Som retoriknørd og elsker af sproglige finesser blev jeg allerede forelsket i Lovvers, da jeg fandt ud af, at de to v’er forefindes af rent æstetiske grunde: »Det ser simpelthen bare bedre ud,« har bandet sagt om deres navn – og jeg samtykker med et stort smil på læberne. Jeg kan ikke forestille mig noget mere slimet end et band kaldet The Lovers (dem findes der garanteret en del af derude), hvorimod den minimale forskel at kalde sig Lovvers for mig implicerer en lang række andre aspekter, både af imagemæssig, men også af musisk karakter.
På samme måde som jeg blev charmeret af navnet, er også den musiske (og mest relevante) side af Lovvers virkelig et lyt værd, det er nemlig frækt og forførende, råt og upoleret og samtidig meget naivt og uskyldigt. Genren kan vel kaldes tyggegummipunk, og hvis Marilyn Monroe fik et barn med Sune Wagner, ville det være et barn, der var skabt med det ene formål at lytte til Lovvers.
Der er tydelige spor efter både The Replacements og Clorox Girls på OCD Go Go Go Girls, men hvor The Replacements og Clorox Girls med flere læner sig op ad noget melankolsk punk og et (med forbehold) alsidigt lydbillede, bevæger Lovvers sig ikke ét sekund væk fra deres grusede dur-riffbaserede distortionlyd. Den skurende, men stadig lallende guitar er konstant, og powerakkorderne står i en uendelig kø. Faktisk lyder det, som om Lovvers har taget hele deres musiske formåen, alle deres gode melodier, deres humør og deres kreativitet og smidt det ned i en stor lyserød diskantgryde, rørt rundt i timevis, så det hele blev en grød, og derefter sendt resultatet på gaden. Temmelig ensformigt, støjende og skrattende, men stadig fængende, bundsolidt og rigtig lækkert!
Det eneste, jeg for alvor bliver træt af på OCD Go Go Go Girls, er den evindelige, utydelige vokal, der bliver groft trampet på af alle de andre instrumenter. Sangstemmen har fået en ordentlig kæbeknuser, en ond forvrænger og en volumenknap, der er helt i bund, og det bliver altså lidt for monotont, i løbet af de 33 minutter pladen varer, kun at høre en vrissen hveps summe i baggrunden, når musikken nu kalder så eftertrykkeligt på en god vokal til at støtte de fine melodier. Selvsagt er der jo en grund til, at Lovvers underkender vokalen, som de gør, og nogle vil helt sikkert også finde det både finurligt, spændende og sjovt, hvilket det da også til en vis grad er, men det bliver bare en tand for meget.
Men hvad Lovvers gør mere end noget andet, er at bevise, at der stadig er noget, der hedder ungdomsoprør, ukonventionalitet og teenagenihilisme, og at punk i hvert fald ikke er en genre, der træder vande, men derimod sagtens kan udvikles, tilpasses og afspejle andet end blot den stereotype sikkerhedsnålsbefængte læderhals eller den politiske ukorrekthed. Punk har (stadig) slagkraft til at overraske og tilhøre andre end blot et snævert segment – punk kan, udformet som tyggegummipunk, sagtens appellere til en målgruppe, der også inkluderer den pæne provinspige, og det er Lovvers mit argument for.
