Chicago-trioens første plade, Enter fra 2006, var lovende og velspillet postmetal. Den næste, Station fra 2008, var knap så lovende, men velspillet postrock, og mit postulat er, at den overvældende mængde post-hed når uanede højder på denne nye plade. Sådan. Præfikset ‘post’ vil ikke forekomme flere gange i denne anmeldelse.
Russian Circles befinder sig lige præcis dér, hvor guitartunge foretagender som Slint eller Mogwai møder mere hårdtslående metalnørder som Isis eller bysbørnene i Pelican, og for at fuldende opkoget tilsættes en mindre strygersektion – her må Mono være det oplagte referencepunkt. Pladen byder altså på tre dynamiske og larmende kvarter, der trækker på lige præcis de bands, man kunne forvente. Gruppens styrke er samspillet og dens indgående kendskab til et par fast definerede afkroge af den ellers vidtrækkende genre, den bevæger sig i. Svagheden er, at har man de nævnte genreophavsmænd i baghovedet, er der få overraskelser i vente.
Geneva indeholder nemlig stort set samtlige, arketypiske virkemidler fra den hårde ende af pensummet: Atmosfære, langsomme opbygninger, varierende guitarfigurer, støj og dissonans, og selvfølgelig indledes et enkelt nummer af en lille, fin sampling fra en film eller et radioprogram, der givetvis handler om rumrejser, dommedag eller lignende. Det er svært at ignorere ironien i, at en genre, der som udgangspunkt havde til formål at bryde med alle rockens konventioner og afsøge nyt territorium, nu længe har været noget af det mest forudsigelige, man kan opstøve, men det er lige så svært at sidde stille til Russian Circles.
Åbneren, “Fathom”, indeholder alle de nævnte virkemidler, men udnytter dem til fulde. Fra de isnende strygere, der åbner nummeret, til det tungt rockende mellemstykke og den medrivende finale, er det virkelig godt og hårdtslående kram. På de to efterfølgende numre slås det fast, at bandet tager sig bedst ud, når de ikke er for fikserede på de lange crescendoer, som på “Melee”, men spiller lige på og hårdt, som på titelnummeret “Geneva”. Omkring pladens midte dræbes det opbyggede momentum dog med den ligegyldige “Hexed All”. Et nummer, der udelukkende tjener til at fremvise den til formålet rekrutterede strygersektion. Det er samtidig det bedste eksempel på, at fremgangsmåden ofte blive for formularisk, og bandet kommer til at virke forhippede på at skabe noget monumentalt og episk. Tråden samles dog op igen på pladens afsluttende halvdel, hvor det for alvor bliver atmosfærisk, monstrøst og postapokalyptisk (hov). Her er den store gevinst “Philos” – det eneste nummer, der for alvor brænder igennem, og som med en spilletid på over ti minutter viser, at Russian Circles også mestrer det virkelig højstemte og inderlige. En værdig afslutter.
Midlerne er simple, og baglandet er gennemskueligt, men alligevel er resultatet tilfredsstillende. En rimelig forklaring kunne være, at Russian Circles hverken har den klassiske femmandsopstilling eller den alternative 24-mands ditto. Der er højst usædvanligt kun tre medlemmer i bandet, og selv når den klassiske musiks instrumentering hentes ind og agerer stemningssættende bagtæppe, holdes det i forholdsvis stram snor. Det bliver aldrig kvalmende overdådigt, overdramatisk eller slet og ret for meget, og det er i sidste ende det, der gør pladen vellykket.
Hvis der som regel ikke skal mere end et fedt, sorthvidt cover, et velvalgt, kryptisk bandnavn og en samling vildt lange, ufrivilligt morsomme sangtitler til, før man øjner muligheden for endnu en gang at få sit fix, er Geneva på trods af sin uopfindsomhed, farverne på coveret og de vildt korte sangtitler en oplagt kandidat. Stod man derimod af, efter Slint og Mogwai havde udlevet sig selv, er incitamentet til at stige på igen begrænset.
