Plader

Gonjasufi: A Sufi and a Killer

Skrevet af Mikkel Knudsen

Den mystiske, shaman-agtige Gonjasufi albumdebuterer med et lille mesterværk, der er et sjældent destilleret sammenkog af alt fra Bollywood til syrerock og wonky.

Warp Records var gennem 90’erne ret så cutting edge, hvad angik lyden på selskabets udgivelser. De senere år har det virket, som om selskabet har skiftet fokus fra at udgive skelsættende elektroniske udgivelser til i stedet at skyde med spredehagl efter, hvad der nu har rørt sig i indieverdenen. Egentlig har der været udmærkede udgivelser imellem, men man har haft på fornemmelsen, at Warp har halset lidt efter. Med udgivelsen af A Sufi and a Killer viser det hæderkronede selskab dog, at det stadig har fingeren på pulsen.

Gonjasufi er en af den slags musikalske nomader, som gør, at det bliver ved med at være sjovt at beskæftige sig med nye pladeudgivelser. Gonjasufi kan lide at fremstille sig selv som en mystisk skikkelse, der er dumpet direkte ind fra Nevadas ørken til Los Angeles med de her sange og lyde fra en anden verden – eller måske fra alle steder i verden. Som en Moses, der vender tilbage fra bjerget – men en meget mere shaman-agtig, uhåndgribelig åndemager uden strikse leveregler under armen. Budskabet er derimod, at verden er større, end vi går og tror.

Niks, du tager ikke helt fejl, hvis du synes, at der spøger en prædikende Jim Morrison i kulissen. I det hele taget er der noget 60’er-/70’er-agtigt over de syrede og tilbagelænede ekskursioner udi indiske klange. Til gengæld gør den abstrakte hiphop-produktion, at A Sufi and a Killer aldrig virker bedaget eller som en flad retrohippieudgivelse. Gonjasufi har fået solid opbakning ved at alliere sig selv med Los Angeles’ jetset inden for kantet hiphop og wonky. Man kunne så tro, at A Sufi and a Killer var en gang trendy wonky med et strejf af Indien, 70’er-tråd og vokaler som en lille kolorit. Men det er nærmest modsat. Producerne Gaslamp Killer og Flying Lotus har forstået den unikke stemning i Gonjasufis sange og blot tilført et drive, der gør, at man aldrig taber tråden, men tværtimod bliver holdt fast i det udsyrede, sammenkogte, men alligevel ganske velkendte univers.

Ud over det sprøde genremix på albummet er hele produktionen også temmelig speciel. Pladen starter med nogle stamme-trancelydende sekvenser for dernæst at dreje over i en ligeledes tranceskabende, dubbet indisk rytme med Gonjasufis totalt overstyrede vokal i forgrunden. Hele pladen er meget overstyret, diskant og ganske bemærkelsesværdig. Folkene på Warp kan være ganske tilfredse, hvis de gerne vil relancere sig selv som cutting edge.

De meget selvudleverende og til tider næsten selvudslettende tekster er også specielle på den urbane beatorienterede scene. De er bluesede, dovne, røgede og melodiske på samme tid og passer perfekt til musikken, der lyder som soundtracket til den perfekte, men tabte ‘Summer of Love’. Mit eneste rigtige kritikpunkt mod A Sufi and a Killer er, at vokalen, som for det meste er mixet ret højt, godt kunne have forladt spotlyset lidt undervejs til fordel for den fede trancefremkaldende rytmik. Hvorvidt de mange syrerockede og indiskklingende lyde er samplede eller indspillede til lejligheden, ved jeg ikke, men mixet virker meget sjældent forceret. Den specielle produktion hjælper også meget til at skabe et distinkt udtryk. Ligesom hos DJ Shadow virker det vilde genremix for det meste meget naturligt og groovy.

Der er en forfærdelig masse numre på A Sufi and a Killer, og der kunne nok også have været skåret et par stykker fra. Men der er ingen vej uden om at tjekke den her plade ud, hvad enten man er til neosoul, syrerock eller abstrakt hiphop. Pludselig føles det, som om Los Angeles er verdens midtpunkt.

★★★★★★

1 kommentar

Leave a Reply