Ecovillage er et af de nyeste bud på den tilsyneladende allestedsnærværende shoegazerpop. Bare tænk på det meste af Morr Musics katalog, som solidt har plantet sig et sted i fortiden med atmosfærisk og drømmende pop tilsat indadvendt electronica. Til tider rammer den endda mainstream, som múm gjorde det i en ikke så fjern fortid.
Ecovillage lander et eller andet sted i nærheden. Men de to moderne hippier fra Sverige har et blødt hjerte for psykedelica, og indadvendtheden er vendt udad med smukt messende sange om, hvor dejligt livet er. Ecovillage er Folkhemmet udtrykt som moderne popmusik.
Der er bølgeskvulp, æteriske vokaler og et fuldstændigt altomsluttende lydtapet, som suser, svæver, svimler og låner lidt alle steder fra. Selvfølgelig med masser af rumklang, der sænker øret ned i en behagelig slumren.
Darla Records har fået Ulrich Schnauss og Jonas Munk, som er kendt som Manual og medvirker på pladen, til at sige god for den. Også de er to kunstnere kendt for deres meget smukke indietronica. Det siger meget om pladen, for der er ikke mange overraskelser at hente for fans af de to herrer, hvilket er denne sure, gamle anmelders væsentligste anke.
At Ecovillage har tilsat et lille skud psykedelica, virker i første omgang lidt spændende, dernæst lidt trist, og til sidst bliver det ret irriterende. Derudover virker de fleste af numrene, med det lange titelnummer som en værdig undtagelse, meget trygge. Uden ambientens forførende ubrudte soundscapes, uden electronicaens kantede beat-jonglering og uden indierockens indestængte aggression.
Derfor er der heller ikke meget at udsætte på pladen, som er ganske velproduceret. Men ligesom der ikke er meget at forarges over, kommer Ecovillage heller aldrig til sagen og viser os, at de har andet på hjerte end smagfulde lydtapeter, der klistrer sig selv op.
