Da Kanye West blev international megastjerne – eller endnu tidligere, da han blot havde et kæmpehit og en på verdensplan fornuftigt sælgende og kritisk velmodtaget debut – blev kimen lagt til en ny, særdeles lukrativ arketype. En hypermoderne rapper, som både var anerkendt og afholdt blandt hiphoppublikummet, anmelderne og de pladekøbende teenagepiger, hvis lommepenge i sidste ende skulle finansiere Cristal-gilderne og privatjetten. The Louis Vuitton Don var mode- og popkulturbevidst på et højere plan end sine guldkædebærende fæller, arrogant nok til aldrig at blive kedelig og forstod at kombinere sin uortodokse hiphopautenticitet med den klassisk skårne popsang. En nydelig ung herre, som det utvivlsomt har frydet mangt et amerikansk forstadsforældrepar at se erstatte gennemhullede steroidgangstere eller misogyne underklasseafskum som motiv over teenagekøjen. Han var en så gennemkommercialiseret, men samtidig intelligent og visionær rapper, at det var svært at finde reelle fortilfælde.
Siden da har adskillige godhjertede, bomuldspulloverbærende rappere fulgt skabelonen og med positive attituder og harmløs fremtoning vundet stort publikum. Kanyes egen protegé Lupe Fiasco samt Wale og Kid Cudi blev mindre kommercielt orienterede, men stilmæssigt beslægtede alternativer. I modsatte grøft har eksempelvis Charles Hamilton og Asher Roth vist sig som udvandede fattigmands-‘Yes, og det er i høj grad den sidste kategori, B.o.B. nu indskriver sig i.
The Adventures of Bobby Rays centrale fejltrin er de 13 singler, den udgøres af. Der er ikke ét nummer, der ikke emmer af kalkuleret radioleflen eller flyder over med 808-trommer, plat-melankolske klaverfigurer eller dramatiske strygere. Skal man have noget som helst ud af pladen, er det nødvendigt at operere ud fra præmissen, at tudebanale omkvæd over højstemte guitarsoli og hiphopbeats i teorien kan fungere, eller at det på sin vis er en kvalitet at være den rapper/sanger/multiinstrumentalist, der formår at pakke mest gennemsnitlig hitlistepotens ned på cd.
Apropos pullovere gæster Rivers Cuomo pladens absolutte lavpunkt, “Magic”, hvor han varetager et omkvæd, der lyder som kendingsmelodien til en Disney-serie, en reklame for et mælkechokoladeprodukt eller et muntert rekviem over tusind brændende eksemplarer af The Blue Album. Et par af de mange øvrige medvirkende slipper dog anderledes godt fra det og leverer to af pladens få højdepunkter. På “The Kids” medvirker indiehypede Janelle Monáe med et fint vers, der dog ikke for alvor formår at gøre beatets melodunte-rundgang interessant, og på “Airplanes, Part II” bidrager Eminem med hele den i øvrigt alt for lange herligheds uden sammenligning mest mindeværdige øjeblikke. De tos præstationer er en knivskarp spotlampe på den blodfattige Bobby Rays karakterløse famlen, og i kraft af den spejlblanke albumkontekst brænder de ganske stærkt igennem. Især Eminem brillerer ved at sætte den ellers flowfikserede B.o.B. til vægs med en hidsig staccatoopvisning og samtidig tilføre det uinspirerede emne noget bid ved at udnytte sin egen allemandskendte forhistorie på fin vis.
Længe før den førnævnte Kanye-ficering bidrog til at ophæve enhver grænse for, hvor bredt appellerende og uautentisk en seriøs rapper måtte være, fandtes der også ulideligt pinlige hiphopudgivelser. Rappere solgte dengang ofte ud, blev mætte eller blev kærester med hiphoppens Yoko Ono: Erykah Badu. Den nye skoles manglende oplæring i realness-pli og instinktiv mainstream-afstandtagen har i modsætning til tidligere gjort dem i stand til uhæmmet at afsøge mulighederne ved popfusionen, men også til at være elendige på op til flere, førhen uopdagede planer. Når rappere af denne type laver dårlige plader, laver de virkelig dårlige plader. Deprimerende ringe, øretæveindbydende banale og sindssvagt intetsigende plader.
