Iceage: s.t.

Den danske punkscene er tilsyneladende ekstraordinært vital for øjeblikket. Det seneste skud på stammen af bands – som Cola Freaks, De Høje Hæle, The City Kill og Melting Walkman, for blot at nævne et par stykker – der nærmest på ugentlig basis kan opleves live i København, er de fire unge gutter i Iceage. Normalt har alder jo ikke noget med musikken at gøre, på trods af den hype folk som røvsyge Mike Sheridan er omgivet af, men det er sgu alligevel svært ikke lige at trække alderskortet, når folk, der knap er myndige endnu, kan præstere noget af så høj kvalitet som denne selvbetitlede 7-tommer. Når bandet endda har formået at finde et klart defineret, personligt udtryk, er det ikke mindre imponerende.

Iceage, der allerede har opbygget et solidt ry som liveband, placerer sig et sted imellem postpunk og no-wave, og med tilstrækkelig pubertær energi til at blæse en komplet bagover spiller de en musik, der både er ultra melodisk og smadret – på grænsen til det komplet usammenhængende. Peter Peter har produceret, og det har han gjort godt. Første gang man smider singlen på pladespilleren, tjekker man lige, om alle kabler sidder rigtigt i, om der er støv på nålen, eller om det virkelig skal lyde så kværnet. Det skal det naturligvis og hurra for det.

De fire numre er alle præget af stramt rytmiske postpunk-trommer, skarpt klirrende guitarfigurer, pumpende bas og aggressive støjangreb og med så meget udechifrerbart mudder i lyden, at man ærlig talt er lidt i tvivl om, hvorvidt bandet faktisk spiller enormt dårligt eller blot vil have det til at lyde sådan.

Den helt store kvalitet ved syvtommersinglen som format, hvad der formentlig også gør, at den er punkmusikkens foretrukne, er, at den med sin korte spilletid nærmest er inkarnationen af punkens no-bullshit-ideologi. En god syvtommer er kort sagt all killer, no filler. Noget man i den grad må sige, at Iceage lever op til her.

”Hole” starter lige på og hårdt, med et komplet kaotisk udtryk der nærmest når at falde sammen om sig selv, inden det slutter blot 47 sekunder senere. Så er der en lille smule mere orden i sagerne på ”IIIIIIII”, der med en (næsten) melodisk guitarfigur og diskotrommer stadig holder energien – og volumenkontrollen – helt oppe i det røde felt.
”Collaps” er mere af samme skuffe, med en tyndt skingrende guitar helt oppe i lytterens fjæs, og på trods af navnet en forholdsvis klar stop-go-dynamik.

Det er alt sammen virkelig godt, men bandet har alligevel gemt det bedste til sidst: ”Broken Bone”, der muligvis er den bedste sang, der er udgivet herhjemme i år. Sangen er, ud over lige så meget rastløs energi og komplet smadret sammenspil som de tre andre skæringer, begavet med et fantastisk omkvæd, der bider sig fast efter blot et enkelt lyt. Suverænt, simpelthen.

Selvom singlens samlede spilletid lige knapt når over otte minutter, er materialet af en så høj kvalitet, at man ikke kan andet end at lette benovet på sin virtuelle hat for Iceage, med håbet om, at de kan holde samme høje niveau i fremtiden. For så er der satme gode ting i vente!