have I only just found out about / the Replacements« i over fire minutter med en uhyggelig naiv overraskelse, går det virkelig én på nerverne til sidst!
Så hvis Art Brut havde gjort størstedelen af deres sange på Art Brut vs. Satan halvt så lange, kunne det være, de havde reddet sig fire U’er, for musikken er dejlig energisk, og i den rette sammenhæng (eventuelt live!) er pladen perfekt, men efter over 40 minutter i Art Bruts selskab har man godt nok brug for et pusterum!
