Nikolaj Nørlund: Tid og sted

Hvis man elsker ham, elsker man det her. Hvis ikke, skal man måske alligevel give ham et grundigt lyt. For her er der tale om en dansk kulturskatte-mager, der fortjener en æresmedalje for sin tro tjeneste i den danske musikbranche og sin helende effekt på kuldskære indiehjerter. Dette er the real deal.

Nikolaj Nørlunds læber kysser igen det danske sprog og slentrer nonchalant igennem ni nye danske sange, som havde han aldrig lavet andet. Og dog. Efter seks års dannelsesrejse med sit engelsksprogede projekt Rhonda Harris, virker Nørlund nu mere hjemme i det danske end nogensinde før. På en gang finder jeg nu den roterende Nørlund-skive mere moden og mere moderne end hidtil. For selvom den Nørlund’ske accent er let genkendelig, er der noget, der er forandret. Med en slidt floskel kan man tale om en komponist, der har ‘fundet sig selv’.

Nikolaj Nørlund har i hvert fald fundet en tid og et sted i sig selv, der klæder ham uforskammet godt. Han omfavner det danske sprog, som vi kender så godt her i andedammen, med en dekadent afstand til kolonihave-klichéer og faste vendinger. »Vend dig om mod lyset og lad solen brænde dine ansigtstræk / det tager en evighed at forstå / en evighed at nå.« Nørlund har nået det.

Albummet er bygget af københavnske serenader og rendestenspoesi med et ekko fra New York. Det handler om at gribe livet i struben og blive i sengen, mens ruderne dugger til. Det gør de på “Det hvide og det blå”, hvor en sløv/viril Nørlund lukker os helt ind under dynen og beviser, at han virkeligt mestrer den nøje afmålte melodi og den intime poesi. Det er tosomheden, der hyldes på Tid og sted. Såvel under dynen som i forholdet mellem manden og byen. Og her befinder Nikolaj Nørlund sig tilsyneladende godt.

Tid og Sted er en helstøbt plade fra en sand dandy, som vi har for os selv i Danmark. Det kan vi godt være stolte af.