Lucky to Love er som en pixibog med med små kapitler. Egentlig er det en ep, som udgør en udgivelse i sig selv, men jeg oplever nærmere Figurines’ ep som en udvidet single og ikke som et minialbum. Titelnummeret er nemlig første udspil til Figurines’ kommende septemberplade, og de øvrige fire numre er en lille bonus – en blandet landhandel af kopimateriale, noget ældre uudgivet og en alternativ version af noget, der udkommer senere.
Det ville være for nemt at undre sig over ovenstående og ep’ens ‘rolle’ i det danske pladebillede. Der kunne hæftes masser af hv-spørgsmål på intentionerne bag Lucky to Love, for den ligger altså ikke lige til højrebenet, men i stedet har jeg valgt at være objektiv og fokusere på hvert enkelt nummer – det fortjener trioen vist, når man ser på dens tidligere meritter.
Varemærket skinner tydeligt igennem. Vokalen er genkendelig, og art-guitarrocken flyder som lange tråde i et spinderi. Men “Lucky to Love”, der indleder ep’en, har alligevel noget mere henslængt og drømmende over sig. Man fornemmer en anelse 60’er-inspiration, a la The Raveonettes uden den bastante basgang og reverbguitar.
“Drag the Moon” er et overskudsnummer fra forrige plade, When the Deer Wore Blue, og her får man pludselig associationer til noget punket og skarptskåret artrock. Ganske simple guitarflader danner den gode melodi og får det nærmest til at lyde som en punket udgave af The Beatles.
“Television Time” rykker straks punkplasteret af, og her er gode, gamle Figurines’ toner tilbage, med hypnotiske klangflader og poppede elementer, der i en velafbalanceret pompøsitet er et godt alternativ til The Mopeds’ orginale udgave af sangen. “Poughkeepsie” kommer med på det nye album i en anden version, men her er klaver og vokal det bærende element, og det lyder som en sort, sort godnatvise, der ville gøre sig godt som et af de numre, der afslutter en dyster film. “New Orleans Instrumental No. 1” er skrevet af R.E.M., men kun udgivet på en tribute-udgivelse. Mystikken breder sig i rummet, når man lytter til nummeret. Det er skævt og anderledes bygget op, og guitararrangementerne er forvredne og sørgmodige. Det hægtes sammen med vokalharmonier og korlignede »aaaaaaaaaaa«-sang – en interessant cocktail.
Det er altså indholdet – hørt gennem mine ører. Samlet set er det fem forskellige kapitler med et strejf af Figurines hele vejen igennem. Garvede fans bør investere, men jeg tror, at det klogeste for alle andre vil være at vente til september, hvor hele pakken serveres. Som ep er det et fint udspil. Den lille hors d’oeuvre skærper appetitten, man mættes ikke og glæder sig til næste ret.
