Roskilde ’09: Deerhoof, Yeah Yeah Yeahs, Coldplay, 05.07.09

Deerhoof sprudlede på Pavilion-scenen.

Deerhoof, 05.07.09, 19.00, Pavilion
Åh, Deerhoof, I er sgu så charmerende, at jeg gerne tilbragte en hel dag med jer i Fårup Sommerland. Et sted, som bandet sikkert ville hygge sig gevaldigt i med dets brede udvalg af uskyldige og ekstreme forlystelser (rutsjebanen Lynet accelererer fra 0-80 km/t på to sekunder). Deerhoof har nemlig denne her vidunderlige tendens med at ødelægge skamløs god pop med spastiske breaks og tunge støjrock-udladninger.

Det formåede de også at præstere live på Pavilion søndag aften. Det her er et band, der har eksisteret i 15 år, og selvom der har været nogle udskiftninger undervejs “’ guitarist Ed Rodriguez kom først til i 2008 “’ så spiller de, som om de har spillet sammen i samfulde 15 år. Hvert absurde break kom lige på og hårdt, også selvom flere ramlede op i røven ad hinanden på kort tid.

Samtidig havde de tid til at fjolle, kaste med bolde, gå i formationer, stille sig op på forstærkerne og lignende, hvilket kun understregede, at det var et band med overskud, der stod på scenen. Deres musik er nærmest dadaisme med dens irrationelle strukturer og tilsyneladende meningsløse, naive omkvæd, og især forsanger Satomi Matsuzakis lillepigestemme udtrykker en barnlig nysgerrighed, men også en kølighed, der afslører, at det er et kalkuleret udtryk; en afprøvning af verden.

Det var en fornøjelse at ligge under for bandets undersøgelser, og de virkede også til selv at more sig med at spille, hvilket smittede af på publikum. Vi var så begejstrede, at vi måtte have mere af Deerhoofs energiske poweravantpop. Og det fik vi, tak for det. (KEA)

Yeah Yeah Yeahs, 05.07.09, 20.45, Arena
Man skal vist have været temmelig ignorant eller tungnem, hvis man havde troet, at aftenens koncert med Yeah Yeah Yeahs ville blive andet end helt igennem fantastisk. Karen O & Co. leverede nemlig en fuldendt oplevelse, hvor de eneste fedtfingre på linsen var en lidt for markant stortromme de første 5-10 minutter – og så de manglende ekstranumre.

Faktisk var der ikke rigtig nogen der forstod, hvad der gik for sig, da Arenas konferencier kom ud og sagde tak til Yeah Yeah Yeahs og reklamerede for aftenens næste show med Pharfar. Den stakkels(!) mand blev nådesløst buh’et ud, og jeg må tilstå, at jeg selv deltog i opstanden, men det var nu altså en skuffelse af de større at finde ud af, at vi ikke fik mere YEAH for pengene, også selvom koncerten havde varet over en time. Den var nemlig på magisk vis forduftet ligesom alle rygterne om regn på festivalens sidste dag.

Men når man er i godt selskab, kan tiden godt lide at gå lidt i forvejen, og sådan er det jo bare; faktum var, at vi var i rigtig godt selskab med en perfekt blandet pose af pop- og synthpunkperler. Musikken var upåklagelig, og Karen O’s optræden var svedig i ordets mest umiddelbare forstand. Ikke et sekund stod hun stille; enten fes hun rundt og skiftede kostumer (bl.a. iførte hun sig et stykke hovedkunst af en maske, der bestod af snoede cirkler af pink lys under nummeret “Heads Will Roll”), eller også gakkede hun bare ud med rejehop (Karen O-dans?) og generel overstadig publikumskontakt.

Det var en fest af dimensioner, der blev fyret af i 11. time på Arena, og selvom den var tætpakket og abrupt, er jeg bare glad for at have været til stede for”¦ hell yeah! (JH)

Coldplays afslutning på dette års Roskilde var lige i øjet.

Coldplay, 05.07.09, 22.00, Orange
Det er svært ikke at blive en smule sentimental ved årets sidste store koncert på Orange Scene: Her er dit sidste møde med det midlertidige lokalsamfund, din sidste mulighed for at trampe støv op med de nye bonkammerater fra lejren eller for at knuge ugens scoring i regnen, alt efter hvordan festivalen nu har artet sig. That’s it – herfra tilhører Dyrskuepladsen gravkøerne og sølvmågerne.

Det skal selvfølgelig markeres med et behørigt brag af en koncert, med et band der er tilpas mainstream til at kunne tiltrække størstedelen af de armbåndbærende og samtidig er eksperimenterende nok til at kunne gøre oplevelsen unik og overraskende. Og – nåja – hvem ville være bedre til jobbet end Coldplay, der oven i købet også medbringer lidt vemod til afskedsstunden?

Ikke ret mange, stod det snart klart. Selvom gruppens musik på de seneste album har haft tendens til at være en anelse mere navlebeskuende og alvorsfuld, end godt er, har få rockgrupper så mange nyklassikere i ærmet og – skulle det vise sig – så uomtvistelig tæft for at levere dem gennem en varieret, smittende, legesyg og helt igennem overlegen koncertoplevelse.

Coldplay havde helt rigtigt valgt i høj grad at trække på det bedste fra deres bagkatalog for kun sjældnere at levere mindre kendte toner og fastholdt således sing-along-faktor såvel som interesse hos den del af publikum, der ikke er for velbevandret i bandets musik. Chris Martin var overordentlig behageligt selskab, der forstod at holde et tilpas forhold mellem patos og humor koncerten igennem, og bandet mestrede variationens kunst, både ved at iføre deres numre genre- og udtryksmæssigt nye klæder eller lade dem fusionere, som det eksempelvis var tilfældet med “God Put a Smile Upon Your Face” og “Talk”.

Og det var fremragende, men helt hen i hampen-godt blev det først, da bandet midtvejs gennem koncerten forlod scenen for at trække ud på en opsats midt i publikumshavet og give en forevisning i, hvordan man skaber lejrbålsstemning, når man nu er i omegnen af 30.000 fremmødte, der gerne vil have del i snobrød-oplevelsen: Det gør man med en akustisk version af “Green Eyes”, båret af guitar, mundharmonika og stampen, samt en ligeledes stærkt nedbarberet og møgfængende Michael Jackson-hyldest i “Billie Jean”.

Afslutningsvis bød koncerten på lidt klassisk stadionrock-oplevelse, og det var umuligt ikke at lade sig betage af, hvordan Coldplay kunne få så mange forskelligartede indtryk til at vælde fra den ellers lidet intime sfære på festivalens hovedscene, og hvordan de kunne få lettilgængelige popnumre til at fremstå så vedkommende, uden de blev tilsølet i eksperimenteren. (SP)