Norske Hanne Hukkelberg er nået langt siden sit oprindelige udtryk på debuten Little Things, der udkom på engelske Leaf Label i 2005. På Little Things var Hukkelberg legebarnet, som spillede på klokkespil, marimba og cykelhjul i kådt forårshumør, på et album der bestod af numre, hun skrev som teenager.
Det var fortsat denne legende tilgang, hun havde på efterfølgeren Rykestrasse 68, men på Blood from a Stone er Hukkelberg mere alvorlig, til tider næsten dyster og mørk. Og selvom der f.eks. bliver spillet på kummefryser og komfur i stedet for på et ordinært trommesæt, så er udtrykket mere ligefremt og ordinært, uden det nødvendigvis er negativt.
Blood from a Stone virker ved de første gennemlytninger en smule kedeligt. Der er simpelthen ikke rigtig nogle numre, som fænger. Efterhånden får de dog mere og mere form. Det kan lyde, som om Hukkelbergs kompositioner ikke har form og melodi, men det passer ikke helt. Hendes numre er mere som en form for poprock, der åbner sig mere over tid uden at være specielt komplicerede.
Enkelte numre, f.eks. åbningsnummeret “Midnight Sun Dream”, falder igennem med et lidt for simpelt forhold mellem vers og omkvæd. Titelnummeret har på papiret samme problem, hvor verset er kort og omkvædet langt, men omkvædet er herligt medrivende syng med-pop, så den skæve symmetri tilgives.
Hukkelbergs fortid i diverse punk- og metalbands fornægter sig ikke. Det betyder dog ikke, at der bliver leveret decideret hårde guitarstykker, men numre som “Bandy Riddles” eller “Salt of the Earth” har visse ligheder med P.J. Harvey eller Siouxsie & the Banshees, når de var mest skæve. Lyden på sidstnævnte nummer brillerer især i hovedtelefoner, hvor metalliske slagtøjsdetaljer går i flot samklang med guitarerne. Punkattitude i fin stil findes også nedbarberet på “In Here/Out There”.
Mellem de mere ligefremme numre har Hukkelberg placeret en håndfuld ballader, der desværre mestendels er lidt for stille og uden de finurligheder, som hun ellers især på tidligere album leverede. “No Mascara Tears” har ikke mange charmerende aspekter, mens marcherende bas og trommer på “Seventeen” lige holder nummeret sammen.
Albummet afsluttes med “Bygd til by”, der er det eneste (og hendes første?) nummer, hvor der synges på norsk i stedet for på engelsk. Det er interessant at høre, hvordan sprogets forskellighed påvirker opfattelsen af musikken. Pludselig bliver det mere oplagt at sammenligne hende med de nordiske kolleger fra Múm – det er, som om det norske sprog bidrager med en helt anden følelse end engelsk. Flere af de mere rockede numre ville dog have virket snublende med norsk i stedet for engelsk, men til denne afslutning er det perfekt.
Nummeret er i øvrigt – sproget tilsidesat – et af albummets stærkeste. I syv minutter tager hun intimt lytteren i hånden og fører en gennem et fortællende vers. Turen kulminerer et par gange undervejs med en stigende spiralstruktur i et omkvæd, hvor lyden bredes ud og op, og hvor Hukkelbergs stemme er den perfekte ledsager op ad vindeltrappen. Med “Bygd til by” trækker hun også tråde tilbage til de to forrige album – tråde, som Hukkelberg måske burde have bevaret bare en smule mere på Blood from a Stone – omvendt kan man ikke andet end beundre hende for at ville prøve noget andet.
