Fallulah forstår at sætte gang i en fest. Da jeg selv oplevede hende i efteråret på Pumpehuset, fik den dengang 24-årige danske sangerinde gang i publikum med smittende rytmer, en åben dele-whisky og en lidt for kort kjole, der krøb op, da Fallulah smed den støvlebeklædte fod op på den lille monitor for at snøre de indviklede støvlers snore. Et godt trick, i øvrigt.
Fridolin Nordsø fra The William Blakes har produceret debutalbummet The Black Cat Neighbourhood, der åbner med nummeret ”Only Human”, hvor sigøjnerbækkenet slår taktfast, og de smittende rytmer blander sig med sangerindens skingre brud i vokalens højdepunkter. Det er et klogt træk at starte pladen med lige præcis den sang – bortset fra at strygerne i begyndelsen for min skyld godt kunne været blevet, ja, strøget. Fallulahs kvalitet findes primært i det rytmiske og så i sangerindens bløde og lokkende stemme, og for det meste gør det mindre, at teksterne ikke er så meget andet end tillæg. Til gengæld klæder det ikke musikken at blande de ’pænere’ strygerarrangementer og klassiske elementer ind, for sangerinden lyder i mine øjne bedst, når hun laver skramlet og beskidt balkanpop med indlagte skrig og den allestedsnærværende, klappende rytme.
Et af de numre, der ikke fungerer, er nummeret ”Hey You”, hvor det hele bliver lidt for drillende repetitivt, og man ænser, at rytmens trampen og tekstens simple gentagelser kun er lavet til netop at få gang i foden, der stampes i gulvet med sigøjnerkraft. Fallulah synger i melodiens spor uden at skabe nogen dynamik mellem den og vokalen, og tekstens gentagne engelske »one-on-one« bliver lettere irriterende til sidst. Fallulah gentager: »Hey you, what’s on your mind / I can dig it out, but I don’t have time / I’m going somewhere and I’m leaving you here,« og på trods af, at nummeret ikke er decideret dårligt, er mange af de andre sange langt bedre.
Der, hvor Fallulah brillerer, er, hvor energien fortsat lurer potent under rytmerne og hele tiden holder lytterens opmærksomhed i skak. Og den potentielle energi når sit højeste på et af pladens bedste numre, det underspillede og autentisk skrabede ”Use It for Good”. Det både sørgelige og seksuelle nummer virker med sit simple kor, banjo-klimpren og Fallulahs distinkte vokal dragende, melankolsk og afdæmpet og går rent ind hos mig.
Det hidtil største hit – og førstesinglen – fra albummet, den poppede ”I Lay My Head”, dyrker i høj grad klappe-faktoren, som Fallulah gør brug af albummet igennem. Det er svært at holde fødder, klappehænder og hofternes bjælder i ro, når Fallulah smyger sine langtrukne og kælne toner omkring lytterens ører – og krop, i øvrigt.
Titelsangen ”The Black Cat Neigbourhood” åbner med vokalens jamrende »the black…,« som jeg godt kan se skal eller kan give associationer til titelkattens jamrende baggårdssang, men som egentlig også er en smule enerverende, og i virkeligheden ville sangen nok være bedre uden den begyndelse. Det beskidt-dyriske blandet med de sigøjnerrytmiske og hypnotiserende gentagelser klæder Fallulah særdeles godt. Det afsluttende nummer, ”New York, You’re My Concrete Lover”, rummer masser af energi og er som sådan en fin afslutning, selvom det i mine øjne går støt nedad efter titelnummeret. På trods af det når Fallulah aldrig særlig langt ned, for det, hun gør, det gør hun godt.
