New Water Night: Fallulah + Hannah Schneider, 04.12.09, Pumpehuset, København

Pause Play Play Prev | Next

Fotos: Tania Gibson, LiveShot.dk

Det er min første gang på Pumpehuset, der for mig ellers er indbegrebet af bands som Big Fat Snake og dertilhørende publikum, men denne aften står den på den såkaldte New Water Night.

Spillestedet præsenterer selv det koncept som »7 danske bands fra undergrunden. 3 scener. 1 stor portion fremsyn og nysgerrighed. (…) New Water Night er nyt vand fra pumperne.« Undergrunden er nok så meget sagt, for der er primært tale om P3-darlings i en lind strøm denne fredag i Pumpehuset, hvor publikum bliver ført rundt fra scene til scene til aftenens 7 minikoncerter. Blandt andre spiller discoprinsen Vinnie Who og danserockerne i Ginger Ninja op til fredagssvingom, mens den yderst talentfulde Sebastian Lind åbner aftenens program med stærk vokal og dygtigt lydspor.

I strømmen af talent kiggede jeg nærmere på to andre stærke sangstemmer i form af Fallulah og Hannah Schneider.

Fallulah

Bag kunstnernavnet Fallulah gemmer sig den dansk/rumænske Maria Apetri, der har grovhittet i radioerne med nummeret ”I Lay my Head”, og i februar udkommer debutalbummet på Tigerspring, og det er blevet til med Fridolin Nordsø som producer. Nordsø er en del af The William Blakes og har desuden produceret bl.a. Moi Caprice og The Fashion (udover også at have arbejdet sammen med P. Diddy), og denne fredag var det netop Fallulahs debutalbums færdiggørelse, der blev fejret.

»Jeg er kommet for at feste og fejre, at jeg har gjort min plade færdig i dag,« sagde Fallulah fra scenen og drak en tår af sin flaske Jameson whiskey, før hun gav sig i kast med at sætte gang i dansegulvet med sin blanding af pop, balkan og kælen singer/songwriter. Udført med lige dele headbanging, tamburin og flirt med publikum, der også fik lov at smage whiskeyen efter Fallulahs anvisninger: »Hvis der er nogen, der vil have en tår whiskey og ikke er bange for svineinfluenza, så stiller jeg den her, så kan I komme og tage en tår.«

Fallulahs baggrund som danser kommer sangerinden til gode i liveoptrædener, hvor hun i den grad formår at starte en fest med energi og dansetrin plus lige dele Feist-, Bat for Lashes- og Florence and the Machine-inspirationer, og hun har da helt klart også stemmebåndene til at leve op til de sammenligninger.

Med som liveensemble har hun Morten Søgaard, Andreas Hjorth, Emil Andersen og Xian Foo, og med pophittet ”I Lay my Head” i baghovedet var det dejligt at opleve en meget afvekslende lyd, der bl.a. bød på den balkanagtige ”Crazy”, den mere afdæmpede mørke repetative popsang ”Use It for Good”, der ifølge sangerinden er en såkaldt ‘snaver’, og generelt et mere rocket udtryk plus banjo, xylofon, tamburin, kontrabas og guitarer, end jeg havde forventet. Det passede fint ind denne fredag, hvor musikken blev pumpet ud til et dansestemt publikum i rigelige mængder.

Hannah Schneider

Værre stillet var Hannah Schneiders afdæmpede popelectronica, der med akustiske elementer druknede foran barens inferno af en stadigt voksende menneskemængde.

Schneider lagde vokalen til Sinusstøvs nyudkomne ep , og i september udkom sangerindens egen debutplade, der er en radiovenlig blanding af elektropop, akustisk folk og afdæmpet singer/songwriter med Schneiders stærke vokal som bærende element.

Den afdæmpede side af Schneider havde denne aften desværre svært trange kår, da hun var blevet placeret på den mindste scene og direkte ud for baren, der summede af feststemte publikummer, og det var noget af en kamp for Schneider at trænge igennem publikums stemmer på trods af velspillende back-up og godt grundmateriale.

Bedst fungerede den mere elektroniske Karrierekanons ”Raindrops”, mens den afdæmpede fingerspilspopsang ”Old Enough” med den selvironiske linje »I’m old enough to know what not to say / But young enough to do it anyway« druknede i larmen fra publikumshavet.

Hittet og førstesinglen ”Waiting for you” var passende popbaggrund og kom fint ud til publikum. Den var et godt bud på underlægningsmusikken til en øl i fredagsbaren, men det overordnede indtryk af optrædenden var desværre, at Schneider ville have gjort sig bedre ved en intimkoncert, måske tidligere på aftenen, for efter Fallulahs balkanfest var der ikke just stemning til langsomme James Bond-temaer som den ellers udmærkede ”Strange Affairs”.