Plader

Bob Hund: Folkmusik för folk som inte kan bete sig som folk

Bob Hund er tilbage. De har været savnet, men heldigvis er det, som om de aldrig har været væk. Og så alligevel. Balancen i udtrykket er tippet fra kaotisk punk mod dansabel electro, men Bob Hund er og bliver nu engang Bob Hund.

Det er ved at være længe siden, at de skæve, svenske indiehelte i Bob Hund har ladet høre fra sig. Eller, det vil sige, faktisk har de jo udgivet to plader under navnet Bergman Rock siden 2001’s glimrende Stenåldern kan börja, men de tæller ligesom ikke, da de var foruden en af Bob Hunds allerfremmeste kvaliteter, nemlig Thomas Öbergs tommetykke, skånske vokal.

Selvsamme Öberg har ellers været ganske aktiv i tiden siden da og har bl.a. udgivet en plade under navnet Sci-fi Skåne sammen med Jonas Jonasson (på tangenter og med tyngdekraft-fornægtende overskæg) og lavet avantgarde-electro med Wires ex-bassist.

Men nu er den her så endelig: Bob Hunds nye plade. Selvom bandet aldrig officielt var gået i opløsning, var vi alligevel nogle, der var ganske bekymrede for, om vi nogensinde ville høre nyt fra kennelen.

De spillede en so-so-Roskildekoncert sidste år, hvor de præsenterede flere nye numre, som dog langtfra overbeviste indeværende anmelder om den kommende plades kvaliteter. Førstesinglen “Tinnitus i hjärtat” overbeviste heller ikke helt, selvom den viste rigtig gode takter.

Snart efter blev albumtitlen afsløret, og den må siges at være blandt bandets bedste til dato. Den er i hvert fald den mest præcise, idet Bob Hund lader til at melde helt rent bord, når de vælger titlen Folkmusik för folk som inte kan bete sig som folk. Et fast element ved Bob Hund har nemlig altid været det forunderligt ’folkelige’. På trods af en tydeligt udenlandsk referenceramme har sangene, i deres simple, let naivistiske udtryk, altid mindet lige så meget om folkevisen som den alternative rock. Sammen med Öbergs fremragende tekster om det hverdagsligt poetiske og hans fuldfede skånske dialekt er der noget enormt lokalt, eller folkeligt om man vil, over Bob Hund.

Men det er selvfølgelig ikke ’bare’ folkemusik. Det er folkemusik for folk, der ikke kan opføre sig som folk. Og det er netop et andet kendetegn ved Öberg og resten af bandet; den selvproklamerede outsider-rolle. Rollen som utilpassede, romantiske tabere, der føler sig lige så fremmede for diverse modkulturer som for den store ’normale’ kultur.

»Kan kalla mig för idiot / det har jag ingenting emot / jag är en idiot / mer än så kan ingen bli,« sang Öberg i 1994, ligesom han nu synger: »På vor fest får du gå / endast utan indbjudan« i “Bli aldrig som os, bli värre”.

Men nu er der vist ingen grund til at holde læseren hen i åndeløs spænding meget længere: Folkmusik för folk som inte kan bete sig som folk er lige så god som sin titel…

Den er ikke, som man måske kunne have forventet, blot en acceptabel plade fra et band, hvis bedste år er bag dem. Nej, det er en plade, der, selvom den trods alt ikke er på højde med deres bedste (det er der ret beset heller ikke meget, der er), lægger sig fint til rette midt i feltet. Det skyldes især firkløveret midt på pladen, fra “Världens bästa dåliga låt” til “Fantastiskt”, der alle uden problemer skriver sig ind i den efterhånden betragtelige kanon af Bob Hund-klassikere. Der er naturligvis ingen ny “Det skulle väre lätt för mig”, men især “Världens bästa dåliga låt” og “Grönt ljus” kommer forbandet tæt på. For disse numre gælder det samme som for resten af pladen, nemlig at den guitardrevne slacker-punk stort set er dømt ude, og at heltene i Kraftwerk, Devo og Plastic Bertrand virkelig kommer til deres ret og ære. På den måde lægger Folkmusik”¦ sig i kølvandet på Sci-Fi Skånes “Kännslan av att Jorden krympar växar”, og det er bestemt heller intet dårligt udgangspunkt. Men man kan i den grad høre, at der er et helt band til stede her, og Bob Hund opnår et udtryk, der er langt mere detaljeret og gennemarbejdet end nogensinde før.

“Folkmusik för folk” starter på fin vis pladen med en simpel, Kraftwerk-inspireret melodi og rudimentær rytmik. “Bli aldrig som os, bli värre!” er ganske fornøjelig, med klassisk idiosynkratisk guitararbejde, et atmosfærisk mellemstykke og gode korstemmer i omkvædet: »Röstarna blev fler / men karakterarna färre / bli aldrig som os / bli värre!«

“Världens bästa dåliga låt” drives af boblende sequencer og har et af disse uimodståelige, ekstatiske omkvæd, der bare ikke fås bedre end hos skåningerne. Conny Nimmersjös knivskarpe guitartoner og Öberg, der skråler: »Och ditt huved skänns så ljust / det här är världens bästa dåliga låt,« er ganske enkelt kuldegysningsfremkaldende.

“Blommor på brinnande fartyg” er en af de smukkeste og mest hjerteblødende skæringer fra bandet, der med trommemaskiner, synth og effektbelagt guitar skaber en formidabel nordisk-melankolsk ballade om kærlighedens iboende destruktivitet. En komplet dekonstrueret guitarsolo mod nummerets slutning sørger dog på nærmest trodsig vis for, at det hele ikke bliver alt for seriøst.

“Fantastiskt” er lyden af Talking Heads’ neurotiske etnofunk anno Remain in Light, der møder Kraftwerk på en ødegård i Skåne. Det er, vitterligt, fantastisk.

Men mørket og melankolien lurer altid hos Bob Hund, selv i de mest fjollet festlige numre og således også her: »Försikringskassan kämper fortfarande med at förstå / hur min krop kan være överfolket av röster / imens min själ detonerar av ensamhet.«

I det store og hele er der en gennemgående melankolsk stemning over Öbergs tekster på Folkmusik…. Man kunne måske vove påstanden, at den modenhed, som han med næb og kløer bekæmpede på Stenåldern kan börja, alligevel har indfundet sig her otte år efter.

“Siffran vil bli fel” er et af disse stillestående, luftige og nærmest ambient numre, som Bob Hund har tendens til at afslutte deres plader med. Tænk “Den ensamme sjömannens födelsesdag” eller “Papperspose”. Smukt, simpelthen.

Alt i alt må man sgu bøje sig i støvet for Bob Hund, der nærmest imod alle odds har bedrevet en plade, der både er en klar udvikling og en forfinelse af bandets kvaliteter. The same, but different. Man kunne måske fristes til at mistænke Bob Hund for at spekulere i udviklingen mod det mere electrorockede udtryk, da det jo som bekendt har været ganske populært de sidste par år, og der anes da også visse ligheder med bands som f.eks. !!!, men det er heldigvis aldeles irrelevant: Bob Hund lyder nemlig, som altid, kun som sig selv, og gudskelov for det. Velkommen tilbage!

★★★★★☆

Leave a Reply