Engelske Paul Marshall har tidligere udgivet debutpladen Vultures i eget navn, men nu kommer hans andet udspil, The Devil and I, udgivet under kunstnernavnet Lone Wolf. Et navneskift, der skal signalere, at der er nye takter og toner på dette album.
Og der er da helt klart også noget om snakken. Hvor debuten var akustisk baseret, er melodierne på dette album af mere alsidig karakter. Guitaren er stadig en væsentlig del af det musikalske aspekt, men derudover benyttes trommer, elguitar, strygere, trompet, klaver osv., hvilket giver kant til den meget følsomme musik og skaber en smuk alsidighed.
For det er i høj grad følelser, forhold og svigt, det handler om hos Lone Wolf; emner, der anskues gennem både melankoli og skepsis. Som i ”This Is War”, hvor Marshall synger følgende om et forhold præget af kærlighed, der ikke gengældes: »I do what I can for her / I slaughtered her a cow and I’m a vegetarian.« Indimellem sniger der sig altså også et strejf af sort humor ind for at understrege de mere seriøse pointer. Denne tendens fortsætter albummet igennem og ligeledes senere i nummeret: »She gave me every disease under the sun before she ran for another town.« Det humoristiske element gør, at The Devil and I på ingen måde synes tungt, som det ellers let kan være tilfældet med musik, der behandler emner i den mere dystre eller melankolske ende af skalaen.
Generelt er teksterne på dette album en fornøjelse at lytte til. Omend man må erkende, at kvinderne i Lone Wolfs univers er af den værre slags – mon ikke djævelen i albummets titel er en kvinde? Nummeret ”15 Letters” omhandler igen en kvinde, der igennem sine handlinger og sin karakter bliver mandens endeligt: »She led me down the garden path and bled me dry, dry.« Det lyder umiddelbart nok meget morbidt, men det synges indfølt og til så smukke (og ikkedystre) melodier, at det snarere får en eftertænksom karakter; det er ikke altid kun de mennesker, der bliver udsat for ondsindede eller ufølsomme handlinger, som påvirkes af dem. Nogle gange sætter handlinger også deres spor i dem, der har begået dem: »She told them about my name / they said ’we’re sorry but there’s nothing to remove this tattoo from your brain’.« Det er altså en anden måde at sige, at ens handlinger har konsekvenser, man ikke altid kan forudsige – også for en selv. Og er man heldig, lærer man noget af disse konsekvenser.
Det kan godt lyde, som om Lone Wolf byder på en underlig blanding af alskens følelser, humor og forskelligartede instrumenter, men Marshall er så dygtig til at skrive musik, at det faktisk godt kan lade sig gøre at lave denne blanding – faktisk kan det mere end lade sig gøre, det kan faktisk skabe et resultat, der er ganske bemærkelsesværdigt. Og det er netop blandingen af de malende og vedkommende tekster og de smukke melodier, der skaber det endelige, utrolig vellykkede resultat. Nummeret ”The Devil and I (Part 1)”, der netop er uden vokal, understreger min pointe. For på trods af at det som sådan er en køn melodi, har det ingen gennemslagskraft i forhold til resten af albummet.
Samlet set er det selvfølgelig ikke sådan, at et enkelt nummer ødelægger det samlede indtryk. The Devil and I er og bliver et smukt bekendtskab, som jeg kun kan anbefale. Det er den type musik, man skal lytte til nogle gange, før den rigtig får fat. Men når det først er sket, kryber den ind under huden og bevæger, morer og sætter tankerne i gang.
