Allerede ved første kig på albumcoveret bliver jeg en smule nervøs. William Marhaug med kunstnernavnet William Hut fylder størstedelen af forsiden, og mest af alt ligner han en frygtindgydende, men dog sympatisk, kopi af Thomas Blachman. I mit stille sind håber jeg, at albummet vil blive en positiv oplevelse, da jeg ikke tør komme i uføre hos ’Blachman’. Jeg begynder at bladre igennem den tilhørende booklet med stigende bekymring; jeg er ikke sikker på, at dette kommer til at falde i min smag. Med ildspyende drager og en ulmende orange himmel ligner billederne mest af alt illustrationer til “Ringenes Herre” eller en anden fantasy-roman. Det skal selvfølgelig ikke komme an på det visuelle udtryk, men det er med en vis skepsis, at jeg trykker play.
Albummets første nummer, “My Female Queen”, begynder med melankolske strygere og William Huts længselsfulde stemme, der forsikrer, at alt nok skal blive okay. Det efter-følgende nummer, “Soulcity House”, dykker også ned i de poetiske klicheer: »I’ve seen people crying in this soulcity house / I’ve seen dreams dying in this soulcity house.« Jeg vil ikke skilte med mine musikalske fordomme, men allerede efter de to første numre føler jeg, at de er blevet bekræftet – eller i hvert fald næret af William Huts romantisk-melankolske og lommefilosofiske univers.
Silent Hum er William Huts femte soloplade. Pladen er produceret af Mark Levers fra Lambchop og optaget i Nashville, og albummet har bestemt en drømmende amerikansk country-uskyld over sig. Men den vemodige længsel bliver aldrig rigtig forløst. ’Silent hum’ betyder direkte oversat ’stille nynnen’, og det er præcis, hvad William Hut gør; dagdrømmer og sværmer omkring livets skrøbelighed og op- og nedture, men det fænger ikke og ender med at blive tamt og kedeligt; en norsk pendant til Poul Krebs. William Hut har bestemt stemmen og ånden til at gribe sit publikum, men det hele drukner i sukkersød poesi og klicheer.
