Da jeg for nogle år siden stødte ind i The Village Idiot på Myspace, var jeg svært begejstret. Her var en virkelig flot stemme, der kunne skære sig igennem den tykkeste countryklang. På samme tid ramte den melankolske og dystre stemning mig, og jeg havde svært ved at få armene ned.
Det er ved at være tre år siden. Jeg hørte Kenny Holmstads fuldlængde-demoer, og jeg blev ikke mindre begejstret. I februar i år kom så endelig det første egentlige album. Stemningen er den samme, som den var, første gang jeg hørte hans musik. Det er dystert, ensomt, ondt og lidende. Allerede fra starten er kursen lagt med sangen “Teenage Punk”. Afdæmpet akustisk guitar akkompagnerer Holmstads dybe og hæse whiskystemme, der fortæller lytteren, at »it ain’t real murder, when a loser commits suicide.« Ud af teksten skinner håbløshed og desperation. Måske findes der mening i et selvmord? (Det skal nok tages med et gran salt, men det virker stadig).
Det dystre og mørke er et gennemgående tema på hele pladen, og det virker ikke, som om det er særligt sjovt at være et countryband, der er strandet i Danmark. Det er ikke ligefrem noget, der styrker selvtilliden, og der er i hvert fald masser af ting, der er i vejen. Så mange ting, at Holmstad græder over det. På den langsomme og tunge “Gadus Morhua”, der betyder torsk, fortæller Holmstads dybe vokal, at den har grædt. »Oh lord, I have cried,« hvorefter en stryger øjeblikkeligt sætter ind med et klagende, ja næsten jamrende udbrud. I baggrunden bliver der nynnet »åååååååh,« og der hersker ingen tvivl om, at det gør ondt. Han har grædt.
Der er ikke plads til glade stunder, og tilværelsens håbløshed bliver drevet frem i musikken. Men det bliver ikke for meget, for melodierne redder det hele hjem. De tørre riff og de tunge trommer. Den hæse stemme og den dertilhørende mundharmonika. Countryen og bluesen. Men selvom det er nok så hårdt og trøstesløst hele vejen igennem, tror jeg nu ikke, at man skal gå og være ked af det på The Village Idiots vegne. For med sådan en plade må man være godt tilfreds.
De bedste steder er musikken så god som hos en hvilken som helst af de store countryhelte. De dårligste steder er den bedre end så meget andet melankolsk country. Med Prima Materia har The Village Idiot endnu en gang slået sig fast som et af mine danske yndlingsbands.
The Village Idiot har et helt unikt lydbillede, hvor jordens tungeste djævletrommer og vedblivende dæmonisk dybe bas-løgspark, tilsat Kenni Cocksuckers hæse og udtrykfulde dødsdrukvokal, konsekvent holdes i skak af Mary Elizabeths eminente og melankolske og med-bål-og-brand-klagende violinspil, hvilket matches op af et bundsolidt, til tider fantstisk, sangmateriale, der gør denne her Helsingørkvintet til et band hvis lige jeg ikke mindes at have hørt på disse breddegrader. Skønt med en Undertoneranmeldelse om sider – det var på høje tid!
Se The Village Idiot, når de kommer til din by – eller skift by, når de kommer et andet sted.