Der har muligvis aldrig eksisteret en mere passende albumtitel end Fits. Den indkapsler suverænt, hvad White Denim er for en størrelse. Fits er udspring, hurtige ryk, spjætten og kan både udfolde sig som aggressivitet og hurtige glæder. Fits er hysterisk og samtidig stadig styret af trang. Det er også desperation, og det er satans anspændt, men det er dog stadig en retten udad fra selvet til”¦ hvad end, der måtte stå i nærheden. Fits er en energi, der knytter næver og giver lyst til skrig, og alle de nuancer er til at finde på pladen, der dog stadig er nuancer, men i deres mest tighte form – og deraf den anden betydning af ordet.
For det sidder også, som det skal. Ikke altid i skabet, men garanteret i nærheden. Fits er et par stramme hvide cowboybukser, der er som bygget til de ben og den røv, men det forhindrer ikke førnævnte kropsdele i at besidde en lyst til at tage fødderne på nakken og sprænge stoffet.
Der bliver da også åbnet spænende på pladens tre første numre, og man får hurtigt en idé om gruppens metoder. “Radio Milk How You Can Stand It” sætter i gang med blues i galop og hoppende bas, og hvad, der næsten kunne have været et Wolfmother-nummer, skifter flere gange karakter. Der bliver rørt ved indieguitar og storslåethed, Plant’sk vokal og noget mere søgende, lettere, og så tilbage til hurtig blues – og så frem og så tilbage.
Opfølgeren, den fedt antemiske “All Consolation”, begynder mere stringent og kendt. Det er den store rocksang, der folder sig ud, men alligevel går nummeret ind på et tidspunkt og undersøger muligheden, og vi nærmer os sødlige popmathstrukturer. Og det tredje nummer, “Say What You Want”, er igen bygget op, således at vi lægger ud med Deep Purple-lyd, men derefter render ud af en anden vej, mens retning og udgangspunkt bliver holdt.
Mønsteret er ved at finde form: Det er bare sådan, White Denim skriver sange. Hvert værk begynder oftest velkendt, til tider pastiche af klassisk rock/slut-60’er-San Francisco-lyd, men vrider sig så pludselig rundt i nye melodier, nye lyde og loop midt i det hele uden at miste fokus. Legen føles ikke som en distraktion, men som et naturligt element, der blander en velkendt 70’er-langskægget rocklyd med moderne strukturleg, og det endda så smukt gjort, at man oftest først opdager det ved vedvarende gennemlytninger.
Midt på pladen bliver det hele mere folkpop-psykedelisk, som på den swingende “Paint Yourself”, hvor forsanger James Petralli kanaliserer Devendra Banhart, så det næsten snyder ørerne, men det er et flot nummer; soulet og charmerende, og der er også ture ud i garagefunken, som på det medrivende råb “I Start to Run”, der går på med koklokke og computerlaserlyde som givende detaljer, men det er pop, og det er fængende. Der er altid små detaljer eller rytmer, der gør, at de fleste numre bliver ved med at være interessante at lytte til. Dermed ikke sagt, at pladen går direkte ind. Den skal have noget tid. Det er heller ikke det hele, der er lige godt, for selvom pladen som helhed er fremragende, er det netop som helhed, at den gør sig positivt bemærket. Den står uden tvivl svagere, hvis man kun hiver de enkelte sange frem. Og ja, den virker nok umiddelbart lidt rodet og lidt ufokuseret, men det er lige indtil, det går op for en, hvor legende let det hele er, og man kan heller ikke undgå at tænke, hvor fantastisk et liveband de må være.
Og altså: White Denim er stadig et rockband, og det, de spiller, er rockmusik. Fits er ikke et eksperiment i forskellige genrer, så meget som det er en opdagelse af nuancer af én bestemt genre. Og hvilken opdagelse: I løbet af pladen kommer man forbi Led Zeppelin-bluesriff, math/jazz-rytmer, garagerock, indie, pop, tropicalia og psykedelia; til tider under samme nummer, og det er alligevel ikke det, der er magien ved Fits. De elementer fungerer ikke nødvendigvis bare i kraft af deres tilstedeværelse. Det, der imponerer, er den sikkerhed, det bliver gjort på, og med den lyd, der gør, at man ikke er i tvivl om, at det er det samme band, der spiller, på trods af sangenes spændvidder. En bredde og en eventyrlyst, der vækker mindelser om Minutemens klassiker Double Nickels on the Dime. Numrene spænder ikke ben for hinanden, selvom de på papiret burde, og Fits når heldigvis ikke at føles som et fortænkt projekt udi postmodernistiske faldgruber, tværtimod. Det er fuldstændig troværdige processer, der er på spil, og jeg mistænker ikke White Denim for særlig meget andet, end at de bare synes, det rykker. Derfor er pladen meget nem at holde af, om end den kræver noget tilvænning, før man fuldt ud elsker den.
