Nyheder

Autechre klar med endnu et 2010-album

Skrevet af Mikkel Arre

Til Joanna Newsom-koncerten i København i søndags var der lettere overraskende lige så meget Autechre i Koncerthusets foyer, som der var Newsom. Rundt om i lokalet var nemlig placeret projektorer, der blæste grafik relateret til coveret til Autechres album Oversteps op på betonvæggene. Men hvad der i første omgang virkede som en kikset mangel på oprydning hos DR (der var trods alt gået mere end halvanden måned, siden Autechre spillede i foyeren), var måske i virkeligheden et varsel om, at det var værd at holde øje med den revolutionerende duo fra Sheffield.

Nu viser det sig nemlig, at Autechre er klar til udgive årets andet album, blot få måneder efter at Oversteps udkom. 12. juli kan vi således pleje det savn, som afslutningen af VM i fodbold dagen inden eventuelt måtte fremkalde, ved at investere i Move of Ten, der passende nok rummer 10 numre. Ovre hos Autechre kan man se coveret til det nye album, og electronicafans med falkeøjne kan nok skelne tracktitlerne. Det kan vi ikke. Vi ved kun, at et af numrene hedder noget så sænke slagskibe-agtigt som “Y7” – og det kan også høres på Autechres website.

Leave a Reply