Plader

Fruit Bats: The Ruminant Band

Med The Ruminant Band leverer Fruit Bats glad og velklingende indiepop. Hverken mere eller mindre.

Fruit Bats er på mange måder indbegrebet af et indiepopband. De startede med meget beskedne salgstal på trods af exceptionelt gode anmeldelser fra helt store musikblade, f.eks. Mojo, og arbejdede sig ellers op på den hårde måde; en proces, der førte til en del udskiftninger i bandets besætning og til et standby på udgivelsesfronten mellem 2005 og 2009.

Fra og med indspilningerne af The Ruminant Band skulle en fast gruppe dog være samlet. Ligeledes er en støt voksende fanskare klar på sidelinjen. Og det kan ikke undre, for Fruit Bats leverer på dette album solid, lyttervenlig indiepop, som de fleste kan være med på, uden der dog er tale om et mesterværk, men som stadig står langt højere kvalitetsmæssigt end gængs pop.

Teksterne er forholdsvis lettilgængelige og emmer af glade budskaber, der kun fremmes yderligere igennem akkompagnementet af lystige, primært guitarprægede melodier. Fruit Bats er dermed på mange måder et band, der fortsætter den stadig mere populære musikalske stil, der ses hos bands som Kings of Leon og The Shins. Det er letfordøjelig musik, der passer til stort set enhver situation, og man kommer garanteret i godt humør, når The Ruminant Band spiller på anlægget. Men albummet byder heller ikke på meget mere end glad indiepop, og det er ikke musik, der skiller sig synderligt ud fra sine kollegaer på indiefronten. Snarere kunne man frygte, at Fruit Bats vil forsvinde lidt i mængden i forhold til andre mere alsidige bands, der genremæssigt hører til under samme himmelstrøg.

Fruit Bats’ største fordel er umiddelbart, at frontmand Eric D. Johnson (sang, guitar og klaver) har en del erfaring med i bagagen. Han har været en del af Fruit Bats fra begyndelsen, og med The Ruminant Band kan han skrive fire album på cv’et. Og det mærkes, for musikken er utrolig gennemført og oprigtig. Den giver sig på ingen måde ud for eller prøver på at være andet eller mere, end den er.

Jeg ved, dette er en lidt kort anmeldelse, men der er faktisk ikke meget mere at sige om The Ruminent Band. Det, man som lytter får, er – kort opsummeret – god, glad, gedigen indiepop, som får en i godt humør uden at være overdrevent og sukkersødt, men desværre også uden megen fantasi og alsidighed. The Ruminant Band byder på god musik, men ikke noget ud over det sædvanlige.

★★★★☆☆

Lyt til “The Ruminant Band”:
[audio:http://assets3.subpop.com/assets/audio/5706.mp3]

Lyt til “My Unusual Friend”:
[audio:http://assets3.subpop.com/assets/audio/5591.mp3]

Leave a Reply