Jeg vil ikke lade det være en hemmelighed, at jeg skal kunne mærke musik, før det fanger mig. Musik er følelser, og ligesom man ikke tror på en person, der med et stort grin fortæller en, at hele livet er forfærdeligt, så tror man heller ikke på musik, hvis det ikke kan føles.
Efter at have hørt Never Cry Another Tear igennem flere gange, end jeg har tal på, sidder jeg med dybt ambivalente tanker. Som en mand, der elsker god lyd, kan jeg høre det igennem igen og igen, for det er fantastisk godt produceret, alle nuancerne kan høres perfekt, og intet er overladt til tilfældighederne. Selv det utrænede øre vil kunne dissekere sangene og nyde hvert et lille element. Men samtidigt må jeg sande, at pladen absolut ikke fanger mig. Den er en af den slags plader, hvor man hører efter de første par numre, men derefter mister den grad af koncentration og nysgerrighed, der gerne skulle opstå eller i det mindste bibeholdes.
Det 10 skæringer lange album består af smuktklingende popnumre. Det er som taget ud at lærebogen, som når Silas rækker hånden op i klassen og siger alt det korrekte og kloge – man ved godt, han har ret, men man har stadig lyst til at råbe, han skal lukke røven. Bad Lieutenant er klassens nørd – de kan deres stof, men resten af klassen gider ikke høre på dem.
Men hvorfor?! Fordi der intet overraskende er, der er intet, som fænger og sidder fast, der er ingen frække guitarsoloer, ingen sjælfulde klaverpassager, ingen provokerende prædikener. Det er simpelthen for pænt. Og på den måde er det en plade, der intet forlanger af lytteren, og den giver heller ikke noget igen. Som et afsnit af en amerikansk sitcom: Det er god underholdning, bevares, men det er også forudsigeligt og fyldt ud med one-liners, modeller og store, hvide Colgate-smil. Det er med andre ord en utroværdig skildring.
Når Bernard Sumner i “Summer Days on Holiday” synger om feriedagene i ’83, så ville jeg ønske, vi gennem musikken blev taget med tilbage til hans whiskybarer og gadeslåskampe i stedet for at gemme historierne bag en sukkersød facade, hvor den gainede guitar nærmest tigger om at komme frem og brøle minderne ud, men aldrig rigtig får lov. Kun et kort solostykke vidner om potentialet fra de gamle New Order-drenge.
Never Cry Another Tear vil dele vandene, netop fordi det fra en side af viser sig som noget af det bedste, jeg har hørt hele året, og fra en anden viser sig som noget af det mest ligegyldige. Under alle omstændigheder vil det kun holde sæsonen ud.
Hvis det ikke fænger dig er det blot fordi du ikke har hørt nok Joy division NO og electronic. denne plade er guf. lad mig gætte: du er ikke en dag ældre end 30?
Når det ikke fungerer er det, som skrevet, grundet i min oplevelse af musikken – Det kan ingen af deres tidligere projekter ændre på, det er absolut ikke et kvalitetsstempel at man tidligere har lavet noget godt. Faktisk ville det for mig være endnu et kritikpunkt, hvis oplevelsen af dette album skal være bundet af udvidet kendskab til hvad de har lavet før. Musikken bør altid stå alene. Men når det så er sagt, så har vi selvfølgelig forskellige referencerammer, og du har ganske ret i, at det hele grunder i en tid før min, og det præger selvfølgelig også min tolkning og forståelse.
Men jeg vil da meget gerne høre hvordan du så oplever det. Evt sige specifik hvor du mener jeg tager fejl.
Mvh. Mads S. Hestbech
Først, jeg har hørt dette album adskillige gange nu, og jeg synes det er suverænt! Hoppede med på New Order-vognen fra opsamlingsalbummet “The Rest Of New Order” og albummet “Get Ready”. Stilen løber fint i tråd med de forrige nyeste album af New Order, hvilket absolut ikke er negativt i mine ører. Ville være dybt skuffet hvis Bernard Sumner og co. ikke havde bibeholdt deres karakteristiske kendetegn i lyrik og musik – og blot i panik, for at tilfredsstille mainstream-anmeldernes krav om konstant nyskabelse, forråder deres egne instinkter og lyster.
Jeg kan godt se hvad Mads Hestbech mener, når Bad Lieutenant fremstår som klassens duks. Det er en fremragende analogi, for hvis man ikke er faldet for Bernard Sumners vokal og musiske univers, så kan albummet uden tvivl virke prætentiøst og “vi-laver-musik-for-egen-skyld”-agtigt. Bernard Sumners vokal er ret speciel – og selvom jeg elsker hans stemme, så tror jeg generelt at folk ikke ser det fantastiske i den, desværre.
Heldigvis har New Order rigtig mange fans og jeg er overbevist om, at de fleste kan se den røde tråd, selvom New Order ikke eksisterer mere. Jake Evans på main vokal, den manglende bassgang fra Peter Hook og det nye bandnavn har sat mig og sikkert også andre fans på en gevaldig prøve. Til trods mener jeg, at de ekstra guitar-riffs og især Jake Evans’ vokal er lige hvad New Order manglede. Det er friskt og velkendt, men ikke nyt. Det er dog rigeligt for en New Order-fan (nu Bad Lieutenant-fan) som mig!
5 ud af 6 får dette album i min karakterbog!