Det hele startede som et enmandsprojekt for Lorenzo Woodrose. Så kom der andre mennesker med, og bandet var en trio. Men på denne plade står Lorenzo igen alene med ansvaret for pladen. Han har indspillet stort set alle instrumenterne selv, hvorefter de er blevet lagt sammen. Lag på lag. Men det er gjort godt, og kagen er ikke blevet for klæg.
Baby Woodrose er indbegrebet af psych- og garagerock. Det viser Lorenzo på flotteste vis på Baby Woodrose. I denne omgang er der ikke blevet så meget plads til det hårdtpumpede og møgbeskidte, som der tidligere har været, f.eks. på Love Comes Down. I stedet er der blevet plads til det drømmende og psykedeliske. Ligesom på Chasing Rainbows.
Men noget garage skal der dog være plads til, og på “Take It” får den alt, hvad den kan trække af tørre Kinks-agtige riff og skrig og skrål. Et nærmest staccato-guitarriff bærer hele sangen. Nummeret er to minutter og 10 sekunder langt, og der er ikke plads til meget slinger i valsen. Det er der såmænd heller ikke, men der er blevet plads til en lille solo, hvor Lorenzo vrider guitaren og får den til at skrige. Det er råt, og det er sejt som bare pokker. Sammen med “Laughing Stock”, der er et fræsende surf-nummer, og “No Mas”, der er et studie i smadret garage, udgør “Take It” de eneste rigtige rock’n’roll-numre på denne plade. “No Mas” udmærker sig ved endnu et Kinks-riff og en smadret produktion, der er enhver sen-Pink Floyd-fans værste mareridt.
Men nu er der jo tolv numre på pladen, så det hele er ikke garagerock. Den psykedeliske musik har heldigvis også fået god plads at brede sig på. Et godt eksempel på det er den fremragende “Emily”, der indledes med »wah-wah«-kor, der bliver afløst af en elektrisk guitar, næsten samtidig med at stortrommen sætter ind. Masser af studieeffekter og mere »wah-wah« gør det til en lille, psykedelisk folkrock-sangperle, hvor en simpel og fængende mundharme sætter prikken over i’et.
I samme kategori er pladens bedste skæring, nemlig den svævende og drømmende “Countdown to Breakdown”. Her startes der også med stønnende »wah-wah«-kor, der er nok til at gøre enhver psychfan begejstret. Herefter sparkes nummeret i gang af afdæmpede trommer. Som en lille å flyder sangen af sted, hvorefter den bliver afbrudt af et mesterstykke i psykedelisk klimaks, hvor »wah-wah«-koret igen sætter ind, der skrues op for effekterne, og guitaren får mere plads. Og mere syre.
Men egentlig er det forkert at udråbe ét nummer til at være det bedste. For de er alle gode. Lige fra det langsomme “Love Goes On”-agtige riff (tjek Go-Betweens – “Love Goes On”) på “Hollow Grove” til det jangleinfluerede sommerfolknummer “Mikita” og videre til den tunge og mørke “Secret of the Twisted Flower” (hvis titel måske refererer til Cold Suns “Twisted Flower”?).
Sådan lyder Baby Woodrose altså i 2009. Selvom Lorenzo har båret det tunge ansvar på sine skuldre alene, har det ikke knækket ham. Der er nemlig tale om en fremragende plade, der forener det rå og beskidte med det svævende og drømmende. Lorenzo har gjort det alene, men han har gjort det godt, og der er også plads til den selvbetitlede plade på min hylde.
