Få musikere deler vandene som Pete Doherty. For det meste tager for/imod-problematikken udgangspunkt i hans omfattende narkomisbrug og dets fremtrædende plads på både lyd- og indholdssiden i sange hos hans nuværende og tidligere bands. Hvis der er noget, der efterhånden er trættende at diskutere, er det Pete Doherty og stoffer, så lad disse være de sidste ord om det i denne anmeldelse.
En langt mere interessant problemstilling, der i lige så høj grad fremkalder musiklytteres sympatier og antipatier i tilfældet Doherty, er ganske simpelt hans sangstil og hans tekster. Han er en håbløs romantiker, og siden han sammen med Carl Barat i The Libertines konsoliderede sig selv som et veritabelt outlet for arkadiske fantasier om et tabt England, har hans musik taget udgangspunkt i fortidige digtere, myter om England og håbløst umoderne engelske tv-komedier.
Alt dette fremsynges med en voldsomt inderlig, manieret stemme, som nogen finder grænseløst provokerende, mens andre ser noget autentisk og smukt i den. Lad mig med det samme bekende, at jeg i den grad tilhører sidstnævnte tilhængerskare. Doherty kan som få andre moderne vokalister forløse indestængt, historiografisk utilpassethed og angstfyldt patos, og hans fraseringer og pludselige udfald er ofte uortodokse og overraskende på en sjældent inciterende måde.
Dette har bevirket, at de plader, han har været involveret i, som udgangspunkt har været interessante, lige meget om de så var decideret mislykkede. Dette gælder i udpræget grad for hans debut med Babyshambles, Down in Albion, der fortsatte, hvor den imploderende kaosbombe The Libertines slap, og fandt sine kvaliteter i at vælte rundt i sit eget ustrukturerede søle. Det er simpelthen fascinerende at lytte til, og når pladerne er bedst, bidrager de monumentale kiksere lige så meget til det fascinerende helhedsbillede som de spredte genistreger.
Grace/Wastelands, som er Dohertys første soloalbum, kommer på et tidspunkt, hvor han er blevet en del mere regelret og struktureret, hvilket især kunne høres på det seneste Babyshambles-udspil, Shotters Nation, og samtidig er pladen en art tilbageblik på hans virke de sidste 10 år. Der er hidtil uindspillede sange, der daterer sig helt tilbage til Libertines, og alle de gamle helte er til stede som inspirationer for lyrikken, lige fra WWI-poeten Sigfried Sassoon til komikeren Tony Hancock.
Der er noget skitesepræget og B-side-lydende over det meste af pladen, der er domineret af akustisk guitar og diskrete gæsteoptrædener af blandt andre Dot Allison og Graham Coxon, og det bevirker, at den enkelte sang svinger voldsomt mellem det interessante og det uengagerede. “The Last of the English Roses”, “1939 Returning” og “New Love Grows on Trees” er gennemførte, med tydelige ideer som grundlag, mens flere andre sange mere lyder i retning af improviserede spillemandsbagateller.
Der er noget opsamlende frikvarter og noget ’Dohertys Basement Tapes’ over helhedsindtrykket, men modsat Dylans Basement Tapes er det ikke en ny og fascinerende verden, der her åbenbares. I stedet er det en ret anonym samling temmelig ligegyldige sange. På “The Lost Art of Murder”, der afsluttede Shotters Nation, viste Doherty, at han kan få noget utrolig smukt ud af netop den tilgang, der bliver brugt på Grace/Wastelands, for den afdæmpede, lidt akustiske, lidt løse form giver masser af rum til hans stemme og til eventuelle henkastede genialiteter.
Men sangene er ganske simpelt ikke gode og interessante nok i denne ombæring, og resultatet er Dohertys første decideret uinteressante udspil. Samtidig må denne plade markere såvel et tilbageblik som en ny begyndelse, og det bliver spændende at høre, om Doherty holder fast i producer Stephen Street og det polerede lydbillede, eller om han går tilbage til Mick Jones’ smadrede æstetik. Eller noget helt tredje, for han er stadig en af de mest interessante nyere begavelser i britisk musik, og hans (og for så vidt også Carl Barats) hyperromantiserende og bagstræberiske tilgang til engelsk kultur er enestående i disse dages hipsterfokusering på det nye “næste”.
Om alt går galt, for man ved aldrig med Doherty, har vi dog stadig de mageløse Libertines-plader at lytte til.
