På trods af den umiskendeligt japanske klang gemmer der sig bag navnet Shogun Kunitoki fire finske herrer med en forkærlighed for gammelt, elektronisk grej og den musik, der er blevet opført på det gennem sidste halvdel af det tyvende århundrede. Der er først og fremmest tale om synthesizere i alverdens afskygninger, som anvendes i en hårdt pumpende, instrumental, riffbaseret blanding af Neu!-inspireret krautrock og elektronisk, eksperimenterende syremusik, som den tog sig ud hos f.eks. The United States of America og Silver Apples.
Bandet bortkaster, med en lettere omformulering af egne ord, den elektroniske musiks kølige kedsommelighed til fordel for en menneskelig varme, en menneskelig sjæl. Man kan med andre ord sige, at gruppens agenda er den symbiotiske samhørighed menneske og elektronik imellem; en kunstnerisk strategi, der i øvrigt løber som en rød tråd igennem mange udgivelser fra bandets selskab, det ligeledes finske Fonal. På Shogun Kunitokis anden plade, Vinonaamakasio, kommer dette, ikke uden en vis nostalgisk sensibilitet, til udtryk som en opdatering af gamle, velafprøvede dyder i en ny, gammel udforskning af artificielle klange. Eller klange er nu så meget sagt; bandet spiller nemlig en yderst rytmisk musik, der består af simple orgelriff og -ostinater, som fletter sig ud og ind imellem hinanden, imens trommer og bas skiftevis opbryder og frempisker numrene, og bølger af skinnende, analog støj slår ind over lytteren eller som raketbrændsel sender kompositionerne langt ud i det blinkende kosmos.
For det er psykedelisk dét her, ingen tvivl om det, men det er ikke et solskoldet, californisk svampetrip; det er nærmere en translucent, melankolsk-maskinel aurora borealis af en musik, der ikke opfordrer så meget til stenet vegeteren som til ekstatisk hengiven sig til tanker om skaberværkets skønhed. Og så rykker det som ind i helvede, ganske enkelt.
Den nordiske melankoli er desuden (endnu) et træk, som Shogun Kunitoki har tilfælles med den måske mest nærliggende sammenligning, nemlig islandske Apparat Organ Quartet, der med lignende musikalske strukturer og virkemidler først og fremmest adskiller sig ved sin mekaniske, ikke-menneskelige klang. Et band, der således tog tråden op fra Kraftwerk og deres problematisering af forholdet mand og maskine imellem. Shogun Kunitoki, derimod, lader til fuldstændig at ignorere en sådan problemstilling og får deres elektroniske udstyr til formelig at emme af menneskelighed.
Måske er det klangenes rene og skære patinering, der skaber den stærke følelse af hukommelse og nostalgi, som præger pladen. Brudstykker af gamle drømme om dybhavsdykkeri, leende flyveture i cirkler over uendeligt udstrakte skove, flimrende glimt af køligt og skarpt solbeskinnede snelandskaber og så videre. Associationer, der antagelig passer som hånd i handske med de hjemmegjorte, manipulerede 8 mm-film, der konsekvent vises til bandets liveoptrædener eller til det strobe-lysshow, der kan erhverves sammen med vinylen.
Det ville være et frugtesløst arbejde at dissekere Vinonaamakasio nummer for nummer, idet pladen er mere end almindeligt homogen og bølger umærkeligt frem og tilbage over dens, lidt vel korte, 35 minutters spilletid, nærmest i en makro-genskabelse af synthesizernes oscillationer. Numrene veksler konstant og løbende mellem frådende neo-kraut med vilde, psykedeliske understrømme, sakralt smukke harmonier og susende støjflader i repetitive, kalejdoskopiske mønstre.
Shogun Kunitoti har kort sagt bedrevet en helt og aldeles fremragende plade, som – på trods af eller måske nærmere på grund af en vis bagstræberisk fascination og romantiseren af gamle instrumenter – formår at være psykedelisk bevidsthedsudvidende på en uhyre opløftende og – tør man sige det – hyggelig og behagelig vis. Endnu en gang bukkes der altså benovet for Fonal, og Vinonaamakasio er således anbefalet på det allervarmeste.
