The National: High Violet

The National er et betryggende fænomen i den digitale tidsalders musikindustri. På et musikmarked, hvor alt er gratis tilgængeligt hele tiden, og mange lyttere skaber mere og mere overfladiske lyttevaner, og hvor de enkelte værker udtømmes eller diskvalificeres hurtigere end nogensinde, er The National den store klassicistiske og kollektivt forankrende saltstøtte i modernitetens storm.

Om nogen har The Nationals gradvise og nu kulminerende gennembrud bevist, at der stadig er et stort kollektivt behov for bands, der langsomt udvikler sig, langsomt stabiliserer sig og efterhånden udsender komplekse værker, der umærkeligt fanger tidsånden i løbet af de mange, mange gennemlytninger, de kræver for at udfolde sig og sætte sig fast. Således er The National som kulturfænomen et anakronistisk flashback til en tid, hvor bands kunne samle masserne, og hvor nye udgivelser kunne fastholde en hel generation i et tilbageholdt åndedræt. Et langsomt udfoldende band i en turbotid.

High Violet er en af de for vor tid sjældne udgivelser, der har et helt bands unikke lyd og en bred offentligheds forventninger på sine skuldre. Lyden og forventningerne er skabt på baggrund af to plader, med et musikalsk univers der kan betegnes som variationer over et tema, og som sådan er The National en one-trick pony, der har vendt, drejet, forfinet og varieret sit trick, så det stråler med en unik og bundløs glans. I kraft af dette, og i kraft af sin forenende og almene karakter, er The National et af den type bands, som mange mennesker knytter særligt stærke følelsesmæssige bånd til.

Sådan er det også for mig. For mig er The National en af mine allernærmeste venner, der nuanceret, smukt og vidende fortæller mig om de uafvendelige faldgruber i det voksenliv, jeg er på vej ind i. En ven, jeg kan stole på som ingen anden, en ven, der altid er hudløst ærlig, og frem for alt en ven, der ikke må ændre sig alt for meget, fordi jeg altid skal kunne genkende ham og nå helt ind til ham når som helst. The National er den type band, der kan virke som den eneste ven, der virkelig forstår én, og som den ven, der viser mest af sig selv, og hvis ærlighed hjælper én mere end nogen anden ven.

Alt dette ændrer High Violet ikke grundlæggende på, og det er på sin vis den største ros, man kan tildele pladen. Alligevel skaber den en distance til bandet, som ikke var til stede på de to forgængere, og det kan ikke undgå at nage en lille smule. Selvom alle tre plader lyder kvintessentielt National’sk, er der stor forskel på High Violet og de to gennembrudsplader, Alligator og Boxer.

Den helt store forskel mellem High Violet og The National, som vi tidligere har kendt dem, kan forklares med forskellen på Boxer og Alligator, for der er tale om to forskellige typer af forskelle. Selvom de i vid udstrækning lyder ens, er der bogstaveligt talt en verden til forskel på Alligator og Boxer, idet de begge to formåede at skabe enormt homogene og distinkte verdener og lydlige universer. Forskellen på de to plader og High Violet er, at det i denne ombæring ikke lykkes The National at skabe et univers og et helstøbt værk.

Alligator havde til sammenligning en enorm grad af helstøbthed og en vilje til at retfærdiggøre og bevise sin eksistens, som man ofte finder på fantastiske debutplader (omend Alligator var The Nationals tredje plade). Pladen var kendetegnet ved en gennemgående følelse af basal uro og anspændthed, ekstrovert angst og bitter selvransagelse. Den er perfekt komponeret, og den introducerede alle The Nationals kernetemaer, f.eks. social angst, midtlivseksistentialisme og uafvendeligt melankolsk kærlighed. Musikalsk manifesterede den bandets lyd med den karakteristiske undselige detaljerigdom, den elegante vekselvirkning mellem tungt piano og prikkende guitarriff (en slags Interpol for voksne) og frem for alt Bryan Devendorfs helt centrale trommespil, der i allerhøjeste grad er det, den enkelte sang og hele værkets puls opbygges omkring.

Opfølgeren Boxer formåede i sin skrøbelige intimitet at gøre disse virkemidler endnu mere elegante og underspillede. Det var præcis som at møde en to år ældre Alligator, hvor angsten var blevet introvert, selvransagelsen var blevet en stabil selvfølgelighed, og den nu strygerbehængte melankoli havde fået det totale overtag. På grund af trommernes bastante hovedrolle og de mange, mange lydlige finesser blev melankolien på intet tidspunkt opgivende eller deprimerende, og som på forgængeren indgik sangene i en helhed langt større end enkeltdelene.

Det er oplagt at sammenligne High Violet med sine to forgængere, for at fastslå hvad The National ikke lykkes med i denne omgang. Alligator og Boxer indledtes på sublim vis med de nu nyklassiske ”Secret Meeting” og ”Fake Empire”, der for de to værker i udpræget grad havde karakter af det, man i nykritikken kaldte initiale determinanter. Altså sange, der i sig selv fuldstændig indkapsler lyd og temaer for det værk, de indleder. Samme funktion har High Violets indleder ”Terrible Love” ikke. Selvom den fungerer smukt som enkeltnummer, og selvom den – som alle gode The National-sange – vokser med tiden, formår den ikke at udstikke pladens retningslinjer, fordi pladen ganske simpelt mangler et homogent univers.

I den anden ende af pladen er problemet det samme. ”Mr. November”, der lukkede Alligator, slog en cirkel tilbage til ”Secret Meeting”, samtidig med at den udløste hele pladens indespærrede ustabilitet i en frådende forløsning. På lignende vis fik Boxers betagende afslutter, ”Gospel”, karakter af diskret coda og elegant neddæmpning af og kulmination på pladens introspektive tilsnit, der fulgte intimiteten til dørs. Fordi den ikke indgår i en organisk værkmæssig sammenhæng, formår High Violets afslutter ”Vanderlyle Crybaby Geeks” ikke helt at gøre sig fortjent til sin højstemte melankoli, omend der her – ligesom i tilfældet ”Terrible Love” – også er tale om en rigtig god sang.

Begge disse enkelttilfælde peger på High Violets manglende homogenitet og indre sammenhæng. Der er ingen virkelig dårlige numre på pladen, men de hænger heller ikke sammen i en større helhed eller et samlet univers. Hverken musikalsk eller lyrisk har pladen en distinkt grundfølelse, som de to forgængere havde.

I det hele taget har The National taget lidt af et spring denne gang – et spring, der ofte forringer sangene. Bandets afgørende adelsmærke har altid været subtilitet, men High Violet er i mange henseender meget lidt subtil. Teksterne er langt mere direkte og gennemskuelige, arrangementerne er mere opulente, og patossen har fået en ekstra, ret indiskret, dimension. Matt Berninger er en af den moderne rockmusiks allerbedste lyrikere, men her har han givet køb på en række af sine spidskompetencer. Den sociale angst og de eksistentielle spørgsmålstegn formuleres ikke længere med underspillede symboler og allusioner, men i stedet direkte og ufiltreret.

Det, der formuleres, er det samme som altid, men der er store grader af subtilitet til forskel på en besnærende og symbolladet linje som »I had a secret meeting in the basement of my brain / it went the dull and wicked ordinary way,« som det lød på Alligator, og High Violets langt mere bastante »I’m afraid of everyone«, »I am evil« eller »Sorrow found me when I was young /sorrow waited, sorrow won.« Generelt gælder det for Berningers tekster på High Violet, at de udtømmes en del hurtigere, end de plejer. Eksempelvis opererer ”Afraid of Everyone” med samme sociale angst som ”Secret Meeting” og ”Mistaken for Strangers” fra forgængerne, men med en langt mindre grad af intimitet og lytterinddragelse.

Helt generelt er armbevægelserne her større, end de nogensinde har været på en The National-plade. Produktionen har på det nærmeste fået tilføjet et ekko, der gør, at trommerne resonerer mere rungende og langt mindre tørt og hårdt, end de plejer, strygerne er langt mere opmærksomhedskrævende, og Berningers stemme lyder – mere gravalvorlig end før – en anelse højstemt. Alt i alt skaber lydbilledet i højere grad en fornemmelse af distance end det nærvær og den intimitet, der har været The Nationals hidtidige kendetegn.

Alt det ovenstående forhindrer, at High Violet kan blive det samme mesterværk som sine to forgængere, men på mange andre måder er det en fremragende plade. Når den lidt mere oppustede og patetiske tilgang fungerer, gør den det på en perfekt måde, der lægger nye alen til bandets kunst.

Førstesinglen ”Bloodbuzz Ohio” er til eksempel en af de bedste sange, The National nogensinde har lavet. Trommerne får den pondus og den hovedrolle, de nægtes på resten af pladen, mens Berningers vokal aldrig har været så mavepustende, og den vibrerer nærmest i lytterens mellemgulv. Den vokalforlængende udtale af »bees« og den glidende overgang fra »love« og »car« til »I’ll« udnytter vokalens baritondybde som aldrig før, mens melodien topper på den inciterende linje »the floors are falling out from everybody I know.« Resultatet er en art triumferende melankoli på trods, der afspejles i det grandiose omkvæd og den piskende pianoanførte musik, der mimer tekstens »Bloodbuzz«.

”Bloodbuzz Ohio” er grand scale The National, når det er allerbedst, og på samme måde er ”Sorrow” en ikke særlig subtil sang, der alligevel bibringer bandet noget nyt. Guitaren, strygerne, koret og pianoet er her meget diskret doseret, hvilket gør, at produktionen aldrig bliver befamlende, og i det hele taget har nummeret en Fingerspitzengefühl, som resten af pladen godt kunne bruge.

Modsat er de stort opsatte ”England” og ”Runaway” ikke de centrale og sammenbindende sange, de foregiver at være, og i sidstnævnte er teksten »I won’t be no runaway, ’cause I won’t run« ganske enkelt ikke stærk nok til at få tildelt en så central omkvædsfunktion. Generelt er det et problem for pladen, at flere sange opfører sig som langt mere storladne, end godt er, og at de hver især og som samlet helhed, efter utallige gennemlytninger af pladen, ikke falder i et stort meningsfuldt hak, som de gjorde på Boxer og Alligator.

Og her kommer så problemet ved en anmeldelse som denne, for den primære anke ved High Violet er så klart, at den ikke formår at være så helstøbt, fantastisk og følelsesmættet som sine forgængere, for i sig selv er det en rigtig god plade med en række virkelig gode sange, og det er stadig en god National-plade. Havde det ikke været for forgængerne, havde den sikkert været helt fantastisk, men det er – som med de fleste plader – umuligt at høre den ude af sin kontekst og befriet for alle de forventninger, der knytter sig til den.

Denne gang er det, som om The National gemmer sig lidt bag musikken, som om de ikke tør konfrontere følelserne, fobierne og neuroserne, som de plejer. Jeg føler stadig, det er en ven, der taler til mig, men en ven, der engang var hudløst ærlig, og som denne gang forsøger at skjule noget. Som om han ikke tør give los, og som om han ikke har taget sig den tid, det tager at tænke sig om. The National er dog stadig blandt mine allernæreste venner; jeg håber bare, de sigter bedre og rammer lidt hårdere i solar plexus på deres næste plade.