Stereophonics: Keep Calm and Carry On

Mavesurhed er ifølge den store danske ordbog en sygdom i fordøjelsesorganerne…

Jeg vidste ikke, at man kunne blive syg af at lytte til musik, men det er jeg åbenbart blevet, for jeg synes godt nok at fornemme en vis mavesurhed i min vurdering af Stereophonics‘ nyeste rockskud, Keep Calm and Carry On. Jeg har egentlig altid været rimelig begrejstret for Stereophonics’ første udgivelser. De er selvfølgelig ved at være mere end et årti gamle, og meget vand er – for at blive ved klicheerne – løbet i åen siden. Men det er åbenbart ikke et vandløb, Stereophonics har dyppet tæer i.

»Tag det roligt, og fortsæt,« lyder titlen. Jo tak, det skal jeg da lige love for. Her er virkelig tale om intet nyt under solen, og selvom det ikke i sig selv er et kvalitetsstempel at forny en genre, så behøver man da ikke at lyde som sig selv hver gang, og da slet ikke når man som på Keep Calm and Carry On lyder som noget af det mere kedelige og ordinære, man tidligere har udgivet.

Pladen mangler for alvor bund, saft og kraft. Melodi og omkvæd er stadig Stereophonics’ stærkeste kort, men det holdes alt for pænt nede eller ligegyldigt oppe. Der er masser af »na-na-na«-omkvæd, små basgange og hæse udbrud fra forsanger Kelly Jones. Det hele er blevet pumpet lidt op med flere klistrede elektroniske indslag, som f.eks. “Beerbottle”, og det holder slet ikke. Det samme gælder valget af den ligefremme og totalt tamme førstesingle “Innocent”, der er et sjældent fejlskud i Stereophonics’ intro til en plade. Tidligere har de været gode til at trække et af pladens stærkeste kort som teaser og ramme noget inden for hitgenren. Tag f.eks. “Mr.Writer” eller “Dakota”. Men ikke med “Innocent”.

Den råhed, bandet f.eks. havde på albummet Languange, Sex, Violence, Other?, er totalt gået fløjten og erstattet af noget radiovenlig rock, som savner retning og køn. Der er som sagt nogle sange, som man uden tvivl ville kunne spille i radioen og derved tilfredsstille en hel række lyttere, som elsker et godt omkvæd, og hatten af for det. Men det har Stereophonics jo bare gjort en fandens masse gange, så hvorfor ikke satse lidt mere og lade det være mere interessant end f.eks. et nummer som “Trouble”, der givetvis skal agere bad boy-rock, men i stedet falder til jorden i en røvballe-kliché.

Fornemmer man mavesurheden, eller skal der mere til…?

Måske er det bare et udtryk for skuffelse, når man nu har et ganske godt forhold til bandet. Balladen “100MPH” er igen solidt håndværk og vel eksekveret, men hælder igen lige lovlig til den sikre side, og sådan kunne man blive ved. Jeg skal skåne læseren for yderligere og lade kritik være kritik for denne gang. Jeg håber bare, at denne noget tamme rockudgivelse er en pausefisk, der lige så stille begiver sig ud på dybt vand for at lade sig indhylle i oceanets stilhed. Jeg fortrækker i hvert fald en hel række plader fra bagkataloget, der til enhver tid overskygger Keep Calm and Carry On.