En inciterende guitar sætter ind fulgt af en mundharmonika, som mest af alt lyder som en fanfare. Vokalerne lægger sig i lag på lag, og stortrommen følger omkvædet til dørs. Der skal til at ske noget her: Vejen bliver banet for en parade, som skal farve gaden. Måske med en påmindelse om, at noget forfærdeligt er på færde – eller måske bare med en simpel kærlighedshistorie.
Allerede fra ep’ens første nummer, “The Balcony”, er man ikke i tvivl: Ambitionerne er skudt helt til vejrs, og det er de store følelser, vi skal beskæftige os med. Bandet The Rumour Said Fire skriver på deres Myspace-profil, at deres bandnavn handler om »… den tidsperiode eller det levende liv mellem et rygte opstår, og det enten be- eller afkræftes. Den usikre tid mellem én tilstand og en næste i et menneskes eller en menneskeheds historie.« Netop dette spændingsfelt vil bandets musik bevæge sig i.
Altså vil bandet ikke lave let, underholdende musik, som man kan hænge sin bevidsthed op på som et plateau, indtil livet igen ruller videre. The Rumour Said Fire vil gribe spørgsmålene ved struben og gøre noget – være relevante. Altså finder vi ingen sange om byture eller grøntsager på denne ep, men sange om død, kærlighed osv.
The Rumour Said Fire bevæger sig inden for genren folk-inspireret indierock med inspirationerne hentet fra stort set udelukkende amerikanske bands. Med sine nasale, flabede fraseringer lyder forsanger Jesper Lidang til tider som Alec Ounsworth fra Clap Your Hands Say Yeah, som især kommer til udtryk i nummeret “Evil Son”, og andre gange som Sufjan Steevens, når Lidang trækker på de mere blide facetter af sin stemme.
Vokalharmonierne trækker tankerne direkte hen mod Fleet Foxes med iørefaldende reverb-indbundne harmonier. Fleet Foxes-inspirationen er gennemgående og kommer klarest til udtryk i slutningen af førnævnte nummer, hvor en barok-inspireret vokalharmoni sætter ind. Det er lige lovlig meget af det gode, men i det store hele holder The Rumour Said Fire sig oven vande. De to første numre, “The Balcony” og “Evil Son”, lægger meget stærkt ud og bliver fulgt op af “In the Sour”, som er et klassisk indierock/indiepopnummer, hvor alle genrens træk mestres til fulde gennem en stærk melodi. Dog krydres nummeret med noget, som minder om en stadionrock-guitarsolo, der lader tankerne snitte noget så langt væk som U2. Denne solo kunne jeg godt have været foruden.
Ep’en The Life and Death of a Male Body på 27 minutter er udformet som et helstøbt værk, altså uden oplagte hit eller afstikkere, som står alene i udtrykket, måske med undtagelse af den stærke “Red Light”, som er en lille svanesang og lyder som værende en hyldest til det at være til og det, at andre folk også er til. »You’re okay with the fact that death is in this world,« slutter sangen af.
The Rumour Said Fires inspirationskilde er som sagt amerikansk folk-indie/-rock, og bandet er ikke blege for at have meget klare inspirationskilder, som definerer deres udtryk – til tider en smule for meget. Ikke at jeg forbyder danske bands at være inspireret af amerikansk folk. Det kan være meget sundt, men når man som The Rumour Said Fire går efter et så gennemamerikansk udtryk, er det umuligt ikke at komme til at sammenligne dem med deres amerikanske forbilleder. Til tider kan bandet altså komme til at lyde som lidt af en stiløvelse i amerikansk folk-indie/-rock – dog stærkt udført, vel at mærke.
Men klarer The Rumour Said fire skærene, og er de mere end en blot en stiløvelse? Ja, i meget høj grad. Netop de høje ambitioner og de klare referencer til deres forbilleder bindes godt sammen af noget så klassisk som rigtig god sangskrivning, gode melodier og ikke mindst Lidangs vokal. Der er selvfølgelig svipsere, hvor troværdigheden lider et knæk, og americana-lyden simpelthen bliver for overdøvende, men der er helt bestemt flere plusser end minusser. Ep’en falder en smule i niveau i den afsluttende halvdel, og selvom det selvfølgelig også skyldes den stærke åbning, det homogeniteten en smule.
Alt i alt er The Rumour Said Fire lige nu et af de bedste bud på et dansk folk- eller indierock-band med americana-manerer. Originalt er det altså ikke, men på skuldrene af deres inspirationskilder har The Rumour Said Fire lavet en rigtig fin ep, og jeg glæder mig rigtig meget til at høre en fuldlængde fra deres side.
