Første gang, jeg hører Wall of Arms’ intronummer og førstesingle, “Love You Better”, er jeg overbevist om, at det er Arcade Fire-forsangeren Win Butler, der synger. Og musikken – det hele lyder faktisk utrolig meget som Arcade Fires stemningsfulde og en smule dystre univers. Det er det selvfølgelig ikke, det er Orlando Weeks – forsanger i The Maccabees – der synger og spiller med resten af sit band. Men det er ikke helt ved siden af, da Wall of Arms er produceret af Markus Dravs, der tidligere har arbejdet sammen med Arcade Fire på Neon Bible.
Og lyden er som sagt meget lig Arcade Fires – eller det er den i hvert fald blevet. Der er sket en del siden The Maccabees’ debutalbum, Colour It In, udkom i 2007, hvorfra singlen “Toothpaste Kisses” bl.a. blev brugt i en Samsung-reklame. Dengang var lyden mere i den sorgløse indiepop/-rock-genre, mens Wall of Arms er mørkere og dybere.
»If you got no kind words to say / you should say nothing more at all,« gentager Weeks igen og igen på “No Kind Words”, som er Wall of Arms’ anden – og meget oplagte – single. Nummeret begynder med dovne trommer og en inciterende guitar, men efterhånden bygges lyden langsomt og sikkert op og topper med Weeks’ insisterende gentagelse. Trommerne er på Bloc Party-vis i forgrunden og giver nummeret en energisk og intens stemning. “No Kind Words” skaber desuden en fin rød tråd gennem albummet og markerer en slags afslutning på albummets første halvdel, da nummerets slutning stammer fra starten af det sidste nummer, “Bag of Bones”, der med sit Panda Bear-agtige arrangement binder en smuk sløjfe på Wall of Arms.
I det hele taget er det første halvdel af Wall of Arms, der fungerer bedst. Numre som “Kiss and Resolve” og “William Powers” er hurtige og fyldt med energi, men de efterlader ikke et stort aftryk i erindringen og føles mest som poppet fyldstof.
Wall of Arms er et album, som vokser proportionalt med antallet af afspilninger. Ved første gennemlytning kan mange af numrene lyde forholdsvis ens og virke ligegyldige i mængden, men efterhånden griber numrene om sig, og albummets dybde og melodiske lag viser sig gradvist.
