Bpitch Control fra Berlin er et af de toneangivende pladeselskaber inden for den mere innovative del af dansemusikken. Med udgivelser med navne som Moderat og Housemeister i bagkataloget forventer man overstyret electrohouse med overraskende momenter. Derfor virker det som lidt af et antiklimaks at sætte den nye Fuckpony-skive på. Der er desværre mere ‘pony’ end ‘fuck’ over dét projekt fra Jay Haze.
De første to numre er lettere anonyme. Det virker ikke, som om det her er en plade, der er designet til dansegulvet. Det er sådan noget elektronisk lyttemusik eller musik til en fancy cocktailbar. Det er ikke specielt spændende, men heller ikke sådan for alvor dårligt. Fuck Pony kender sine virkemidler. Det eneste, der for alvor irriterer mig, er, at han hele tiden laver nogle overgange, hvor han drukner det hele i delay for derefter at fade nummeret i gang igen. Det virker ideforladt og for meget som en one trick pony. Synthfigurerne groover dog nogenlunde, men det grænser til det tilforladelige. Midt i det første nummer bliver den statiske stortromme introduceret, og sådan fortsætter resten af pladen. Vi er i det chillede houseland, og det er ultra, ultra syntetisk.
Fuckpony har dog stadig tricks i ærmet. I “I Know It Happened” introduceres både varm soulvokal af Chela Simone og et funky sax-tema. Nummeret er helt klart hittet på pladen. Det er faktisk ret fedt med den lidt skæve sax, og vokalen er kælen og catchy nok, til at det, pumpet op i et godt remix, kunne rykke mig tættere på dansegulvet.
Desværre rammer man i det næste nummer straks en mur af virkelig ulækker synthlyd. Lige efter bogen kører det lidt op og ned i frekvens, bare sådan for at lave lidt afveksling. Derefter drukner det hele igen i en ordentligt gang delay og rumklang for siden at bygge op igen. Effekterne bliver generelt brugt i et vulgært omfang. En god producer må altså begrænse sig lidt på den konto, men det giver selvfølgeligt et rundt og ufarligt udtryk. Man fornemmer, at Bpitch Control prøver at appellere til Ibiza Chill-samplerklientellet ved at udgive den her plade.
Men vi arbejder os videre igennem pladen. “Falling into Me” begynder egentligt rigtigt godt. Igen bliver man strøget med hårene af en lækker vokal. En varm, analogt lydende synthlyd trækker lytteren ind i et nærmest vægtløst rum. Det giver mindelser om Trentemøllers samarbejde med Ane Trolle på “Moan”. Men hvor Trentemøller formår at holde den dragende stemning hele nummeret ud, bliver dette nummer ødelagt af det sædvanlige effekthelvede og ligegyldige overdubs.
Det bedste nummer, ud over “I Know It happened”, er “Let the Love Flow”. En sjov metallisk lyd, som kører hurtigt op og ned i pitch, er det bærende element. Det er ret funky, og produktionen er heldigvis også skåret mere ind til benet. Det her er mere den lyd, jeg ville forvente af en plade fra Bpitch Control. Derudover er der desværre ikke ret meget spændende at komme efter på den sidste del af pladen.
I løbet af Let the Love Flow får Fuckpony bevist, at han mestrer både sax, percussion og sådan noget salsa/bossanova-agtigt klaver. Indimellem er basfigurerne ret funky, og den indhentede sangerinde synger rigtig fint. Det kan dog desværre ikke redde Let the Love Flow, der er fyldt med dårlige overgange og irriterende effekter. Den rutineprægede og ligegyldige produktion har lige så meget kant som en badebold. I stedet for at udgive en dårlig fuldlængde burde Fuckpony have lavet et par gode 12-tommer med nogle tunge remix, for der er et par fine singler på pladen. Men materialet holder på ingen måde til en hel plade.
