Missionen er klar: at tage lytteren langt, langt væk fra det ulmende tæppe af grålighed, som lige præcis nu stædigt omklamrer vores halvkugle og kapper toppen af humøret. Og den lykkes til fulde. Håndværket kan ikke benægtes; jeg aner skyfri himmel, så langt øjet rækker. Æstetikken er fra start stram og universet fastdefineret, for har man lyttet til Keith Canisius’ eller for den sags skyld hans band, Rumskibs, tidligere udgivelser, er lyden langtfra fremmed. Rumskib, og Keith Canisius ligeså, er særdeles stilsikre foretagender, og det fastdefinerede nicheunivers virker ikke til at blive udfordret synderligt. Snarere byder Waves‘ familiære toner atter på sfærisk guitarbehandling, vellyd og udflydende arrangementer.
Opskriften på lyden af varme himmelstrøg kender man allerede ganske indgående, hvis man da er bekendt med en af dansk electronicas største eksportsucceser, Manual. Manden bag aliasset, Jonas Munk, kan med rette krediteres for den opskrift, som Canisius på Waves brygger videre på. Med et veludført mix af electronica, ambient og den mildeste ende af shoegazer påkrævede Manual sig alskens opmærksomhed fra både ind- og udland og ja, det vældige Pitchfork. Projektet har senere antaget en mere rendyrket ambient karakter, men Munk har fortsat gjort sit til at holde den danske dreampop i live ved flere gang at sidde i producerstolen på arvtagernes udgivelser. Denne gang har Canisius dog stået for det hele selv, og det må tælle som et kompliment, at Munks fravær på ingen måde kan mærkes på Waves.
Hos Keith Canisius blandes de programmerede beats og storslåede lydbilleder med rumklangsbehandlet skønsang, og det emmer af ikonet Robin Guthrie. Det er minutiøst udført og fremstår nærmest formularisk med al sin tilsigtede højstemthed. At Canisius lægger sig så tæt op ad sine inspirationskilder, gør hans musik meget lidt sprælsk og uforudsigelig, og i stedet er pladerne rene destillater af en allerede kendt æstetik og lyd. Dette tydeliggøres i særlig grad på nummeret “Ocean”, der med sit enlige, repetitive refræn (»Ocean, ocean, ocean, ocean«) og en svulstig synth-mur blotlægger et destillat så krystalklart, at det i al sin tomhed virker lige dele meningsløst og særdeles behageligt. Og det er lidt dét, der efterhånden er hagen ved det eksilfynske dreampop-projekt; opskriften er gennemprøvet og noget nær udtømt, men håndværket og de lejlighedsvist fængende popeksperimenter gør til stadighed foretagendet lytteværdigt. Disse momenter er dog spredt med løs hånd ud over Waves, hvorfor man skal igennem en række ferske og lettere anonyme synth-udfoldelser, hvis man fortsat er indstillet på at opleve den inkarnerede blidstøjsjunkie i sit es.
Når pladen er mest koncis, er den nemlig god, rigtig god. Canisius’ store styrke er hans evne til at videreformidle sine idolers idéer med både finesse og omtanke, og når alt det lykkes, kan man ikke undgå at blive imponeret over den gennemførte genreforædling, som uden at tilføre noget egentlig nyt blotlægger alle de kvaliteter, der gør, at musikelskere i hobetal til stadighed dyrker genrerne.
Waves er om noget resultatet af intens dyrkelse af et lille nicheområde. Et produkt af fordybelse og nørklen med knapper, tangenter og strenge, men også stiløvelser over en allerede afprøvet formular. Som Keith Canisius selv udtalte til Undertoner for et års tid siden i forbindelse med den seneste Rumskib-udgivelse: »Det er ikke, fordi vi ikke kan lide at eksperimentere. Men jeg bliver ikke vildt overrasket mere, når jeg laver det.« Den udtalelse opsummerer meget fint problematikkens kerne. Waves er en plade, som uden tvivl vil tilfredsstille alle dem, der er lige så optagede af den musik, Canisius dyrker, som han selv, men er man bare lidt mere tilbageholdende, når snakken falder på dreampop og synths galore, bliver den manglende fornyelse hurtigt en tungtvejende minuspol.
