Mew: No More Stories/Are Told Today/I’m Sorry/They Washed Away/No More Stories/The World Is Grey/I’m Tired/Let’s Wash Away

At skrive en anmeldelse om Mew kan godt gå hen og blive en temmelig langstrakt affære, da man føler sig nødsaget til nærmest metodisk og kronologisk at gå igennem hele deres bagkatalog. Dels for at få styr på (og nyde i nostalgisk enrum) de forskellige udspil, men også for at markere og lave nogle enkelte nedslag i deres tidslinje/udvikling/udtryk.

I grunden er det at anmelde en plade også en mærkelig, diffus størrelse. Tag nu Mews nyeste udspil med den usandsynlige, dejligt lange »op i arsen med normen for titellængden på en plade«: No More Stories/Are Told Today/I’m Sorry/They Washed Away/No More Stories/The World Is Grey/I’m Tired/Let’s Wash Away, som jeg nu har hørt igennem en 30-40 gange, og som i starten virkede uhyre poppet, silkeblød, afdæmpet og ikke rigtig fængende, men som jeg nu er begyndt at holde utroligt meget af, eftersom den har åbnet sig, sneget sig op bag mig i kalkulerede stadier og stukket mig i ryggen med nybegyndt, tilbagevendt intensitet. Påberåbt sig ubetinget opmærksomhed, simpelthen.

Det var, som om selve skiftet mellem ’lettere uinteressant’ og ’hov, halløj, hvad var det?’ skete, da jeg gik fra at høre cd’en skiftevis på mit anlæg/ghettoblaster og til udelukkende intense gennemlytninger på Ipod og via høretelefonerne, der udelukkede alt andet og kun tillod indkapslingen af Jonas Bjerre og co.’s toner anno 2009. Så skete der altså noget. Og det er altså seriøst fedt, når den slags sker og nærmest tager én på sengen, off guard. Men så igen, måske om en måned eller to er magien for mit vedkommende så stille faldet til jorden igen, og så kan man jo genfinde og genopdage denne store vidunderplade om lang tid og blive nostalgisk endnu en gang, og resten er historie.

Sidespring. Et lille et af slagsen. Noget med rygter. Anekdote måske. Vi kalder det bonusinfo: Tilbage i februar 1996 havde to venner og jeg et band, og bandets trommeslager havde en storebror, som var i praktik som lydmand i noget, der hed Kurts Mobil i København. Det viste sig, at storebroderen hurtigt fik arrangeret, at vi kunne komme ind og få lavet en demo. Så langt, så godt. I Kurts Mobil var det så, at der på væggene var nogle sjove små tegninger af pandaer og lettere androgyne mennesker (65/35 i pigernes favør, dømt på baggrund af hårlængde). De var i brune og grøngule farver, og for det meste lignede det bare børnetegninger. Vi tænkte ikke mere over det…indtil A Triumph for Man kom ud. Det viste sig, at Mew faktisk ligeledes havde indspillet demo samme sted, og man følte sig en smule hævet over andre, nu hvor man faktisk havde stået og indåndet Bo Madsens guitarsved, fanget sig en trommestiksplit under skoen fra Silas’ trommestikker og vadet på samme gulvtæppe, hvor Jonas Bjerre velsagtens havde slået endnu et slag for udviklingen af sin vokalitet. Det var stort dengang. Og det var A Triumph for Man i den grad også. Om de tegninger på væggen i Kurts Mobil så reelt var Mews kreationer, vides ikke med sikkerhed, men måske Jonas og co. kunne afgøre den sag.

Pointen er, at da jeg senere sad og funderede lidt mere over synet af de tegninger forbundet med imaginære strips til deres debutalbum, ja, så gik det op for én, at her var tale om noget, der nok og nærmest med selvfølgelighed ville nå usandsynligt langt og i den grad højere op, end hvad der ellers rørte sig på den lettere sparsommelige musikalske scene kaldet midt-90’er, hvis man tog de fine langsigtede brilleglas på. Man følte sig meddelagtig i en eller anden abstrakt størrelse.

Til sammenligning med det fire år tidligere udspil, And the Glass Handed Kites, er No More Stories… en væsentlig mere rendyrket popkonstruktion, der i stedet for at lægge vægten på den hårde approach og energiudladning finder sit kildeudtræk i den lettere fordøjelige ende af melodiskalaen, dog rørt grundigt op med afgrundstoner af lettere grum karakter. Men det skader nu ikke helheden. Det er faktisk lækkert. Mest af alt flirtes der med eksperimenterende rytmer og taktstokke, som genkalder reminiscenser af “Beautiful Balloon” fra A Triumph for Man, og guitarsekvenserne er blevet en smule mere nuancerede udi en slags særegen Mew’sk lyd, og her tænkes i særdeleshed på nummeret “Introducing Palace Players”, hvor guitarfiguren stabber og hakker sig igennem en takt(u)balance, som bare svinger ret så overlegent, hvorefter der bygges op og gøres klar til, at høsten bliver bragt i hus – med fornemt overskud selvfølgelig.

Jeg tænker, at ligesom Sonic Youths nyeste plade, The Eternal, for dem var en revitalisering og genfremkaldelse af tidligere tiders pionerarbejde ved at se tilbage på bagkatalogets produkter a la Daydream Nation og Experimental Jet Set Trash and No Star og genfinde inspirationsmateriale, så lyder No More Stories… også som en kælen affære, hvor man føler, der har været snuset i nostalgiposen, og fragmenter fra Half The World Is Watching Me og i særdeleshed A Triumph for Man er blevet sat i spil på frisk vis. Jeg er i hvert fald ikke helt træt af det, jeg har hørt endnu, og er temmelig overbevist om, at denne friskhed er rigtig, rigtig god for bandet. Det kan vel i og for sig kun gå den rigtige vej. Finesserne er blevet mere detaljerede, og bandets rygrad har mere solid og sikker marv, således at udviklingen og rutinen gør det til en nydelse igen og igen at høre deres engagement i toneskabelse.

Det første track, “New Terrain”, virker (jævnfør den nostalgiske kirurgi nævnt ovenfor) som en hybrid mellem søsyge (hvilket der også bliver sunget om) og fragmenter af de små, legesyge finurligheder på A Triumph for Man. Oveni er det hele reversed, eller det vil sige, at vokalsiden forbliver lettere mystisk, mens resterne looper rundt et sted, indtil klimaks ramler, og alting forsvinder i fantasttempo. Fedt nummer. Pompøst. Strategisk anlagt og velplaceret som første skæring. Her inviteres man, og der flirtes, og man kan ikke lade være med at forvente mere fra samme skuffe.

Herefter følger næsten typisk positiv Mew-lyd på “Beach”, der glider ubesværet gennem fløjlspop, og det kunne egentlig have været et aflagt, hengemt track, der var ment til A Triumph for Man, men som aldrig klarede cuttet og nu i stedet er blevet friseret og har fået spilletid i bedste jokerstil. Den eneste forskel kunne jo så eventuelt være, at guitarfladerne ligger længere tilbage i mixet og tilmed er slebet helt patronskarpt til den tunge pop-seksløber. Det er også på tracks som dette, at nytilkomne Bastian Juels bas får lov til at demonstrere nye tider for Mews videre forløb i kraft af fyldige, tunge mandsopdækninger af hele tonespektret. Og trods den lidt mærkværdige intro, så viser “Repeater Beater” sig at være en slags brormand til “Beach”, bare hårdere i betrækket og med et finurligt guitar-ostinat, der associeres med Marnie Stern light. Begge numre er korte og præcise og ikke så meget pis, bare Mew. Sådan.

Værd at nævne for deres lækkerhed er også “Silas the Magic Car” og “Sometimes Life Isn’t Easy”. Disse sange er på en eller anden måde hele essensen i opbygningen af en særegen helhed og grundstamme i Mews univers. Homogenitet fundet gennem sammensætning og melodi-lir. Konceptet og ideen som det primære og instrumenteringen som det sekundære. I de første 1:44 af “Sometimes Life Isn’t Easy” – med dets sorte afgrundslyd iklædt eyeliner og synthflader, der penetrerer alle hjerters hjemsøgte tarvelighed og omvender, helbreder og udelukkende akkumulerer stolthed – synes jeg at nyde tankevandringen mod The Cures vanvittige genistreg af et album, Disintegration. Også nogle af pladens fineste streger efter min vurdering.

Og næsten lidt irriterende, men bestemt også temmelig lettere resignerende må jeg indrømme, at for mit vedkommende findes pladens højdepunkt – målt efter bedste Mew-fan-målestok – i track syv, “Cartoons and Macrame Wounds” (i vanvittig skarp konkurrence med skæring nummer 14, cirka fifty-fifty). Alting virker så gennemført her, at det er svært at gøre så meget andet end bare at forsøge at lime de vildt mange fragmenterede dele af lydportioner sammen til et stykke særligt musik. Det her er uden tvivl en smuk vandring gennem noget af det, Mew er bedst til, men dermed ikke sagt, at det er denne stil, jeg elsker mest ved Mew, men de kan det pis. Indie-balladen kan vi kalde det. Det er så voluminøst og gestikulerende pompøst i en sådan kalkulerende grad, at jeg tvivler på, om mange andre end netop Mew ville kunne gennemføre lige nøjagtig denne tour. En seriøs kandidat til ørehænger of the year. Og så skal det lige endnu en gang tilføjes, at her banker basmand Bastian sin position så skræmmende solidt fast, at vi fremover maner al snak om udskiftninger og et før/efter-Mew til jorden. Velkommen til dig, og jeg håber, du bliver hængende en stund.

Årets længe ventede plade lukker og slukker i ærefuld stil med “Reprise”, som er den onde version af “Silas the Magic Car” – eller hvis De tillader en analogi: “Reprise” er det, Anakin Skywalker udviklede sig til – hvor der bliver delt rundhåndet ud med respektdedikationerne til The Cures Disintegration samt hele kataloget fra Slowdive i de mest fornemme synthkaskader, hvor tykke molflader infiltrerer ethvert sind, der er modtageligt herfor. Kursen er sat mod magtesløshed og fortvivlelse. En cocktail, der brændemærker de seriøst musikafhængige med et ekko af dimensioner, som bliver svært at efterleve. Der vil hungres efter mere. En helt ny tung, seriøs og svært afrystelig side af Mew, der viser skyggesiderne frem i ondskabsfulde, smukke toner. Stof til eftertanke – eller et eftermæle til nyt brændstof. I hvert fald er det uomtvisteligt lyden af et mesterværks afsluttende rejseparagraf, der med sine 5:33 minutter formanende fortæller lytteren, at Mew unægteligt er tilbage!