Den tanke, der slog mig ved de første gennemspilninger af Beacons of Ancestorship, var, at det her er det mest heterogene album, jeg har hørt i lang tid. Den første nye plade fra Tortoise i fem år stikker i stort set alle tænkelige retninger, og i starten er den helt umulig at få hold på som lytter. Og det er den sådan set også efter utallige gennemlytninger.
Før denne plade var Tortoise et band, hvis udvikling syntes stivnet. Deres seneste studieplade, It’s All Around You fra 2004, lød på alle måder som en masse ting, man havde hørt før, filtreret gennem en lækkerhedskomprimator. Desuagtet er det en strålende plade, men der er sandt for dyden ikke meget innovation eller noget nyt at komme efter, når man tager i betragtning, at Tortoise før i tiden som få har formået at udvikle sig i uventede retninger fra plade til plade.
Derfor var den lange pladepause nærmest logisk, og med Beacons of Ancestorship leverer bandet en eklektisk eksplosion. Hvor de før har haft en tendens til at behage, deres plader har haft det med at flyde en anelse ud, og deres numre har haft en vane med at blande sig sammen ved længere lytteseancer, kræver denne plade i uhørt grad lytterens opmærksomhed.
Så snart et nummer på Beacons of Ancestorship truer med at glide over i den repeterende kraut-agtige tomgang, som bandet før har mestret til perfektion, slutter det i denne omgang simpelthen for at vige pladsen for et nyt nummer, der lyder helt anderledes. Det er umuligt bare at sidde stille og falde hen til numrene, som man kunne på klassiske Tortoise-plader som Millions Now Living Will Never Die og Standards, for Beacons of Ancestorship kræver virkelig, at man lytter.
Musikalsk henter pladen inspiration fra de fleste af tidens toner og blander dem sammen i én stor pærevælling. Der er en tydelig math-inspiration at spore i flere numre, og et værk som Battles’ Mirrored spøger konstant i baggrunden. Et pludseligt math-skifte indtræder ca. en tredjedel inde i første nummer, “High Class Slim Came Floatin’ In”, hvor den analoge baggrund pludselig tager helt over, og lydbilledet trækker sig sammen til minimalistisk robotmusik.
Og denne vekslen mellem det håndspillede og mere klassisk orienterede Tortoise og det analoge og studiekreerede, som vi kender det fra TNT fra 1998, er det, der hele tiden holder pladen varm. Af og til forekommer skiftene decideret skizofrene, som når synthhelvedet “Northern Something” afløses af de elegante spanske guitarer, der intonerer Beacons of Ancestorships absolutte kardinalpunkt, “Gigantes”. Det er et af pladens få længere numre, og det hvor flest komponenter går op i en højere enhed. Det er smukt og elegant og samtidig pågående, og guitarerne og det underliggende staccato-virvar supplerer hinanden på bedste vis.
Pludselig serveres der en punk-tilgang på “Yinxianghechengqi” og et hiphop-beat på “Monument Six One Thousand”, men så er det, som om pladen brækker over. Når jeg før skrev, at der ikke er meget af det gamle episke og behagelige Tortoise tilbage på Beacons of Ancestorship, passer det ikke helt, for på pladens sidste halvdel er det, som om de strittende elementer samler sig i et roligt og så at sige mere Tortoise-agtigt lydbillede. Da bliver det som så ofte før rensende at lytte til bandet, og ens blik vandrer mod skyerne uden for vinduet, mens vellyden fylder rummet.
Vi har altså at gøre med en plade, der starter nærmest anstrengt og sine steder chokerende og derefter farer over stok og sten uden sammenhæng for til sidst at slutte i Tortoise-land. Det er en udmattende og meget givende oplevelse at lytte til, og det er fantastisk, at det band, man havde mistænkt for at være brændt ud, leverer så inciterende, irriterende og anfægtende et værk.
