Foto: Sara Jeffries, LiveShot.dk, fra koncert på Lille Vega i marts.
Selvfølgelig gør den det. Selvfølgelig slutter den hemmelige/pludselige generalprøve på Jay Reatards kommende europaturné, på en proppet Musikcaféen i Århus, med at Memphis’ egen rockcyklon sprøjter en fadøl i masken på en tilskuer, der havde gjort noget forbudt ved scenekanten. Manden spiller trods alt på en Flying V-guitar, der virker som skabt til at slå tænder ud med. Så selvfølgelig skulle der ske et eller andet. Og så alligevel ikke. For Reatard er endnu ikke fyldt 30, men er allerede ved at være en slags mytologisk punkdyr, der hjemsøges af rygter om det ene og det andet. Langt hen af vejen er det komplet ligegyldigt, for imellem starten og slutningen på knap tre kvarters stort set uafbrudt guitarhærg vinder Reatard på teknisk knockout, hvilket ikke mindst skyldes amerikanerens nye rytmegruppe. De skabte ro i geledderne, og Jay Reatard blev kun bedre af det.
Han har nemlig allieret sig med bassist Anders Thode og trommeslageren Jacob Elving fra århusianske Cola Freaks, hvilket forklarer den lidt underlige placering af generalpremieren. Cola Freaks har over de seneste par år spillet flere koncerter, end de har spist ærter, og de to danskere holdt igennem hele koncerten Reatards guitareskapader i stram snor. Det var tydeligt, at det var noget, der passede ham vel, og samtidig er de århusianske punkrockere (med mere) vant til den hurtige afvikling af koncerter, der er typisk for Reatard. Derudover er valget af Thode og Elving ikke så mærkværdigt, da Reatard igennem de sidste par år både har produceret for og turneret sammen med Cola Freaks i USA. I modsætning til f.eks. den mere uregerlige, men lige så gode koncert på Roskilde i 2008, var Reatards koncert i denne opstilling en stram, tør og ofte ildevarslende omgang. Til tider mindede hele blandingen af Tennessee-galskab og århusiansk cool om Stooges, og det kan aldrig være mindre end et stort plus i det samlede regnskab.
Setlisten var på forhånd udpeget som en showcase for primært Reatards nyeste plade, Watch Me Fall, der er hans første deciderede album for Matador Records og dermed også en vigtig plade for Reatards karriere. Så et fokus på den var egentlig meget forståeligt. Men det viste sig at være en lidt mere spraglet omgang. I løbet af de cirka tre kvarter, som er en ren maraton i forhold til mandens gængse koncerter, var der selvfølgelig også indskudt flere regulære hits. Udover titelnummeret fra Reatards foreløbig bedste udspil, Blood Visions, fik en smadret udgave af “See/Saw” så småt crowdsurfere(n) op under taget (der er ikke meget plads) og folk til at klistre fast til hinanden.
Samtidig viste “It Ain’t Gonna Save Me” fra Watch Me Fall, blandt mange andre højdepunkter, at Reatard ikke skal være urolig for sin nyeste plades eftermæle. Den er god, og den er endnu bedre live. Hele vejen igennem slyngede Reatard skalaer, soloer, hår og uhørlige, sikkert grimme ord, ud i alle Musikcaféens lidt for mørke hjørner. Sådan, som man kan lide sine rockbøller, og sådan, som man kan lide sine koncerter på en mandag. Det kan godt være, at James Brown var den hårdest arbejdende mand i showbiz engang, men lige nu er Reatard den hårdest arbejdende mand i rock og fortjener dermed sin succes. Forude venter opvarmningstjanser for Pixies og Spoon ud over den lange række af andre koncerter. Den slags bliver måske nok lettere at håndtere med noget jysk i ryggen. Hvis man forstår sådan en lille en.
skøn aften, kommer sgu til at savne ham.