Sideprojekter fra store helte kan være uhåndterlige, i og med at man snildt kan komme til at forvente et produkt, der lægger sig i slipstrømmen på – eller parallelt med – hvad en kunstner tidligere har udgivet. Men hvis en kunstner gerne ville lave noget fuldstændig lig med det tidligere materiale, så var der jo ikke nogen grund til at lave et sideprojekt, og derfor bør man i de fleste tilfælde nok også forvente noget anderledes og nyt – noget, man ikke havde regnet med, at lige netop den kunstner havde i skabet.
Sådan et projekt synes jeg langt hen ad vejen, Discovery er. Jeg havde ikke forestillet mig, at Wes Miles fra Ra Ra Riot og Rostam Batmanglij fra Vampire Weekend gik og syslede med flødeskums-synthpop, men sådan ser virkeligheden altså ud; der er ikke meget tilbage af Ra Ra Riots smittende kraftfulde poprock eller Vampire Weekends fjogede, legesyge punkadelica på Discoverys album LP.
Men det er ikke ensbetydende med, at det er skuffende at lytte til, blot overraskende, for selvom LP er dyppet i synth og rullet i sukker og iskrystaller, er det dejlig sprødt og indbydende og helt perfekt til en tøseaften sammen med drengene. Faktisk er det ikke langt fra at være samme oplevelse, som blev serveret, da Benjamin Gibbard fra Death Cab for Cutie lancerede sit electropoppede sideprojekt med Jimmy Tamborello, The Postal Service, for et par år siden. The Postal Service var dog en mere helstøbt og alsidig fornøjelse end LP, der enkelte gange er på nippet til at blive lige en tand for søbet og ensformig, og hvor Ben Gibbards stemme er naturligt silkefin, er det ærgerligt, at Wes Miles ser sig nødsaget til at smøre organet ind i elektricitet; jeg ville nok have foretrukket LP med Miles’ naturlige klang.
Men bortset fra den lidt for perfekte og upersonlige stemme er melodierne ganske glimrende, udelukkende konstrueret med synthesizere og klap i stedet for snaredrums. Det er dristigt, og det bliver sjældent for meget af det gode. Det største højdepunkt på LP er, når alt andet er sagt, et helt forbløffende og overvældende godt nummer! “So Insane” hedder vidunderet, der udforsker tempo- og melodiskiftenes formåen og står som en skumfestpoppet synthpop-pendant til Queens klassiker “Bohemian Rhapsody”. Til gengæld synes jeg ikke, deres coverversion af Jackson 5’s “I Want You Back” fungerer optimalt, og havde det ikke været, fordi Discovery netop er et sideprojekt, er jeg ikke sikker på, at jeg ville have bifaldet covernumre på en debut-cd, da det altid kommer til at virke, som om kunstnerne ikke har nok af deres eget materiale at fylde tiden ud med.
Imidlertid findes der endnu et af slagsen på LP, da “Can You Discover” er en genindspilning af Ra Ra Riot-nummeret “Can You Tell”. Ra Ra Riot-nummeret er yderst fængende og interessant og nok ikke et, jeg ville have valgt at røre ved i første omgang, men fra Wes Miles’ optik må det have været et træk, der skulle vise forskellen på hans to projekter – en art ’før/efter-fremvisning’, der dermed også kommer til at vise nye vinkler af Ra Ra Riots musik, og “Can You Discover” løser i hvert fald denne opgave og er i sig selv også ganske fin, selvom originalen må være at foretrække.
Hvis man er voldsomt begejstret for Vampire Weekend, skal man nok ikke forvente alt for meget fra samme skuffe, for Rostam Batmanglij har ikke taget synderlig meget med sig fra sin rolle i som keyboardspiller i Vampire Weekend; i Discovery viser han derimod nye sider af sig selv og er en af to bærende vægge, hvor han og kollega Wes Miles fremviser en solid R&B-inspireret gang synthpop, som besætter og smitter på samme måde som The Postal Service. Discovery er et godt bud på et alternativ til The Postal Service, på trods af at Discovery ikke helt når samme højder som Benjamin Gibbards sideprojekt.
