Plader

No Blood in Bones: s.t. EP

Skrevet af Jonathan Heldorf

Første udspil fra duoen No Blood In Bones byder på rank krumryggethed, forvirrende klarhed, tyngende lethed, flygtig evighed, Kafkask selvsikkerhed og drømmende vågenhed.

Det er en stor, særegen lyd, danske No Blood in Bones smider på markedet med deres selvbetitlede debut-ep. De har tryk på kedlerne fra begyndelsen og lægger ud med en dejlig langsomt opbyggende verden af synthlyde og en fyldig gang marchtromme, mens en skrøbelig vokal ytrer: »They fall down all around,« og jeg kan ikke lade være at tænke: ‘ja, de gør så!’

»They fall down all around.« Det lyder militant og selvsikkert. Som står man alene, rank oprejst i golde, fjendtlige omgivelser, mens konkurrenterne må bukke under, én efter én. En stålgrå metallisk virkelighed.

Markerende marchtrommer.
Selvsikker vokal.
Visionær ildhu.

»They fall down all around / I look at pictures when I am asleep.« Anden halvdel får lov at drukne i første halvdels bastante substans, men indtrykket ændres ikke desto mindre.

Drømmebilleder.
Melankolsk storladent.
Masser af rumklang på vokalen.

Måske findes begge elementer hos No Blood in Bones. En rank krumryggethed. En forvirrende klarhed. En tyngende lethed. En flygtig evighed. En Kafkask selvsikkerhed. En drømmende vågenhed. Det er stemningsfyldt. Særdeles svævende svimlende stemningsfyldt. “Mountainside” er et urimeligt godt åbningsnummer.

At toppe på åbningsnummeret er desværre ikke så hensigtsmæssigt, og de andre sange falmer en del ved siden af “Mountainside”. Lyden – åh den destillerede lyd! – er stadig nærværende og gennemgående, men marchtrommerne på ”Mountainside” kunne altså noget helt specielt, som ikke helt genfindes på de andre fire numre. Singlen “Headphones” har svært ved at bide sig fast i nakken på sit bytte; det er, som prøver den at komme ind i det danske – Zeitgeistlige – indiemiljøs gemakker, hvor den så pænt stiller sig i kø for måske en dag at blive lagt mærke til i stedet for at sparke døren ind og danse med sine påfuglefjer.

Til gengæld er “This Company Kills” – ligesom “Mountainside” – endnu en afviger fra indiepopkøen. Den har noget umiddelbart, noget moi Caprice-agtigt, over sig – en let, men sørgmodig kant og en blændende poplyd. Slet ikke dårligt. To ud af tre numre har bestået med udmærkelse indtil videre.

“Safe Way Out” er også fornuftig, men armene flyver ikke op i begejstring. Den er pumpende og mere New Order-klingende end New Order selv. Men den skinner ikke igennem med voldsom kreativitet. Der er dog én lille detalje, der får det til at risle lifligt langs rygraden, og det er lyden af en fugl, der baskende letter, da Morten Espersen Dam synger: »So let the birds of prey fly from the forrest / let the animals come and play.« En meget livlig detalje, der får mig til at føle mig som et lækkersultent, blodtørstigt rovdyr.

Der er desværre heller ikke så meget at sige om “I Am a Statue”, ep’ens sidste nummer. Det skulle da lige være, at sangtitlen passer imponerende godt. Sangen er meget stiv i det, og dynamikken fra tidligere er næsten helt væk. Pulsen holdes i live, og den særegne lyd bevares, men det er ikke videre spændende eller livligt. Som hugget i sten. Ikke desto mindre er det velvalgt som afslutning, for det tager ligesom pusten fra én.

Der er noget at leve op til for No Blood in Bones! Forbillederne er mange – og store. Især er New Order, Caribou og faktisk også Duran Duran med til at præge lyden, men No Blood in Bones gør det godt. Det meste af vejen. De store smil bliver skabt af “Mountainside” og “This Company Kills”, der helt klart vidner om potentiale – også forløst – men der er altså fem og ikke kun to numre at tygge sig igennem på No Blood in Bones EP, og der er stadig et stykke vej op til den helt store oplevelse.

★★★½☆☆

Leave a Reply