Massive Attack, 19.10.09, Falconersalen, København

Pause Play Play Prev | Next

Fotos: Brian Ravnholt Jepsen

Det blev aldrig rigtig bemærkelsesværdigt ophidsende i salen. Hverken på scenen eller blandt publikum. Ok, måske lidt mere på scenen. Jeg iagttog, da 3D aka. Robert Del Naja skyggeboksede med det fantastisk store lyspanel på bagvæggen op til flere gange. Han havde absolut en fest kørende. Men der var alligevel en tydelig distancering mellem det, der foregik oppe på scenen, og blandt det klientel, der befandt sig fra gulv til terrasse i publikumsafdelingen. Det var ligesom om, at koncerten gik i gang, spillede, foldede sig mere eller mindre ud, peakede hist og her og så pludselig var det hele slut igen. En time og tre kvarters bristoliansk mur af massiv introvertisme var tilendebragt.

Man kan være tilhænger af Massive Attacks sublime gennemarbejdede professionalisme som har den bagside, at hele showet var en envejs kommunikation – en færdigpakket, velkonstrueret vare, der blev leveret fra start til slut uden afvigelser, uden slinger i valsen og uden noget tegn på videre engagement i at nå mere end højest nødvendigt ud over scenen og omfavne deres publikum. Jeg tror måske, jeg hørte henholdsvis 3D og ”Grant” Marshall ytre to små sætninger under hele aftenen: »Are you OK?«

Man kan dog også være tilhænger af, at Massive Attack er et produkt, et sceneshow, en semi-fandenivoldsk oplevelse, hvor du som iagttager og lytter er overladt til dig selv, din stå- eller siddeplads og så må du selv omfavne de perler og eventuelle fejlskud, gruppen leverer fra deres ståsted. Nuvel, de to positioner, sådan som jeg fremlægger dem, overlapper nok hinanden på kryds og tværs, men ikke desto mindre var oplevelsen for mig et møde med kynisk antikapitalistisk socialrealisme banket i knolden med en grum, kold, omklamrende, stiv hammer. Det er noget med nogle præmisser, man skal være forberedt på. Eller også lader man sig bare blive opslugt af sin dårlige forberedelsesmetode (hvis man har den slags, velsagtens).

Efter den obligatoriske opvarmning med bl.a. fantastiske tracks ved hjælp af solo loopstations-elegance af Martina-Topley Bird og hendes medhjælperninja til instrumentering dukkede hovedpersonerne op med fuldt band bestående af bl.a. to trommesæt (et lækkert digitalt et til at eksekvere gruppens helt særlige brug af kantslaget og selvfølglig også et akustisk), hvilket var enormt effektfuldt, medrivende og ganske ærligt over for deres musikalske bagkatalog. Der blev lanceret og effektueret et rigt arsenal af giftige toner fra det meste af gruppens bagkatalog og grundigt rørt op med nye fine streger fra bl.a. den nyligt udgivne ep Splitting the Atom.

Massive Attack havde også allieret sig med en trofast fantast i form af Horace Andy, der, da han f.eks. gjorde sin entre og foldede sig ud i en hård omgang ”Angel”, virkede som om han fulgte sin egen rytme i sit eget univers fuldstændig upåvirket af lyd og lys. Så kontrastfuldt og mærkværdigt, men på samme tid smukt. Han bølgede stilsikkert og stemningsfuldt gennem seancen og bidrog i den grad til en åben dør ind i gruppens katalog.

Bemærkelsesværdigt nok skulle vi helt frem til klassikeren ”Teardrop” med gæstevokalist Martina-Topley Bird, der skulle vandre i gamle gudsbenåede Cocteau Twins-forsanger Elizabeth Frasers stemmefodspor, før der for alvor begyndte at kom stemning i salen. Hun gjorde det fantastisk, og de klikkende beats og baggrundstemninger tilsat et virkelig flot lyspanel af overdådig karakter, der oplyste salen med dryppende visualitet, var et højdepunkt.

Navnlig det medbragte lysarrangement var i centrum under hele showet. Kapitalistiske standarder blev digitaliseret udi tekst og dollartegn og citater om frihed, lighed og broderskab blev gang på gang manifesteret i kulørte røde og glødende farver. De demokratiske principper blev endevendt, oplyst, manipuleret rundt og smidt i hovedet på enhver tilskuer, der tillod sit sind at blive berørt af uretfærdigheder og andre presserende emner. En farlig balancegang i mine øjne. En snert af hjernevask og sekterisk tendens til tider. Alle disse øjne, der stirrede på tal, bogstaver og visuelle overgreb til grund for, at vi som iagttagere skulle finde den rette meningstilkendegivelse. Et ret godt og ledt greb fra Massive Attacks side. De benytter sig af den vanvittige selviscenesættelse som en koncert nu engang er og prygler os til ved hjælp af gruppens tunge toner, at få vores fokus til at vandre på verdens uligheder. Den nyere tids digitaliserede massedemagog i lys.

Men midt i det hele var vi i ekstranumrene. Deborah Miller går mod mikrofonen ledsaget af småstumper af genkendeligt materiale. Et mikroscratch falder og et beat sætter i gang. Tonerne af ”Unfinished Sympathy” rammer mens publikum har paraderne nede. Aftenens højdepunkt uden tvivl. Jublen vil slet ingen ende tage og det er forståeligt. En af gruppens absolutte største hits nogensinde får lov at ringe i salen, og tanker om demokrati og uretfærdige agendaer må vige pladsen for nostalgiske momenter. Det nummer, det ene nummer var det hele værd.