Når noget er statisk, er det uforanderligt, fast eller blivende. Det samme kan man sige om The Seas debut, Get It Back. Det lyder umiddelbart konformt og kedeligt, men det er faktisk her, man skal finde dynamikken og styrken i deres musik. Ofte giver bandets guitar- og rytmesektion en punk/garage- og blues-inspireret bund, der i sit enkle udgangspunkt svinger meget godt og rammer en pågående rocklyd, der indeholder både insisterende og voluminøse guitarflader samt riff, som spædes op med små vokalharmonier, råb og semigalskab.
Det er hørt før – ingen tvivl om det, og jeg har svært ved at se nogen form for nye tiltag i den punkskabelon, de to brødre, som står bag The Sea, skærer. Men det arrogante og spinkle i deres måde at modulere en sang på, så den bæres af gentagelser og fængende omkvæd, falder godt i tråd med det statiske udtryk, der ligger i stilens ånd, og det giver på en eller anden måde nogle intense og energiske sange.
Tekstuniverset er til gengæld ikke noget at skrive hjem om. Det virker ikke, som om fokus ligger på det lyriske. Det er alt for meget hængerøv, bajere og tomme floskler, der sættes i spil, når f.eks. “By Myself” fyres af. »You know I dream of you / it’s something that I have to do / I feel so down, and when I think about it I just want to shout about it / I need you now, I am by myself, and I walk on down again.« Det lyder hæderligt, når Peter Chrisholm synger, og vokalen passer fint til det slidte og punkede, men ordene er totalt blottede for indhold og sans for noget kækt.
Det var én brist – og det forbliver ikke kun ved den ene. Sangene er ofte også bygget op over samme skabelon, og hvis man ser bort fra de få balladetiltag, som f.eks. “Miss You”, så starter de fleste numre med energisk guitar, riffs og trommebulder, hvorefter det hurtigt forsvinder over i næste nummer. Det gør albummet kedeligt og forudsigeligt, og man får ikke rettet sit fokus mod den kvalitet, der burde være i de enkeltstående numre. Det kan der selvfølgelig rettes op på, og duoen har helt sikkert nogle gode punkkort, de kan spille, men der skal lidt mere til, hvis kabalen skal gå op. Ikke mindst med hensyn til det skrevne ord.
Get It Back er en gennemsnitlig plade og let at glemme igen. Der er momentvise tiltag, som giver lyst til mere, men overordnet set er sangene alt for elementære og banale.
