Plader

Method Man & Redman: Blackout! 2

Efter 10 års rygepause er Method Man & Redman tilbage med deres anden plade som duo. Som ventet er alt ved det gamle, og det store spørgsmål er, om de to kan holde fokus et helt album igennem.

Blandt dette års hiphop-comebacks finder vi to rappere, der på en gang besidder to af genrens største bonghoveder og to af de mest distinkte flows. Hver for sig, med Wu-Tang eller Def Squad og sammen som duo har Method Man og Redman leveret noget af det sjoveste og mest karismatiske hiphop, men når musikken er gået op i røgtåger og hashiomanisk autopilot, har de sandt for dyden også lavet noget af det mest ligegyldige.

For nøjagtig 10 år siden udsendte de deres første fælles album betitlet Blackout!, der – i ly af kanonsinglerne “Y.O.U.”, “Tear It Off” og i særdeleshed “Da Rockwilder” samt filmen “How High” med dertilhørende soundtrack – formåede at overbevise hiphoppere verden over om, at de to havde begået en nyklassiker.

Det havde de dog ingenlunde. Blackout! var mestendels fyld med bangende, men formulariske Erick Sermon-beats og alt for mange alt for ligegyldige rim og numre. Siden da er de to herrers solokarrierer gået alvorligt ned af bakke. Bunden blev nået, da Method Mans seneste plade stod lige så meget mål med titlen, som man kunne frygte: 4:21″¦ the Day After. Den 21. april er (ifølge Meth) ‘national weed smoking day’, og dagen efter har man derfor efter sigende et helt specielt klarsyn, der blablabla.

Selvom det stort set altid er det niveau, vi befinder os på, kan de to snildt lave såvel fremragende musik som tekster på baggrund af tom skunk-snak, når inspirationen tager dem. Hermed anbefales de første tre-fire Redman-plader som noget af det bedste og på alle måder skæveste eastcoast-rap fra 90’erne. Men den storform har ingen af de to vist i lang tid, og de forsøger nu at genoplade deres batterier med anden collabo-plade, og ens bange anelser om gennemført uoriginalitet bliver i den grad bekræftet i titlen: velkommen til Blackout! 2.

Den rigtig gode nyhed er, at begge rappere er langt mere fokuserede og veloplagte på denne plade, end nogen kunne tillade sig at forvente. Det er stadig en udelt fornøjelse bare at lytte til deres stemmer, og det er ikke for sjov, at de to startede med at samarbejde til at begynde med. Redmans let skingre og eksalterede flow suppleres som altid suverænt af Method Mans tilbagelænede og dybe ditto.

På produktionssiden er der absolut heller intet nyt under solen, om end det er forfriskende for helhedsindtrykket, at Erick Sermon denne gang har undladt at stå for størstedelen af lydbilledet. Faktisk er den musikalske side af pladen spredt ud mellem en god håndfuld producere, hvilket i vid udstrækning redder pladen fra den altid overhængende monotoni, der truer enhver udgivelse af så simpel og klassisk støbning som Blackout-pladerne.

Alligevel er det, som om fokus ikke holdes i den grad, man kunne ønske sig. Pladen opnår aldrig en egentlig fornemmelse af sammenhæng, og helhedens flow matcher aldrig de to rapperes. Desuden er det frustrerende, at Pete Rock på “A-Yo” endelig leverer et beat lige så fantastisk som i gamle dage, hvorefter det skal skændes af en klæg populistisk tilgang og et søgt, klichefyldt Saukrates-omkvæd.

Når numrene fungerer, er de til gengæld gode. Også Mobb Deep-arkitekten Havoc er beatmæssigt tilbage på toppen på den velfungerende “I’m Dope Nigga”, og Rockwilder leverer flabede plastik-beats på “A Lil’ Bit” og pladens nedbarberede højdepunkt, “Hey Zulu”.

Men derudover er der for mange forglemmelige numre, og som på de fleste hiphop-plader er der bare for mange numre i det hele taget. Det er meget muligt, at helhedsindtrykket af en plade som Blackout! 2 ville blive anderledes medrivende, hvis Method Man & Redman kunne begrænse sig til 10 numre, men i den nuværende forfatning bliver det hele for meget og for trægt.

Minusserne er i denne omgang mere eller mindre præcis de samme, som de plejer at være, men de er ikke helt så belastende, som man kunne have frygtet. Og frem for alt lyder begge rappere så koncentrerede, at man kan have forhåbninger om rent faktisk igen en dag at høre noget virkelig inciterende fra dem, sammen eller hver for sig.

★★★☆☆☆

Leave a Reply