Plader

Martha Wainwright: Sans Fusils, Ni Souliers, A Paris…

Skrevet af Camilla Grausen

Martha Wainwright har siden barndommen været vild med den franske spurv Edith Piaf og hylder hende nu på et livealbum. Den originale diva synger langt smukkere end den canadiske. Men der er dømt savoir vivre med drama og følelse!

Franskheden selv er, hvad Edith Piaf og hendes sange inkarnerer for mange. Med den lille krop, det sorte hår, de smalle øjenbryn og den store stemme var hun et uforglemmeligt, fransk ikon. I 30’erne, 40’erne og 50’erne stod Piaf på de parisiske scener og sang for livet. Den musikalske arv, Piafs talrige, dramatiske viser udgør, er nået verden rundt.

Den nåede også til Montreal i Canada, hvor pigen Martha Wainwright hørte plader med Edith Piaf. Piaf selv var død, allerede før Wainwright blev født. Men hendes sange levede videre og gik dybt ind i sjælen på den otteårige pige, der talte fransk i skolen og forstod, hvad Piaf sang. Senere voksede pigen op og blev en stærk kunstner, der sang sine egne sange med lidt af den Piaf’ske passion.

Som voksen optrådte Martha Wainwright med sine kendte folkemusik-forældre, Loudon Wainwright III og Kate McGarrigle, og med sin storebror Rufus – en gudsbenået krukke med de store albums Want One og Want Two fra midten af 00’erne bag sig. I sidste del af årtiet trådte lillesøster ud af storebrors skygge og ind i offentligheden, der tog vel imod hendes selvbetitlede fuldlængdedebut fra 2005. Tre år senere kom andet album med den geniale, tørt humoristiske titel I Know You’re Married But I’ve Got Feelings Too, der udfoldede Wainwright som en stærk sangerinde med personlige, ironiske og skarpe singer/songwriter-numre.

Nu træder Martha Wainwright bogstavelig talt frem på scenen og viser en ny side af sit talent, hvor det bliver tydeligt, at drama og diva-attitude ikke kun ligger til hendes bror. Ved tre forestillinger i New York i sommer optrådte hun med en række af sit gamle idols sange. Resultatet af hendes anstrengelser sammen med et band bestående af bl.a. hendes ægtemand og samarbejdspartner, Brad Albetta, er nu udkommet som Sans Fusils, Ni Souliers, A Paris. Martha Wainwright’s Piaf Record.

Albummets intimitet og uperfekthed krydret med enkelte klapsalver vidner om, at det er et livealbum. Men ellers kan man faktisk glemme det undervejs, når Wainwright slår sig løs med Piafs sange. Hun er gået uden om de mest kendte Piaf-melodier, som signatursangene “La Vie en Rose” og “Non, Je Ne Regrette Rien”. Det er sikkert et klogt valg ikke at bruge de mest kanoniserede sider i Piafs sangbog, da disse sange for mange kun kan synges af Piaf selv.

De 15 udvalgte sange er, som højdepunktet ”Le Foule”, udført med optimal passion og dramatik. På ”Le Brun et le Blond” synger Wainwright kraftfuldt og hurtigt. Thomas Bartlett hamrer i klaveret. Wainwrights stemme knækker – og dramaet er komplet. Teatralsk er ligeledes ”L’Accordéoniste”, hvor Wainwrights stemme mødes af en skæv, elektrisk guitar, og hun når op i høje toner. Det er svært for hende, hun har flere steder problemer med tonerne. Hvis Edith Piaf som bekendt var en spurv, kan man fristes til at sige, at Martha Wainwright visse steder må være en krage. Wainwright har bare ikke den smukke og dybe klang i stemmen, som Piaf havde. Wainwrights stemme er mindre, og derfor må hun kæmpe for det. Til gengæld er hun fandens udtryksfuld! Det er en bedrift for Wainwright, at hun bare når lidt op ad stigen mod Piafs mesterlige udtryks- og følelsesfuldhed.

Wainwrights franske dramatik er billedrig og hensætter lytteren til en sen aften foran en natklubsangerinde i Paris, anno dengang harmonika, klaver og trompet lød i støvede lokaler med røde vægge og små lampeskærme ved hvert cafébord. Cigaretrøgen smyger sig gennem luften og hen over sangerindens silkekjole, mens hun synger tragiske tekster med liv og sjæl. Fra natklubben sendes vi videre til et solbeskinnet torv i Paris, hvor der sælges blomster og baguetter, mens alle pludrer på perfekt fransk. Og videre endnu gennem de fattige kvarterer i udkanten af Paris, hvor skidtet flyder i rendestenen, himlen er grå og livet hårdt. Og tilbage til natklubben igen…

Visuel er også ”Le Metro de Paris”, hvis tempo er hastigt og stressende som netop metroen i Paris – sikkert endnu mere i dag end dengang, Piaf sang om den. Stemningen mærkes, selv hvis man knap forstår det franske. I løbet af repertoiret er det lige før, Wainwright bliver helt sart på den rørende ”Adieu Mon Cœur”, et farvel og kærlighedssuk, der er et af de mest velkendte Piaf-numre på albummet. På et enkelt nummer tier Wainwright, og harmonikaen får lov at klapre livligt på ”Hudsonia”, der minder os om, at det er live.

Martha Wainwright har 46 år efter Piafs død begået en fin hyldestplade til det franske ikon. Samtidig er den personlig og fortæller lige så meget om Martha som om Edith. Her er udtrykket vigtigere end skønsang, og Wainwright viser, at der er noget på spil i sangene. Hun har ikke bare åbnet Piaf-sangbogen på side et og er gået i gang. Fra hun var en lille pige, har Piaf været en inspirationskilde, og man kan høre, at der er tanker og følelser bag fremførelsen. På den måde ender Sans Fusils, Ni Souliers, A Paris… med at hylde begge kvinder. Forhåbentlig kan den få Martha Wainwright-fans til at høre Edith Piaf og Edith Piaf-fans til at høre Martha Wainwright.

★★★★½☆

Leave a Reply