Plader

The Village Idiot/Darklands: Split 7″

Country og lonerfolk er måske ikke verdens mest oplagte kombination, men Rabalder Records lader alligevel disse genrer mødes på en split-syvtommer med The Village Idiot og Darklands. Selvom man ikke falder ned af stolen af begejstring, er den alligevel et lyt værd.

The Village Idiot
En syv-tommer er et flygtigt medie. En hurtig, lille affære, som er overstået hurtigt, hvilket gør, at man hurtigt kan komme videre i teksten. Men bare fordi det går stærkt, behøver det ikke nødvendigvis at være hurtigt glemt.

På den ene side at denne udgivelse fra Rabalder Records finder man The Village Idiots to sange “Stones of Hate” og “Give Me Some Drugs”, der endnu en gang slår fast, at The Village Idiot er et af de bedste (og eneste?) danske murder-country blues-bands.

“Stones of Hate” indledes med galoperende guitarer. Sammen med forsanger Kenny Holmstads dybe og karakteristiske stemme vandrer man rundt i et desperat univers, der ikke efterlader megen tvivl om, at tilværelsen ikke altid er lige let. Ordene »shut up and drink your wine / everything will fade away with time« efterlader et klart indtryk af, at lysten til flygte fra det hele, konstant ligger på lur.

Det samme gør sig gældende i “Give Me Some Drugs”, der på ingen måde er mere positivt stemt. Selvom dette nummer på en måde er mere catchy end forgængeren, skyldes det langtfra tekstens budskab. Det er godt nok mere up-tempo end sin forgænger, men til gengæld lyder det, som om vokalen er blevet optaget i en gammel konservesdåse, og det gør bare, at desperationen bliver mere udtalt, når det ud af højtalerne lyder: »Give me some drugs.«

Darklands
Darklands’ side er anderledes, på den måde at den ikke er så rå i udtrykket som The Village Idiots. Her er tale om blid, akustisk folk, der ville gøre kunstnere fra 1960’erne og 1970’ernes folkscene stolte. “I den sidste time” er en eftertænksom og afdæmpet sang, der handler om døden. Med akustisk guitar og en næsten nøgen stemme flyder melankolien stille og roligt ud af pladerillerne.

Næste sang, “Amen i kirken”, er anderledes kraftfuld. Her er instrumenteringen lidt mere bastant, og guitaren får lov til at folde sig ud i en lille solo. Men det er stadig melankolsk, som det jo nemt bliver, når det lyder, som om man har optaget musikken i sit soveværelse.

Splitten er sjovt sammensat, men det gør ikke noget. I starten tænkte jeg, at de to bands ikke havde det mindste tilfælles. Og det har de heller ikke, men det er en skæv sammensætning, der fungerer, og det er nogle gode sange med hver deres charme.

★★★★☆☆

Leave a Reply