De første 30 sekunder af Self-Taught Learner er de bedste, i løbet af den halve time ep’en varer. En hurtig guitarfigur følges snart af en halvfunky basgang, 4/4-trommerne begynder at hamre løs højt i mixet, og så sætter et baggrundskor ind: »oh, oh, oh, oh.« Indtil videre er der ikke så meget at udsætte. Det er tight. Det er poprock. 30 sekunder er gået, men herfra går det (omtrent) kun ned ad bakke.
Lissy Trullie, en amerikansk, 25-årig tidligere model, der nu forsøger sig som rockchik med attitude, sætter i med sin forsøgt flabede stemme: »You got at funny face / and a crooked smile / oh, you’re a prince in some world / but not in mine / well I’m never gonna / find you handsome like the / other girls do / and all the girls go / oh, oh oh, oh, oh, oh.«
Det skulle ikke undre mig, om nogen vil synes, det er frækt, at Lissy er lidt hård på den fede måde, men mig efterlader det fuldstændig kold. Teksterne fortsætter i samme rille gennem hele ep’en: Enten hader Lissy en dreng, eller også er hun forelsket i en, hun ikke kan få. Gab. Ifølge Lissy Trullie er det åbenbart hårdt at være modelchick i New York. Jeg har på fornemmelsen, at det ikke rigtig er tilfældet. Det lader til, at hun virkelig har regnet den ud. Efter sigende skulle hun spille en del koncerter på kunstgallerier i New York, og det lyder da meget rimeligt, at hun kan have en lukrativ karriere som det anderledes indslag efter en rygklappende udstilling, når alle er blevet lidt tipsy af den gratis hvidvin.
Musikalsk lyder bandet som en piget og håbløst uinspireret version af britiske Babyshambles. De har taget vers/omkvæd-formlen til sig og gør deres bedste for at lyde kække. De musikere, Lissy har med sig, er dygtige, det skinner igennem, men det er tydeligt at høre, at de ikke rigtig har gidet bibringe noget originalt. Sangene har en catchy melodi, et par sjove gimmicks, og oftest bliver omkvædet gentaget en tre-fire gange. ”She Said” lyder som indierockens svar på en Melodi Grand Prix-vinder. Med det dårlige fra begge lejre.
Pladen er blottet for fantasi, lige indtil sidste nummer. ”Ready for the Floor” lyder ikke som en del af pladen, ikke fordi der er en væsentlig ændring i lyden, men fordi der her rent faktisk er en vis originalitet at spore. Men som de fleste nok ved, er ”Ready for the Floor” ikke Lissy Trullies eget nummer. Som det eneste nummer på ep’en er det et covernummer. Hot Chip megahittede med ”Ready for the Floor” i 2008. Lissy Trullies udgave er ikke rigtig en fortolkning, det er nærmere en genindspilning. Intet nyt bliver tilføjet nummeret, det er bare en dårligere, poprocket udgave. Det er et godt nummer og en forfriskende afslutning, men det kan Lissy Trullie dårligt tage æren for.
Self-Taught Learner efterlader absolut intet indtryk. Numrene er fængende nok til at man lader pladen spille, men den er slettet fra hukommelsen, så snart den er løbet ud. Passér gaden, her er intet at se.
