Plader

Muse: The Resistance

Skrevet af Christian Klauber

Med The Resistance rækker Muse ud efter stjernerne med deres næsten komplette kombination af glam, progressiv rock, pop og klassisk musik.

Da Muse i 2003 udgav Absolution, var et endepunkt nået. Bandet havde fundet, forfinet og perfektioneret sin lyd og havde nået toppunktet af et teatralsk, storslået epos, der vel egentlig blev sat i gang med Showbiz og for alvor foldet ud med Origin of Symmetry. Nu kunne de ikke nå højere, syntes albumtitlen (og musikken) at udsige. Det var absolut.

Og hvad gør man så? Man skifter spor – eller kommer ned på jorden igen, om man vil. Black Holes and Revelations var rundere, mere poppet og elektronisk, selvom den storslåede stadionrock stadig var at spore. Frem for alt var der flere steder skruet lidt op for tempoet, så hovedarkitekt Matt Bellamys pompøse kompositioner ikke længere blev udstanset i hovedet på lytteren, men snarere flød mod lytteren. Mange har nok oplevet pladen som mere imødekommende og overkommelig, især dem, der havde det svært med det teatralske, nærmest apokalyptiske i bandets lyd indtil da. Under alle omstændigheder var skiftet en succes, og Black Holes and Revelations skabte ikke længsel efter Muses gamle lyd.

Med The Resistance må man sige, at Muse har fortsat udviklingen af deres register, og det har de gjort ved at koble det bedste fra de to epoker sammen. De har skabt en symbiose, hvor det poppede elektroniske og det storladne, dommedagsagtige næsten går perfekt hånd i hånd. Og stadionrocken er bestemt ikke gemt af vejen.

The Resistance kan inddeles i tre halvdele. Den første del består af de første tre numre, der holder et højt tempo, masser af trommer og synth, og hvor Bellamy i klassisk stil udnytter sin karismatiske vokal. Det er nok her, de mere mainstream lyttere vil finde deres yndlingsnumre, f.eks. er “Resistance” og især “Unclosed Desires” et perfekt blend af progressiv rock og elektronisk pop, der minder om Depeche Mode i deres storhedstid i slutningen af 1980’erne og begyndelsen af 1990’erne. Skæring fire til otte udgør anden del, hvor pladen skifter stil og bliver markant mere teatralsk (f.eks. i Queen-pastichen “United States of Eurasia/Collateral Damage”) og fokuserer mere intenst på de dommedagsprofetier og konspirationsteorier, der synes at være centrale for pladen (og får mig til at overveje, om der mon er tale om en konceptplade). Sidste tredjedel består af første, anden og tredje sats af “Exogenesis”, der er et Bellamy-kompositionsværk, der minder om Grieg eller Mendelssohn. Værket understreger Bellamys fascination af klassisk musik og opera (og at han er en habil pianist) – undervejs på “United States of Eurasia” fremfører Bellamy bl.a. en bid af Frédéric Chopins Nocturne i es-dur, og i “I Belong to You” bruges dele af Camille Saint-Saëns’ opera “Samson og Dalila”, rearrangeret af Bellamy.

Dykker man ned i titlerne og teksterne, finder man som sagt flere eksempler på, at der tales om et ’os’ og et ’dem’, og det er tydeligt, at man skal være på vagt over for ’dem’, hvad enten det er væsner fra det ydre rum (næppe) eller USA (snarere). Bellamy synger f.eks. i “Uprising”: »Paranoia is in bloom / the PR transmissions will resume / they’ll try to push drugs that keep us all dumbed down / and hope that we will never see the truth around.« Derudover refererer “MK Ultra” til et hemmeligt CIA-forskningsprojekt, der både involverede tankekontrol og kemiske forhørsmetoder, mens “United States of Eurasia” – med dets leende børn og flyvemaskinelyd – kun kan tolkes som en kritik af USA’s imperialistiske adfærd, der især i Irak ved flere lejligheder har ramt civilbefolkningen. Som supplement til alt dette signalerer pladens artwork også – (på klassisk progrock-maner) – en anden verden, hvilket understøttes af “Exogenesis”-kompositionen; ‘exogenesis’ er en hypotese om, at livet på jorden blev overført fra et andet sted i universet. Om dette andet sted er muligt at nå – og om man overhovedet skal nå det – er dog mere tvivlsomt.

Alle disse tankeeksperimenter og mindfucks aside, er der ingen tvivl om, at Muse er et af den moderne rocks mest spændende navne – en position de understreger med The Resistance. Det er ikke let at vide sig sikker på, hvad man får, når Bellamy er på spil, og det skyldes et uomtvisteligt musikalsk talent og en blind tro på sit projekt – også på de dybder, hvor mange andre kunstnere ikke ville kunne bunde.

At gå så langt som til at sige, at Bellamy og hans kompagnoner Dominic Howard og Chris Wolstenholme er fra en anden planet, ville være at overdrive, men når man løftes op i de smukkeste og mest smertende luftlag (deroppe hvor man bare har lyst til at smide sig ud over en klippekant, fordi man ved, man kan flyve) af tindrende vokal, smældende trommer og glimtende riff for herefter at blive kastet ned i de dybeste kældre af tunge orgelakkorder og melankolske strygere, kan man have sin tvivl.

★★★★★☆

2 kommentarer

  • Konceptplade? Ja, det kan man vist roligt sige!

    Muse har udtalt, at pladen er kraftigt inspireret af George Orwells “1984”, hvor staten Euroasia også er fra. Ligesom al paranoiaen, tankekontrollen, “love is our resistance” (følelser er forbudte i Orwells Big Brother-samfund) og os mod dem er fuldstændig taget ud af bogen.

  • @ Jesper

    Det lyder spændende. Har desværre ikke set interviewet med Muse og har endda “1984” stående, men har aldrig fået læst den, desværre. Det bliver der gjort noget ved med det samme.

Leave a Reply