På trods af at David Eugene Edwards efterhånden er en velkendt skikkelse på den alternative musikscene, ved man ikke rigtig, hvad man kan forvente sig af ham. Både fordi han som god kristen tror, at himlen kan falde ned om ørerne på os, hvert øjeblik det skal være, og fordi han på de seneste to udgivelser under navnet Woven Hand har skruet ned for sortsynet og dommedagsvisionerne. Han har slet ikke været til at kende…
Det var derfor med blandende følelser, at jeg kunne konstatere, at Edwards på Woven Hands’ sjette studiealbum har præcis det samme ambivalente forhold til Vorherre som altid. Dette afspejles i musikken, som det ene øjeblik er galopperende industrial-folk og det næste tilbagelænet americana. Førstnævnte er superfedt.
Edwards er søn af en amerikansk vækkelsesprædikant, og religiøsiteten får da også frit løb i musikken. Flere numre på The Threshingfloor er messende og monotone, f.eks. “Behind Your Breath” og “Orchard Gate”. Dette særpræg er Woven Hands største styrke, og lydbilledet er fedt, fordi alt er så dystert, mudret og tilsat nogle højst utraditionelle musikalske virkemidler. Det drejer sig blandt andet om de middelalderlige strengeinstrumenter i “A Holy Measure” – et nummer, som også giver et godt indblik i Edwards gudfrygtige tilbøjeligheder, når han synger »no Jesus, no keeper of the law / I’m with him in the garden.«
The Thresingfloor er en blandet fornøjelse. Åbneren “Sinking Hands” er en tung og monoton sag, som bare burde være tungere. Edwards’ forvrængede vokal ligger langt tilbage i lydbilledet, hvilket fungerer overraskende godt. Generelt får numrene et præg af radiotransmitterede prædiker, hvilket bidrager yderlige til fornemmelsen af, at man sidder hjemme i stuen og lytter til Edwards’ profetier. Albummet fortsætter i højt gear på titelnummeret, som også er pladens stærkeste. Med iltert trommespil og middelalderlige, skotske og indianske elementer bliver musikken tilpas løssluppen. Samtidig er det disse virkemidler, som bidrager til, at Woven Hand for alvor adskiller sig fra andre folk-orkestre. Den samme stemning findes på “The Thruth”, som emmer af industrial, samt “Terre Haute”, der virkelig tager den alternative folkrock til nye højder.
Problemet ved pladen er numrene imellem højdepunkterne. Faktisk er der meget få svipsere på The Threshingfloor, men man bliver irriteret over de små ligegyldige numre, som trods alt fylder relativt meget på pladen. “His Rest”, “Singing Grass” og ikke mindst den komplet malplacerede, Beck-klingende ”Denver City” er forstyrrende elementer, der blot skal overstås, så man kan få lov at lytte til de numre, som medvirker til, at The Threshingfloor lyder som soundtracket til en gotisk noir-western med Sergio Leone i instruktørsædet.
I en tid, hvor folk-orkestre skyder op som paddehatte, vil The Threshingfloor desværre nok overses i mængden af skovmandsskjorter. Det er ærgerligt, for det generelle niveau på pladen ligger virkeligt højt, og de bedste numre er suveræne. Det irriterer mig dog grænseløst, at Woven Hand ikke kan tage sig sammen og lave det mesterværk, de burde.
