»I got red lips from kissing you / I got a broken heart from loving you / I got a broken mind from knowing you / so I’m gonna make it right by killing you.« Jeg formoder, at det her en joke. Det håber jeg virkelig, det er. Og sangen “Red Lips” fortsætter: »Sexy girl, disco girl.«
At anmeldelsen skulle starte så tarveligt, beklager jeg. Men efter at have hørt pladen er det altså dette nummer, som jeg husker klarest. Ikke fordi resten nødvendigvis er dårligt, men fordi “Red Lips” er det. Nummeret er med al sandsynlighed lavet med et glimt i øjet, men det er virkelig ikke sjovt.
Wicked Map hedder debutpladen fra Ginger Ninja. Bandet vandt Bandbase-legatet, og det har hjulpet dem til efterfølgende at få hul igennem. De har fået en del airplay i radioen og har desuden spillet til sidste års Roskilde Festival og Spot-festival. Altså har bandet fået en del opmærksomhed og har det sidste års tid været udsat for noget, der minder om en hype.
Ginger Ninja spiller 80’er-pop. Udadvendt og med fokus på melodien og energien. Man kan med ro i sindet sige, at Ginger Ninja tager den stafet op, som bands som Spleen United og Veto har løbet med. Bare i dur – og generelt gjort mere ligetil og udadvendt.
Den techno-inspirerede, klimakssøgende opbygning er der. Synthen er der. Pladen er til tider også dejlig medrivende og må vel også betegnes under kategorien ‘danserock’. Et nummer som “Bone Break Metal” er med sin flotte opbygning og fede tema en sikker hitopfølger til den catchy “Sunshine”, som har et dejligt drive over sig. Men nummeret, som får én helt op i skyerne, udebliver.
Vokalen er hele vejen igennem temmelig kedelig. En rigtig ‘ungfyr’-vokal på den britiske facon a la forsangeren i Johnny Borrel (Razorlight) eller Luke Pritchard (The Kooks). Forskellen på de to og forsanger i Ginger Ninja, Henrik Hamilton, er blot, at hans fraseringer virker mærkeligt halvhjertede i forhold til Borrel og Pritchard. Hans vokal brænder aldrig helt igennem.
Denne tendens er gennemgående for Ginger Ninjas debutplade. De har taget lidt fra højre og venstre og har lavet en i det store hele tam omgang danserock med electro-elementer, som man altså er blevet en smule forvænt med hos navne som Dúné, The Fashion, Phoenix og Kings of Dark Disco. Det hele bliver lidt for sikkert og halvhjertet.
Problemet er, at Ginger Ninja simpelthen ikke kommer med noget ud over det sædvanlige. Ikke forstået på den måde, at jeg forventer en helt ny lyd eller stil, men blot at der skal være noget personlighed. Et eller andet, som skal få pladen til at lyde som mere end en stiløvelse, for ærligt talt er dét ordet, som popper op hos mig: stiløvelse.
Når alt dette er sagt, skal det med, at der bestemt er hitpotentiale og iørefaldende, syng med-agtige omkvæd at finde på denne plade. Så bandet skal nok klare sig, da de byder på de elementer, som hypen har lovet: dansabel electrorock/-pop med fængende melodier og friskfyr-attitude. Ginger Ninja skal nok få solgt nogle plader.
megataber