Phoenix: Wolfgang Amadeus Phoenix

Baudelaire er uden tvivl den største digter, Paris nogensinde har affødt. Han betragtes som modernismens fader, og han er for Frankrig, hvad Homer er for Grækenland. Men ud over at være Baudelaires hjemby har Paris også en lang række andre alias, såsom ’modens Mekka’ og ’romantikkens by’. Men hvad mangler Paris egentlig? De fleste franskmænd vil garanteret ryste på deres frøfortærende hoveder og sige, at Paris ikke mangler noget som helst. Men sådan er franskmænd jo. Vi kender dem fra vores karikerede fordomsportrætter, og der er som sagt ikke nogen røg uden ild, eller hvordan det nu lyder. Men der er nu alligevel nogle franskmænd, der ikke lader sig indordne i stereotype kategorier. Tag for eksempel de fire, der danner bandet Phoenix: For det første synger de på engelsk! Både pinligt og nedværdigende. Uhadada. Og for det andet, ja, så mener de altså, at Paris mangler et soundtrack, og her vil de gerne ofre sig for resten af den franske befolkning og være band for at barbere den ged.

Og for min skyld ingen alarm. Jeg skal med glæde associere Paris med “Lisztomania”, “1901”, “Fences” eller en af de andre fremragende electropopsange, de har valgt at udgive under den overordnede og ubeskedne titel Wolfgang Amadeus Phoenix, for det er altså ikke papvin eller parisertoast, menuen står på. Om pladen nu også er lige så god eller langtidsholdbar som Mozart, skal jeg ikke være mand for at vurdere, da jeg altid har fundet mere glæde ved at lytte til Mendelssohn, Grieg eller Bach, men den tilfredsstiller i hvert fald til fulde de forventninger og forhåbninger, jeg havde til Phoenix’ fjerde udspil.

De fleste kender sikkert Phoenix som dem, der lavede “Everything Is Everything”, og det er heller ikke nogen dårlig definition, slet ikke. Wolfgang Amadeus Phoenix kredser nemlig meget om det samme omdrejningspunkt, som lige nøjagtig det nummer gjorde tilbage i 2004. Der er en generel smoothness over Phoenix, der kun er blevet blødere med tiden. En mere rund og fyldig lyd, så at sige, og så er deres melodier bare blevet bedre. Forsanger Thomas Mars har en stemme som en divan – og nej, der er ikke et ’n’ for meget – hans stemme er så dejlig silkefin og samtidig maskulin, at man føler, at man snildt kunne lægge sig til rette og tage en lur på dens bløde kurver. Det samme gælder for musikkens drum ‘n’ bass-karakter, der kombineret med den sterile småreggae’ede guitarlyd gør, at Phoenix bliver musikkens svar på madlavningens Cremefine. Mmm.

Førstesinglen med det sært klingende navn “Lisztomania” er et klokkeklart eksempel på Phoenix’ sangkunst. De blidt krøllede piskesmæld, Mars slår med sin stemme, når han synger »This love’s for gentlemen only / wealthiest gentlemen only / and now that you’re lonely / do let do let do let jugulate do let do / let’s go slowly« (mens den bagvedliggende musik tilbyder et kræsent udvalg af popbeats i stil med dem fra Alphabeat-sangen “Fascination”), er så stiliseret frydefuldt, at det er umuligt ikke at smile bredt og perlende. “Lisztomania” kunne sagtens gå hen og blive et af sommerens største hits.

De næste to sange, “1901” og “Fences”, holder stort set samme standard som åbningsnummeret, selvom de er lidt mindre dansevenlige; der er mere tryk på synthen, der ligger helt forrest i feltet og dermed sørger for en tung, men spændstig oplevelse. Og så sker der noget mærkeligt! Et seks minutter langt instrumentalt nummer – samt dets overgangsfase, “Love Like a Sunset Part 1” og “Love Like a Sunset Part 2” – kommer og lægger en dæmper på den strandfest med kulørte drinks, der hidtil har været i fuld gang. Nu skal der pludselig moraliseres og snakkes kunst i stedet! Det er ikke et dårligt nummer, kun er det et underligt tidspunkt på pladen at placere det, når det nok havde fungeret bedst helt til sidst. Denne placering af “Love Like a Sunset Part 1+2” betyder nemlig, at man som lytter bliver slået lidt ud af kurs, når man igen skal til at tage tråden op i det næste forrygende beatdrevne nummer, “Lasso”. Det virker sært med denne afbrydelse, men, nå ja, så er det heller ikke værre, det er stadig et – to – rigtig gode numre, og man kan næsten se den dybrøde solnedgang og mærke den kølige aftenbrise på kinden, når man hører dem.

Efter “Lasso” kommer “Rome” og “Countdown” og gør lige pludselig det hele en smule mere afdæmpet nok en gang. De er ikke helt så signifikante som de tidligere skæringer, og man begynder allerede her, tre numre før lukketid, at overveje, hvad man så skal smide på anlægget, før det går op for én, at man jo bare kan starte pladen forfra, når den tid kommer; længere er den jo ikke. Beskedne 35 minutter.

Men hvert minut tæller, og hvert minut er godt og er som honning for øregangene. Det er bare en smule ærgerligt, at numrenes placering kan betyde så meget, som det er tilfældet, for jeg er overbevist om, at havde rækkefølgen været en anden, ville jeg også have rost både “Girlfriend” og “Armistice” (de to sidste numre) lige så meget som pladens tre første, men det er svært at forblive engageret, når man hele tiden får små praj om, at man skal til at pakke sammen.