Nikolaj Nørlund, 03.10.09, Copenhagen Jazzhouse, København

Fotos: Brian Ravnholt Jepsen

23 sange fordelt på 2 timer, værsgo. Hold da helt op, man blev forkælet i hoved og røv, og jublen ville ingen ende tage. Nørlund var tændt, charmerende, tilbagelænet, jazzet og cooler than ever på sådan en fantastisk regnfuld lørdag aften. Egentlig, når man snakker en artists univers som Nørlunds, så kan man faktisk ikke forlange bedre rammer og omgivelser for at nå helt derind, hvor hans tekstunivers rækker ud. Hans musikalitet, lyd og skrevne ord, vil jeg vove påstå, er altid noget, der enten kan forbindes med sommerskør majforelskelser eller hjerteskærende kærestekollaps. Vælg selv, hvilket hold du vil være på.

Det blev en aften med overskud både på humorsiden såvel som af musikskuffens indre. Allieret med Anders Christensen på bas og Jacob Høyer på trommer og mod nye mål. Nostalgi og nysyn gik op i højere fabelagtig enhed, og der blev delt omsorgsfuldt ud fra katalogets sikre arkiv, mens der samtidig blev skudt med nye støbte guldkugler fra det nyeste udspil Tid og sted. Kugler, der fløj i retninger fra tidligere tiders rare og trygge lydscenarier, men som også bød på en mere nervepirrende og altopslugende intensitet i form af hårde riff, og det, der kunne lyde som en slags underspillet indieoverhånd, bare pakket og rullet godt ind i Nørlunds formidable gestik udi lyd og stemning.

Med hovedvægten på det nye album, selvsagt, kom man derudover rundt i hele det Nørlund’ske indeks med en klar overvægt på klassikeren Nye optagelser. Da ”Ridset i panden” foldede sig ud over instrumenter, hænder og læber begyndte de første tilråb, og genkendelsens glæde ville herefter svært lægge sig. Personligheder blev rørt med hver deres historiebidrag, og da ”Indre By” åbnede sig op på scenen og lagde sig ud blandt stolene i det propfyldte Jazzhouse, var der nok flere, der fik en nostalgisk tåre eller i det mindste bare et semivådt spot et sted i øjenkrogen. For, åh jo, vi kom rundt om de gode, de onde og de virkelig smukke nuancer, som den mand har stablet på benene i sin utrolige, virile og eventyrlige karriere. En varm smuttur ind under gløden på Tændstik med fire af de udødelige fra det album faldt også i god jord. Og desværre kun to enkelte af de helt store kompositioner fra Hvad er det der sker? kunne det blive til, hvilket man jo som mig er et skarn at ærgre sig over. Ikke fordi den plade er bedre eller noget i den dur, men simpelthen fordi samtlige plader indeholder så mange smukke linjer af lyd og tekst, at der burde indføres en klausul over fremtidige Nørlund-koncerter, således at nærmest hele kataloget blev gennemført, koste hvad det ville – som sagt, man er vel bare et skarn med drømme.

Jeg har set og oplevet Nørlund-koncerter sådan cirka hvert fjerde-femte år. Så bliver kvoten og den nødvendige dosis lige opfyldt. Første gang et noget så kuriøst sted som Ringsted Bibliotek helt tilbage i 1996, hvor Navnløs lige var smidt på gaden. Det var Nørlund solo på akustisk, og det var smukt og nyt. Jeg havde indtil da kun dyrket Trains and Boats and Planes mere eller mindre sporadisk, men fedt var det absolut. Anden gang, jeg så ham, var og er nok stadig den bedste i erindringen, og endnu en gang var det i provinsen: Badeanstalten i Slagelse. Det var i 2000, vil jeg mene, for Hvad er det der sker? havde lige indtaget gaden og butikkerne. Ud over Nørlund var det vist nok Mark Robinson på bas og så selvfølgelig Lise Westzynthius med hendes glasklare, porøse englerøst. De spillede hele natten, i det der virkede som en uendelighed, og tredje eller fjerde gang de kom ind på scenen, kunne man som publikum få opfyldt sangønsker, hvilket var helt grotesk lækkert. Der blev blandt andet budt på perler fra Trains and Boats and Planes, og jeg skal komme efter dig. Ydermere blev det også til et gensyn med ham på RECession i Århus 2004, igen solo. Og så er vi tilbage til denne oktober aften, hvor alting virkede, og klapsalverne ingen ende ville tage, med stående applaus som den nærmest eneste ærbødige og ydmyge gestus.

Nørlunds ord er prosa tilsat lyd– og livsvigtige ingredienser, som man som lytter bliver ramt af og lynhurtigt forbliver fortrolig med. Indlevelsesevnen sætter ind, så snart der kommer toner ud af den dæmpede højrehånds teknik, som manden kærtegner sin guitar med, og stemmen man aldrig tager fejl af, stemmen der med sin unikke og til tider foruroligende dybe klang formår at føre én trygt igennem en aften som denne.

Og det er med et sjældent klarsyn, at jeg nu konstaterer, at Nørlund er tilbage på den danske scene i en skræmmende oplagt ny spillelysten form. Glæd jer!