Plader

Beach House: Teen Dream

Skrevet af Signe Palsøe

Teen Dream er en dejlig plade. Kompositionerne er interessante, lyden er helstøbt, og vigtigst af alt synes Beach House at have udnyttet alle deres kompetencer uden at gøre det mindste mere end dét.

I 2004 udkom en film, hvor Jim Carrey ikke var fjollet, og hvor Kate Winslet havde blåt hår, og hvor de to tumlede rundt i et fremmed hus på en snebelagt vinterstrand i en drømmeverden gjort af grå tristesse, øjeblikkets indlysende uholdbare kådhed, men også af en smuk, stemningsmættet og melankolsk hvilen i det korte nu. Strandhuset, naturligvis, er grunden til, at denne film nogensinde er poppet op i min bevidsthed i forbindelse med gennemlytningerne af Teen Dream, for hvor gerne jeg end ville påstå, at det skyldtes dybere, gensidige lag i de to værker, er der ikke meget »bærrene på hækken og boblerne i bækken«-relateret materiale at finde på Teen Dream. Ikke desto mindre giver vinterstranden, intimiteten, melankolien og min åbenlyse famlen i mørket efter stemningsparalleller i en blockbuster fra det forrige årti visse praj om, hvor Beach House har valgt at føre deres musik hen på Teen Dream.

I virkeligheden er det ikke så forfærdelig langt. Bandet er nemlig stadig mest stemt for små slentreture i efteråret, måske netop på en snebelagt strand, hvor Brian Wilson og Real Estate er sat i stald for sæsonen, og melankolske orgeltoner og et susende, men harmonisk og beroligende kor huserer. Victoria Legrand er med sin let distancerede og androgyne vokal i højere grad end nogensinde den vuggende musiks anker, for på intet tidligere tidspunkt har hendes stemme stået så karakteristisk og nuanceret som på Teen Dream. Alligevel er det mest imponerende aspekt ved pladen duoens nu fuldt modnede evne til at opbygge noget nær perfekt melodiøs og slidbar musik af få elementer, uden at de lyder som noget som helst andet end det band, de altid har været.

Numrenes ensartede instrumentering kunne man i lyset af Animal Collective/Dirty Projectors/Grizzly Bears nylige popularitet frygte var en svaghed, men måske netop på grund af deres spraglede ligesindede fremstår strømlinetheden i Beach Houses musikalske udfoldelser så meget desto mere imponerende. Det lykkes nemlig duoen at fremstille lige så omfattende, indholdsrig og vedhængende musik uden at forlade de karakteristiske og ikke helt så brede rammer for deres selv, og det gør Teen Dream til en både inderlig, oprigtig og fælt velskruet plade.

Det skyldes ikke mindst de indtagende melodier, der efterhånden åbenbarer sig i de enkelte skæringer, og deres temmelig umiskendelige evne til at vugge en uforudset, men helt rigtig retning. “Zebra”, der åbner albummet, opridser den musikalske dagsorden: Et enkelt fingerspil akkompagneres efterhånden af korets susen, en dump og diskret rytme og vokalen i front, men hvor bandet tidligere ikke altid var lige stærke i at lede opskriften til dørs med en behørig opfølgning, opbygger de nu en fin dynamik af langtrukne orgeltoner og slag på highhatten.

4:48 inde i pladen er musikkens elementer således præsenteret, og det gør det måske til en endnu større fryd at opleve detaljespillet i de efterfølgende sanges fællesnævnere. “Norway” leger med korets egenskaber som instrument, når stemmernes små stakåndede hop skaber rytme blandt de flyvske instrumenter, og et nummer som “Walk in the Park” er med til at gøre Teen Dream til en passende pladetitel, med et dvælende tempo og temaet om tabt kærlighed, der nu aldrig bliver hverken omklamrende eller søbet, thi til den slags sjæleudkrængninger er Legrands vokal ikke skabt.

Tematikken føres videre i “Used to Be”, der tidligere har været udgivet som syvtommer. Nummeret står som pladens popindslag, hvis noget da skal have den titel, alene på grund af et åndssvagt simpelt og iørefaldende klavertema, der efterhånden følges op af et ditto trommespil. Således er det i orden, at pladen for en tid finder sig til rette i et mere introvert og stemningsmættet hjørne, og at “Real Love” falder igennem i kraft af et lige vel uinteressant tema af klaver og skønsang, er til at se igennem fingre med, så snart “Take Care” toner frem, for feel-good har sjældent lydt dejligere. Lytteren i den ene hånd, orgelet under armen, og med mantraet »I’ll take care of you« vugger pladen lige så stille i sig selv.

Trods sine skønne melodier og legen med sine elementer er Teen Dream hverken et instrumentelt, eksperimentelt eller lyrisk overflødighedshorn. Det er man gerne foruden. Vigtigst af alt er den nemlig lyden af et band, der er i stand til at overskue sit musikalske selv og dermed fremstille noget, der er nærværende, ærligt og originalt nok til at være interessant for os andre. Faktisk i en grad så jeg slet ikke har lyst til at sammenligne den med andet end en flyvsk, men inderlig romance i et forladt hus på en strand.

★★★★★☆

1 kommentar

Leave a Reply