Hatten af for kunstnere, der tør gå imod strømmen og lave plader, som ikke følger tidens hotteste trends. Men at være ligeglad med hype hjælper ikke, hvis resultatet er uoriginalt og ligegyldigt. Sådan er det desværre endt med General Fiascos Buildings – en plade, som havde fundet sig bedre til rette for 12 år siden i selskab med Blink 182 og Green Day. Der er ikke tale om en udpræget teenagepunk-pop/rock-lyd, men snarere en britpoppet udgave af den uforpligtende pop/rock.
Buildings åbner med den ganske fornuftige “We Are the Foolish”, som er et af pladens få højdepunkter. Forsanger Owen Strathern har en – hold fast – indieagtig vokal: en højfrekvent, velartikuleret og nasal sangstemme, lidt a la Placebos Brian Molko eller en strømlignet udgave af Pixies’ Black Francis. Det virker faktisk også, som om bandet har en ambition om, at deres musik skal kategoriseres som indierock. Vokalen har på flere af de andre numre et Kings of Leon’sk præg, og på titelnummeret “Buildings” lykkes det også næsten for General Fiasco at lyde som netop Kings of Leon – om end i en meget tandløs udgave. Fælles for samtlige numre på pladen er netop, at lytteren på intet tidspunkt udfordres. Derfor bliver ørehængere som “Please Take Your Time” og “Rebel Get By” lynhurtigt kedelige at lytte til. General Fiasco jager deres ambition om alternativ lyd med synkoperede trommer og klingende guitarmotiver, men melodierne er så tynde, at resultatet stadigvæk leder tankerne hen på årtusindskiftets pop/rock-konger.
Der er dog en smule lagkage til at supplere mængden af ligegyldighed, bandet lukker ud, i form af et par hæderlige popskæringer. “Ever So Shy” og “Talk to My Friends” er bestemt værd at lytte til, hvis man trænger til en nostalgisk rejse tilbage til de tidlige sorgløse teenageår.
General Fiasco lever lidt for godt op til deres navn på en temmelig fantasiløs debut.
