Ud over at stå bag pladeselskabet Ghost Box Music og udgive plader under sit Focus Group-alias er Julian House også ophavsmand til artworket på de seneste Broadcast-udgivelser. Hans arbejde som grafiker er – ikke mindst på nærværende udgivelse – tæt relateret til hans musikergerning. Han er nemlig kendt som specialist i den såkaldte library music; en betegnelse, som både dækker over de kartoteker af musik, lydeffekter og lignende produceret af musikere og lydspecialister, som sælges videre til filmselskaber eller andre medieproducenter, men også den musik, der lader sig inspirere af produktionsmusikken. Og det er vel at mærke i sidstnævnte genre, at Julian House og hans Ghost Box-pose begår sig.
Med samplingens indtog i populærmusikken har brugen af library music i andre rammer, end den oprindeligt var tiltænkt, været stigende. En lang liste af hiphopproducere har eksempelvis haft pickuppen nede i kartotekerne. Dels fordi det ofte er muligt at omgås disses ophavsrettigheder ganske lemfældigt grundet musikbibliotekernes store omfang og relative obskuritet, men også fordi de rummer uanede mængder potentielt guld.
I tilfældet The Focus Group er den enorme mængde råmateriale altafgørende, da den samplebaserede rekontekstualisering, der udgør projektets udgivelser, beror på et eklektisk og kaotisk sammensat lydbillede. Hovedværket, Hey Let Loose Your Love, er en postmoderne klippe-klistre-odyssé, som på overlegen vis blander musique concrète-elementer med alskens glemte filmlydsider. Det er svært at finde gode referencepunkter fra populærmusikkens verden, men forestiller man sig tågehovedet Madlibs mest outrerede, instrumentale udskejelser, fraregner beatsiden og tilsætter en tidlig Luis Buñuel-film, er det cirka sådan, det lyder.
En afgørende forskel er dog, at hvor målet hos den introverte Madlib enten er at opsnappe tilfældige brudstykker, som passer ind i hans egen tilrøgede æstetik, eller i andre tilfælde at udstille kvaliteterne i det samplede materiale, er Julian Houses blik i højere grad rettet mod omverdenen. Han fragmenterer med præcision udvalgte dele af den moderne verdens lydtapet og omarrangerer alt fra britisk tv-memorabilia til reallyde med et okkult klingende resultat til følge. De enkelte elementer lyder derfor bekendte, men resultatet er uhørt. Ingen af de lydbidder, der anvendes, kan tænkes at være af nyere dato, men de behandles behændigt, og gennem produktionen tilføjes en mere nutidig klang. Samspillet mellem det aldrende grundmateriale – i form af reel lyd eller blot melodisk inspiration – og den højteknologiske måde, det sættes i ny kontekst på, er altså fællesnævneren for The Focus Group og Broadcast.
På Investigate Witch Cults of the Radio Age er arbejdsfordelingen ofte svær at gennemskue. Vi er er nødt til at gætte os frem til, hvem der spiller på hvilken harpsichord eller håndterer hvilken sampler, da pladen kun indeholder en lille håndfuld numre med vokale bidrag, som dermed kan tilskrives mindst et af de to Broadcast-medlemmer. De resterende kreationer er en æterisk blanding af reallyde, trommebreaks, leg med diverse effektmaskiner og samplinger af kor, klokker, strygersektioner, synthesizere og unævneligt meget andet: Det perfekte soundtrack til en tur gennem et postmoderne spøgelseshus.
Der gøres nogle enkelte forsøg på at få det, Broadcast er kendte for – sangene – til at fungere i de nye omgivelser. “The Be Colony” er det tætteste, pladen kommer på et traditionelt Broadcast-nummer, men sælsomheden og ikke mindst ekkoeffekten er alligevel mere udtalt end vanligt. Samme tendens gør sig delvist gældende på “I See, So I See”, hvor Trish Keenans vokal og nogle harpsichordstrenge underlægges, hvad der lyder som en mand, der spadserer gennem en tunnel, samt nogle højrøstede måger. Det er især på sidstnævnte nummer, at man fornemmer de to samarbejdspartneres forsøg på en komplet sammensmeltning af deres respektive udtryk.
Det faktum, at The Focus Group lyder til at være den primære bidragyder, arbejder både for og imod pladens helhed. De abrupte lydpasticher er i sig selv et stort plus, men potentialet i fusionen med Broadcasts excentriske psychpop forløses aldrig helt. Mystikken er afgjort den væsentligste tiltrækningskræft, men hvor man på parternes tidligere udgivelser kan nærme sig en større sammenhæng, virker Investigate Witch Cults of the Radio Age mere som at være uhæmmet dyrkelse af det abstrakte. Det er ikke det mest gennemtænkte projekt, de to deltagende har været involveret i, men det oplagte i krydsningen af begges forkærlighed for varm analoglyd og okkulte referencer er nok til, at det giver mening, og så gør deres mange individuelle kvaliteter i sidste ende resultatet særdeles fornøjeligt.
