Quist er den danske singer/songwriter Jacob Quistgaards alias, og Ws – From London E8 er hans første studiealbum – et musikalsk postkort fra hans metropol-eksil i London, hvor han bor og studerer jazzguitar på Royal Academy of Music. Der er altså tale om en udenlandsdansker med dygtige folk i ryggen og fingerspillet på plads. Det er opsigtsvækkende i sig selv, at pladen er produceret af Richard Causon, der bl.a har arbejdet med folk som Rufus Wainwright, Ryan Adams, Teitur, Jayhawks, Brendan Benson (Raconteurs) og Kings of Leon, og desuden er pladen masteret af rock-manden Ray Staff, der tidligere har lagt sidste hånd på udspil fra helt tunge drenge som Phil Collins, Van Morrison og Libertines.
Men Quists debutplade er nu mestendels en håndfuld faste, små popsange, og jeg vil tillade mig at overveje, om man skulle have ladet rocklegender være rocklegender og popdrenge være popdrenge og i stedet have hyret nogle folk med flair for folket popmusik med en lille kant. Det ville have pyntet på undertegnedes bedømmelse af Ws – From London E8.
Her er håndklap, hammondorgel, harmonium, mandolin, cello, fløjte, klarinet, trompet, flugelhorn, ukulele og et pigekor fra Chadwell Heath Foundation School, men langt hen ad vejen falder Quist og de glade, små melodier fladt på maven og drukner i et sødmefyldt, men kedsommeligt, overproduceret univers.
Teksterne er spundet over personlige beretninger og filosofiske overvejelser om at føle sig fremmed i storbyen og om at finde sin personlige frihed, over tanker om fremtiden og sågar om miljøet. Men som sanger er Quist ikke overbevisende. Hans accent virker underligt påtaget. Jeg ser absolut en sød fyr i ham, men han er hverken flabet, som pop bør være det, eller mystisk, som folk kan være. Han er ikke ‘farlig’ nok, og i sidste ende er det jo det, pigerne vil have! Men han er god til at spille guitar. Jeg savner bare, at han koncentrerer sit udtryk mere om det og lader jazzguitar-stipendiet komme til sin ret. I stedet går det som i nummeret ”Straight Lines #2”. Her søges et nøgent udtryk; vokalen og guitarspillet står stjerneklart og omfavner hinanden i de første 44 sekunder, hvorefter sårbarheden kvæles i irriterende præcise lilletrommeslag og påtagede »mmm-mmm«–korstemmer. Straks ryger intensiteten, og jeg mister interessen.
Et lille lys glitrer dog i den dystre “Down in the Dumps With the Lonesome”, hvor spansk guitarspil og tunge stortrommeslag lægger bunden for en forvrænget vokal, mens en ensom elguitars silhuet hviner i baggrunden og skaber et helt anderledes insisterende og opbyggeligt udtryk. En plade skåret mere efter denne opskrift ville være et langt mindre konventionelt og mere interessant bud på et nyt dansk udspil.
Patetisk anmeldelse af et superoriginalt album..er der monstro en smule jantelov på spil her? LE
@ Lis:
Hvorledes er anmeldelsen patetisk (højstemt)? Mener du ynkelig? Og i så fald hvorfor? Jeg kan ikke se, der skulle være noget jantelov involveret i anmeldelsen.
Rose er en habil anmelder, der her argumenterer ret klart for hvorfor hun ikke kan lide albummet: Påtaget accent og overproduceret album bl.a.
Hvis du har lyst til at bidrage med gode argumenter for, hvorfor det er en god plade i stedet for negative udbrud og motivforskning, skal du være hjertens velkommen.
Enig med Lis i at pladen er megaoriginal. Og det er jo ikke sådan at kimse af i disse xfaktortider! Jeg kan godt se anmelderens pointe mht til de beatlesagtige dobbelttrackede vokaler, som måske gør det lidt sødt og overproduceret at lytte til i længden..synes dog det lyriske råder bod på det, Quist skriver jo rigtig gode tekster og er fern til at lægge en dejlig andenstemme. Jeg kan slet ikke se det med accenten, bare fordi han ikke lyder som alle andre danskere der forsøger sig på engelsk, han bor jo i London!
Tak, Morten, for en saglig kritik og en anden mening, men hvad er det, der gør pladen original? Hvad gør Quist, som andre ikke har gjort før ham? Nu bliver jeg lidt nysgerrig.